Syersker.
Der er talt saa meget om de lave Lønforhold, hvorunder Syerskerne lever, at mange tror, det er en Overdrivelse, naar de sande Forhold fremstilles, og man mener, det er kun socialistiske Fraser for at ophidse Befolkningen. Var Syerskernes Forhold saa daarlige, vilde de vel nok selv lade høre fra sig. Men det er netop en Kendsgerning, at de lavest lønnede Arbejdere tier, og det gamle Ord har Ret som siger: „Det Barn er ilde slaget, som ikke tør græde”. Saa kuet kan Folk være, at det er, som Døden sad i deres Hus.
Det eneste sikre Bevis paa den nøgne Virkelighed i Syerskernes Lønningsforhold er Statistiken. Den har det hidtil været umuligt at skaffe, thi med al Syerskernes store Nød følger der en afgjort Skyhed for at lægge sine Vilkaar aaben for andre. Det piner dem at skulle gøre deres fattige Kaar klar for sig selv, og endnu mere at tillade Fremmede Indblik i disse.
Det er imidlertid lykkedes „Dansk Kvindesamfund” gennem Hr. Poul Svejstrup at naa et stort Resultat paa Statistikens Omraade, og ved mange Kvinders ihærdige Arbejde og Hr. Svejstrups dygtige Ledelse foreligger der et værdifuldt Arbejde. I en Bog paa 141 Sider findes nu samlet et paalideligt Materiale til Belysning af de københavnske Syerskers Forhold. Forfatteren har forstaaet at gøre sit statistiske Arbejde letfatteligt og saa interessant, at det kan læses af enhver. Materialet omfatter fire Hovedpunkter: Syerskernes Adgang til Arbejde, Lønningsforhold, Arbejdstid og Helbred.
Bogen er udgivet paa Jul. Gjellerups Forlag og koster kun l Kr. Dens Anskaffelse vil altsaa let overkommes af mange.
Til yderligere Belysning af Syerskernes Livsvilkaar vil Forfatteren Hr. Poul Svejstrup holde Foredrag herom i Kvindelig Fremskridtsforening Mandagen den 23. April Kl. 8 ½, Vestergade 9, hvortil enhver Syerske har Adgang, Kaabe- og Dameskrædderne mod Forevisning af deres Foreningskort, andre mod en Entré af 10 Øre.