Forkuede Kvinder.
Vi træffer desværre i mange Hjem en Hustru, der bevæger sig som en Skygge, bleg og tavs, stille og sørgmodig. Over for fremmede kan hun være kejtet og forlegen, hun smiler ikke, og hun forstaar slet ikke at skabe Hygge, saaledes som en udviklet og ædel Kvinde nu med Lethed kan gøre.
Disse Kvinder maa være Genstand for vor Medlidenhed. For dem er Livet ingen Fryd, de lever jo uden Interesse og uden Indflydelse, som er værd at nævne.
Heldigvis er det ikke Reglen, at Hustruens Stilling er saadan. Men jeg har set disse Kvinder, der er forkuede og fører en fattig Tilværelse.
Grunden dertil ligger langt tilbage. Den bunder i den gamle Tankegang, at Kvinderne hører til en lavere Menneskeklasse end Mændene. Naar de unge Kvinder har haft en selvstændig Mening og udtalt den, saa bliver de vist tilbage af deres Fader eller Brødre eller deres Mænd, naar det da ikke drejer sig om rene Husholdningssager. En ung Pige, der gør Forsøg paa at deltage i en fornuftig og udviklende Samtale, bliver Gang efter Gang afvist med den Bemærkning: „Det forstaar Du dig ikke paa”, eller „det skal Du ikke bryde dig om”.
Saa tier hun stille og taler kun om Pynt, Forlystelser og Husholdningen. Men derved kommer hendes bedste Ævner til at ligge Brak, de tages ikke i Brug og sygner hen. Hun føler sig maaské forurettet, fordi der ikke tages Hensyn til hendes Mening og hendes Ønsker. En skøn Dag finder hun Anledning til at give Bitterheden Luft i Ord, hun er bleven alt for stærkt tilsidesat, men nu river Lidenskaben hende med i den øjeblikkelige Ophidselse; der falder Ord, som burde været usagte, og hun bliver bange for sig selv. Nej, saa hellere tie og lide i Tavshed. Hun føler sig mere forkuet og skræmt end nogen Sinde før.
Er det ikke mange af de forkuede Kvinders Skæbne, jeg her har skildret? Jo, det er Opdragelsen, der forkrøbler de friske Naturer. Altid at blive regnet for et Menneske uden Mening og uden Interesse, det sløver, saa man tilsidst hverken faar Mening eller Interesse for nogen Verdens Ting af Betydning. Den indre Livsvækst hindres hos de Kvinder, der altid sættes uden for Livets Alvor.
De unge Kvinder, der opdrages til ingen Ting og ikke maa have Forstand paa noget, som kan fremme den personlige Dygtighed, bliver Hustruer og Mødre. De skal opdrage det næste Slægtled og støtte Manden i den Gerning, som hun ikke maa have Forstand paa.
Hvor taabeligt!
„Hjertet begærer dog slig en Ven
og kan ikke nøjes med mindre,
en, som Kærlighed giver sig hen
og ikke vor Livsvækst vil hindre”.
Naar Kvinderne fik Lov til at bruge deres Ævner. Lov til at udvikles i Frihed, samme Ret til at tale, tænke og handle, som Mændene har, saa vilde deres Optræden blive mere rolig og behersket end nu. Det, der især skader Kvindernes offenlige Fremtræden nu for Tiden, er deres Hæftighed, Lidenskabelighed og Bitterhed. Det klæder Kvinder ilde.
En Gang jeg rejste over Store Bælt med Dampfærgen, saa jeg en Kvinde, som vakte almindelig Opmærksomhed ved sin frække, fordringsfulde Optræden. Hun var ingen forkuet Kvinde, hendes Hæftighed og Selvbevidsthed i Tale og Færd gjorde et alt for moderne Indtryk. Men jeg tænkte i mit stille Sind: Gud fri og bevare os for saadanne moderne Kvinder!
Lad Mænd og Kvinder lære i Forening at leve „et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord”. Da vil Hjemmene mere end nu blive Lykkens Tilflugtssteder.
