Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Bankier Dandorfs Hustru gik endnu en Gang igennem alle de Værelser, som var beredte til at optage de indbudne Gæster. Fra Forhallen, der ved Træer og Buske var forvandlet til en rigtig Have, kom man først ind i et lille Værelse, dekoreret i graat, der sædvanlig tjente Husfruen til Dagligstue, men i Dag kun blev benyttet som Gennemgang til begge de tilstødende Sale. Disse Værelser lignede ikke borgerlige Selskabsværelser, og med usigelig Stolthed svævede Ejerindens Øjne hen over hendes „stilfulde” Herligheder.

Fru Dandorf traadte hen foran et stort Spejl, rykkede den foran staaende Makartbuket lidt til Side, og underkastede sin egen Person en sidste Kritik. Hendes sorte Haar var skilt ad i Panden og friseret højt à la Recamier; en elegant Kjole af sort, storblomstret Silke fremhævede hendes brede Skuldre, fyldige Barm og stramt snørte Taille, og endte, efter at være stærkt oppuffet ved Midien, i et langt Slæb, som forsøgte at give den lille fyldige Dames Figur et majestætisk Udseende. Fru Dandorf opdagede, at Rosenbuketten paa hendes Bryst sad for højt oppe, og at Pudderet, som skjulte den lille Ansats til Knebelsbart paa hendes Overlæbe var drysset for stærkt paa. Disse Ulemper lod sig let afhjælpe.

Medens hun endnu var beskæftiget dermed, kom en smuk Dame med lyst Haar og fine, noget skarpe Ansigtstræk, brusende ind, kastede sig i en Lænestol, lagde sin Vifte i Skødet og satte sin Pincenet paa. „Eders Værelser tager sig godt ud ved Lys, min bedste. Men det er dog en hel anden Genre end hos os i Hovedstaden ”

Hun ordnede Kniplingsbesætningen, som i yppig Fylde bedækkede den blaa Kjole over det flade Bryst, og spurgte:

„Synes Du, at min Dragt er passende? Kan man se paa Kjolen, at den allerede er bleven pudset op tre Gange? Du véd jo, at vi maa indskrænke os. Hvor mange Mennesker kommer her i Aften?”

„Vær Du ganske rolig,” sagde Fru Dandorf og stillede atter Makartbuketten hen paa dens Plads, „dit Toilette er meget smukt”.

Det var i Grunden slet ikke hendes Mening, thi allerede om Middagen havde hun sagt til sin Mand: „Nu er jeg blot nysgerrig efter at se, hvilken sammenflikket eller udbedret Dragt din Kusine atter vil vise sig med i Aften; naar man kommer paa Besøg i et saadant Hus som vort, burde man dog ogsaa indrette sig derefter,” hvorpaa Hr. Dandorf formildende svarede, at hos Officererne stod Indtægten sjælden i Samklang med den selskabelige Stilling, og at det derfor var meget rosværdigt af Oberstinden, at hun sparede.

„Naa, hvem venter I saa? Fremragende Personer? Bekendte Navne?”

„Aa, en Mængde,” svarede Fru Dandorf velbehagelig, og nu begyndte hun at opramse Navnene paa de ventede Gæster, Listen sluttede med Professor von Droste med Damer.

„Hvad hører jeg,” udbrød Oberstinden og rakte Haanden ud efter en Skaal med Konfekt, der stod paa Bordet, „hvilken Mængde Mennesker! Og von Droste siger Du? Den berømte Professor?”

„Ja, - kender Du ham? Har Du truffet ham i Selskaber? Kom han os eder?” „Gud bevares! Vi omgaas kun min Mands Kammerater. Men jeg har en Gang hørt en af hans Forelæsninger. Det er en smuk Mand! Uhyre interessant. Men Damer, siger Du? Er han da bleven gift?”

„Hans Broders Enke og Datter bor hos ham. Det er en Kone, kan Du tro: fornem, forfærdelig fornem og elskværdig! Hun vil blive paa Moden. Du véd jo, hvordan det gaar - en ny Fremtoning, rig, smuk og oven i Købet en berømt Mands Slægtning! Vi er stolte over, at vi har hende først,” fortalte Fru Dandorf, idet hun saa paa Uret, „men nu er det Tiden vi kan vente vore Gæster”.

(Fortsættes.)