Brev fra Landet.

Fru Johanne Meyer!

"Kan I endnu ikke tale, saa skriv". Disse Ord læste jeg i Deres Blad Nr. 14, og strax slog det ned i mig, det kom som et Bud, at jeg maatte skrive medfølgende Stykke om "Kvinderne og Arbejdet"

Jeg kan saa sjælden tale om, hvad der ret ligger mig paa Hjærte: Kvindens Ligestillelse med Manden. Mangel paa Forstaaelse og Sympathi hos mine Omgivelser, og Mangel paa Mod hos mig selv, forhindrer mig. Jeg har aldrig før skreven offenlig, og selv føler jeg, at det er daarlig skreven; men jeg beder Dem, giv min Artikel en beskeden Plads i deres Blad, hvis De selv synes, den er det værd, hvis ikke, da kast den i Papirkurven eller brænd den og tag mig ikke min Dristighed ilde op.

Med højagtelse og Sympathi hengivne

N. N.

Et Par Ord om Kvinderne og Arbejdet.

I gamle Dage lavede Kvinderne paa Landet selv alt det Tøj, der brugtes i Hjemmene, ja, de lavede endog en hel Del baade Lærred og Vadmel og solgte, og det betragtedes saa godt som Hovedsagen hos en Kvinde, om hun var dygtig til at spinde og væve. Nu kan det næppe nok betale sig længer at lave Tøj til sig selv. Fabrikerne har næsten fortrængt baade Væven og Rokken, og Arbejdet paa Klædefabrikerne giver kun en kummerlig Erstatning for Husfliden. Før passede Kvinderne selv deres Mejeri, nu har Andelsmejerierne gjort dette umuligt, og i Andelsmejerierne er det Mænd, der har de bedst lønnede Pladser, Kvinderne er de underordnede her som alle andre Steder. Hvorfor? Fordi det er Mænd, der bestemmer alt, hvad der hører til Mejerierne. Saaledes forsvinder den ene efter den anden af Kvindernes Virksomheder. Hvoraf skal Kvinderne tilsidst leve? De skal have Hjem, Føde og Klæder saa vel som Mændene? De skal gifte sig, svarer alle tankeløse Mennesker. Hvorledes det? Naar der er mange tusinde flere Kvinder end Mænd i Danmark, og der jo er mange Mænd, som aldrig gifte sig, hvad skal saa dette store Antal Kvinder leve af, naar Ægteskabet er den eneste Levevej?

Der tales og skrives om at oprette Fagskoler, hvor unge Piger kan lære Haandværk for siden at kunne opnaa samme Løn for samme Arbejde som Mændene, og det vil blive et overordentlig stort

Gode for - den næste Slægt. Men vi, der er udviklede Kvinder nu, hvorledes bliver vor Fremtid. Men selv om det skal være til Gavn for alle de unge Kvinder, der vil den Vej, da maa de have Undervisningen gratis, og for at det kan ske, maa Staten yde et meget betydeligt Tilskud aarlig til Fagskolerne. Men hvad er Staten? For Tiden er det Regeringen og Landstinget, eller med andre Ord, et Mindretal af Godsejere og Rigmænd, og for dem existerer der ingen Kvinder, men kun Damer.

I denne Regerings Tid maa Kvindesagen vente, ligesom de andre Reformer. Men saa er der en anden Arbejdsmark for Kvinden: Det store, frie Amerika, vel kan jeg ikke give Oplysning om Forholdene derovre, men jeg gentager, hvad jeg ved bestemt: Der er stor Trang for Piger, og der gives en Løn fra 10 til 20 Dollar om Maaneden, eller det samme de faa halvaarlig herhjemme for at slide i Roemarkerne om Sommeren og Efteraaret, og ved Tærskemaskinen om Vinteren. De er fri for Malkning og alt Markarbejde, og regnes mange Steder til Familien. For en rask Pige, der er vant til Arbejde, kan der ikke være meget at betænke sig paa, lider hun Hjemve - hvad man dog ikke

ofte hører om nogen - da kan hun paa et halvt Aar tjene til Tilbagerejsen, og saa er der jo ingen

Ulykke sket.

En Landsbypige.