Om Alderdomsunderstøttelsen.
Paa Gyldendals Forlag har Hr. Kontorchef, Jusitsraad J. G. F. er udgivet en særdeles værdifuld Bog, som Forfatteren kalder: „Bemærkninger til Lov af 9. April 1891” og som vil læses med megen Interesse. - Alderdomsunderstøttelsesloven, som nu har fungeret i 2 Aar, har stadigt af Oppositionen været betragtet som særlig uheldig. Nu kommer imidlertid Misfornøjelsen ogsaa til Orde fra en anden Kant, og det fra en Side, hvorfra den vanskeligt kan overhøres, idet Kontorchef Ræder med sagligt Kendskab til dens Anvendelse paaviser det demoraliserende i Loven og det næsten umulige i Brugen.
Det er et ethisk Krav, der ved Alderdomsunderstøttelsesloven skulde realiseres, siger Forfatteren, men efter de forløbne 2 Aars Anvendelse af Loven svinder det idealistiske Præg, ind til Minimum. Thi idet der forlanges, at Ansøgeren skal være trængende, den Søn eller Datter, der hidtil har støttet den Gamle ved at yde Bidrag, Mad eller fri Bolig, kan eller rettere maa tage sin Hjælp tilbage, for at den Gamle kan nyde godt af Loven.
Betingelsen tilvejebringes, men Baandet mellem Forældre og Børn opløses, og den almindelige Velgørenhed svækkes. Hvis Ansøgeren ejer en ubetydelig Kapital eller har en lille Fortjeneste, er ogsaa det en Hindring, hvorimod det vigtigste ved en Alderdomsunderstøttelse er, at den blev Hjælp til Selvhjælp. Justitsraad Ræder der sam Kontorchef i Københavns Magistrat har med den praktiske Side af Udførelsen af Loven at gøre, er naturligvis en Mand, hvis Ord man i denne Sag maa tillægge megen Vægt. Og rimeligvis vil en Reform om ikke lang Tid blive nødvendig, hvis Forfatterens Ord vil trænge igennem, naar han siger:
„Jeg føler mig levende overbevist om, at næppe nogen anden Lov vil faa mere indgribende Indflydelse paa de sædelige Tilstande her i Landet end netop Alderdomsforsørgelsesloven” o. s. v.
Bogen aander en human Tankegang og et frisindet Syn paa Samfundet; skønt der er flere Ting, vi ikke kan være enig med Forfatteren i, i Eks. hvor han taler om Værdighedstrangen. Forfatteren mener ikke, en gift, der ikke lever sammen med sin Kone, bør have Hjælpen, thi, siger han: „det er en Uting, at saadanne gamle Folk ikke kunne forliges” o. s. v. Ligeledes vil han, at Ægtefæller, der separeres, medens de nyder Alderdomsunderstøttelse ma miste denne. Alligevel er Bogen et godt Indlæg i Alderdomsunderstøttelsesspørgsmaalet og læses med megen Interesse.
