Rejsebreve.
Klap, klap lød det stadigt i mine Ører, mens jeg halvt sovende søgte at blive klar over, hvor jeg egentlig var, men først da jeg ved at strække Armen til Vejrs stødte mod noget haardt, blev jeg saa vidt vaagen, at jeg forstod, at jeg laa i min Køje i Damekahytten. I et Spring var jeg paa Gulvet, for Luften herinde var saa tung og forpestet, at jeg fik en svag Anelse om, hvor drøjt de Mænd og Kvinder, der aarlig sendes til Siberien af deres høje Czar, maa have det, sammenstuvede som de er i endnu snævrere Rum end en Damekahyt - og den forekommer os græsselig, naar vi efter en 4 Timers Søvn vaagner og mærker Dagen udenfor de smaa Ruder. Hurtigst muligt fik jeg mit Ansigt badet og gjorde lige saa hurtigt Toilette, og indsvøbt i mit Rejsetæppe skyndte jeg mig op paa Dækket. Hvilken Forskel! Dernede kvalmt og tungt; her den rene, noget skarpe og kolde Søluft.
Endnu er Solen ikke staaet op, men hele den østlige Horisont bliver klarere og klarere, stærkere og stærkere rødmende ved Anelse af den straalende Sejrherre, der haster hen imod den. Skibet stønner og jager fremad mod Vest, lige som flygtende fra Solen og Lyset. Et kort Øjeblik gaar der som en Bæven gennem Horisontens nederste Skylag, en Bræmme af violetrød Tone breder sig milevidt omkring; da stiger Solen gul og rund som en Æggeblomme op over Skyrandene. Dagen, denne hastende, higende, ilende Dag, kommer med sine Krav til vor Side af Kloden. Der gik gennem Havets store, ensformige Bølgen lige som en Bæven, da Liv- og Lysbringeren viste sig. Endnu er der mørkt og øde og tomt, men ogsaa fredeligt mellem Molsbakkerne, der hist og her aabner sig og fanger vort Blik ved den rugende Stilhed, vi aner der inde. Men se, der for ude Østkystens Skove der lige som jublende suge Solens Lys og Varme til sig. Der er de unge, ranke Træer, der med ungt Livsmod vil opad vokse, trives, leve; de elsker Solen og vaagner til Liv ved dens første Straaler; der er de gamle, knudrede Bøge, der fryder sig ved de unges Vækst, ved Fuglesangen, Blomstertæppet ved deres Fødder; der er Smil over det hele, nu Solen kaster sine Straaler ind mellem Stammerne.
Nærmere og nærmere rykker vi vort Maal: Aarhus Domkirken har længe været synlig. Byens Huse træder nu ogsaa tydeligere frem af den ubestemmelige Masse, der til en Begyndelse viste sig. Landevejen fra Marselisborg Skov tegner sig som en lys Streg i hele det grønne Landskab. Vi spejder efter det kendte Køretøj, der i sindig men velberegnet Tempo kører mod Byen for at naa Havnen, naar Skibet gaar gennem Molerne. Og der holder da ogsaa vort Køretøj. En velbekendt Haand svinger med Hatten og en velbekendt Stemme raaber os et solidt jysk „Godmorgen” i Møde.
Sindige, støtte, langsomme gaar Dragerne langs Bolværket. Det jyske, noget tunge men hjertelige Tonefald naar vort Øre. Der er ingen nervøs Hasten, hverken i Gangen eller i Stemmen. Hvor denne Ro virker velgørende paa et overtræt Menneskes Nerver.
Al Støjen, alt Arbejdet, al Hvirvlen, al Hovedstadens Jagen og Hastværk er glemt, og foran os ligger en hel Maaned af fredelige Dage i idyllisk Ro, Dage, der indledes med en sindig Køretur paa l ½ Mil gennem en af Østkystens skønneste og frugtbareste Egne i en Luft, som man skal mange Mil bort fra København, for at opdrive, hvis den findes andre Steder end i Jylland.
Og saa Kl. 6 et veldækket Frokostbord med hjemmebagt Brød, Æg, Skinke, Mælk - og frem for alt Ro, Naturens Ro omkring os.
Og der henne i Sovekammerdøren staar en sortøjet Dreng i sin stumpede Skjorte og gnider Søvnen af Øjnene. Han siger intet men ler over hele Ansigtet og joller saa i Seng igen og gemmer sig under Dynen for sin Faster.
