Genialitet og Kvindelighed
forliges iFølge den italienske Fysiolog Lombrosos Lære ikke; thi har Kvinden Geni, saa er det i Kraft af mandige Egenskaber, hun har det, Og disse mandige Egenskaber lige til i det ydre søges da paavist hos de anerkendt geniale, Kvinder.
Med Udgangspunkt i disse Paradokser blev der for en Tid siden i en Del norske Aviser leveret én Artikel om „Kvinden som Geni”. I „Kristianssands Stiftsavis” finder vi en længere Imødegaaelse af denne Artikel af Fru Hilda Torjusen. Et Par Citater vil maaské vække Interesse for at læse den hele Artikel i Sammenhæng.
Efter at have udtalt, at hun skal paatage sig at finde flere mandlige Genier, der paa tilsvarende Maade er i Besiddelse af kvindelige Egenskaber, gaar Forf. over til at omtale Vurderingen af kvindelig Genialitet. „Naar”, siger hun, „Kvindens Evne - jeg mener her det kvindelige Geni - gaar i anden Retning end Mandens, da anerkendes ikke Geniet - følger hun i Mandens Fodspor, da hedder det: hun ejer ikke Originalitet.
Det er i Følge Lombroso et ubestrideligt Faktum, at Kvinden ikke staar paa samme fysiologiske Standpunkt som Manden og er et andet Væsen i Natur og Anlæg. Hvorfor saa ikke - i Erkendelse af Naturens Forskellighed - dømme derefter og tage Hensyn til Kvindens Individualitet? Man forlanger ikke Violinens Toner af en Harpe eller Fløjtetoner af en Basun. De er alle selvstændige Instrumenter, der hver for sig kan behandles med lige stor Kunst.
Kvinden mangler ikke Originalitet, men ofte Ligevægt - fordi hendes Cirkel er saa liden endnu, at hun kan gaa langt udenfor sin uden at naa Begrænsningen for Mandens. Medens Mandens Originalitet dægges for, taales ikke Kvindens. -
Endvidere beskylder Lombroso Kvinden for „Misoneisme” - for at bevare Skikke, som Mænd forlængst har brudt med. Det var morsomt at høre, at der gaves Undtagelser for den kvindelige Skødesynd „Foranderlighed”!
I Almindelighed er Kvinden mere samvittighedsfuld end Manden. Hun vil neppe gaa paa med Dødsforagt, naar hun har faaet en Idé - kun før at vinde Originalitet. Hun vil lade Ideen fæste og modne sig, hun vil undersøge, om Samfundet gavnes ved Ideens Realisering.
Naar f. Eks. Manden vil forbedre den letsindige Ungdom ved at lade den se sit „Leben” paa Prent, ved at lade den læse usædelige Skildringer, tror Kvinden, at Lasterne ikke aflægges ved at tale og skrive og opretholde Bevidstheden om dem, men ved at lede Tankerne fra dem og vække Interessen for noget ædlere, bedre. -
Imidlertid faar Lombroso overlade til Fremtiden at bedømme Kvinden og hendes Evner.
Endnu er hun midt i Bakken og maa ofte stanse for at rydde Stenen bort. Det tager Tid!
Samfundets Misoneisme er saare stor!
Den sidder hjemme i Højsædet og stanser enhver Reform med Dogmer og Paradokser. - Men selve Logiken maa skifte ham efter Aarstiderne.
I hvor lang Tid hed det ikke, at Lærerinder - det var Inkarnationen af al Ukvindelighed.
-Nu kan heldigvis ikke Samfundet koncentrere sine „ømme Følelser” i en enkelt Retning.
Kvinden bryder ind fra mange Hold, og den Dag vil forhaabenlig oprinde, da Samfundet forstaar, at Ukvindelighed ikke er afhængig af den Livsstilling, man indtager.
Da først kan Kvindens Evner og hendes Privilegium paa at være „kvindeligt” Geni bedømmes.
Da først, naar hendes Evner ikke tvinges ind under en snæver Begrænsning, og Mandens Egoisme ikke lader Individualiteten komme i Betragtning, kun, naar det behager ham - vil Kvindens Aand udvikle sig i Harmoni. -
(Nylænde.)
