Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Saa vil jeg dog straks. . .” begyndte han. Men Dandorf havde allerede grebet den nærmeste Herre, en lille Mand med Helskæg og Kjolen bedækket med Ordener, under Armen og sagde, idet han trak ham med sig: „Har dHrr. Malere Tid til at bekymre sig om Videnskaben? I saa Fald maa De endelig læse Kritiken om Montegazzas ...”
Lyden af Stemmen døde bort. Lehsen undertrykte et Smil og gik hen til den unge Lærde.
„Hr. Doktor”, sagde han, „tillad mig endnu en Gang at præsentere mig, thi jeg formoder, at det er gaaet Dem som mig, og ingen af os har forstaaet den andens Navn. Oberstløjtnant Lehsen.”
„Det var et heldigt Træf”, udbrød Alfred glad overrasket. „Jeg har netop et Anbefalingsbrev til Dem, Hr. Oberstløjtnant.” „Som De hidtil ikke har gjort Brug af? Ej, ej, deraf kan man ikke slutte sig til, at den Glæde, De nu viser, er oprigtig”, sagde Lehsen velvillig. Fra hvem da?
Alfred fremstammede Navnet og tænkte, at han nær havde svaret: „Fordi De har en smuk Datter, har jeg ...”
„Lad os passiare lidt”, mente Lehsen og saa sig om efter en roligere Plads, „her er saa fuldt, ak, se der, kom ind i det lille Forværelse, der vil ingen forstyrre os.”
Alfred fulgte ham. „Det er meget godt”, tænkte han, „sidder vi der, vil jeg være den første, der faar Ottilie at se.” Han havde i Dag mødt Jomfru Anna i Korridoren, hun havde forsigtigt baaret noget vidunderligt noget, der bestod af rosa Silke, Kniplinger og Torneroser, et noget, som den i Verdenskundskab stadig mere erfarne Doktor kunde antage, var Ottilies Dragt til om Aftenen. Oven i Købet havde Jomfru Anna med et impertinent Smil holdt ham dette noget næsten lige op for Øjnene og sagt: „De kunde vel bedre lide, at vor Frøken gik klædt i Sækkelærred.”
Damerne holdt ham for en Barbar, der kun anerkendte Nyttigheds, ikke Skønhedsprincipet, det var klart.
For at vise Ottilie, at han ikke havde noget imod Elegance, havde han klædt sig som en Modejournal, saa han forekom sig selv som en Laps. Mon Ottilie vilde bemærke det?
Kun ved at gøre Vold paa sine Tanker formaaede han med Opmærksomhed at følge og imødegaa Lehsens Ord.
Imidlertid begyndte Oberstinden at kede sig derinde i Salen. Den unge mørkøjede Doktor havde forekommet hende som den eneste, med hvem man kunde kokettere lidt, han saa tilbageholdende, men ikke kold ud og talte Sproget rent og klart, ikke med Dialekt som de andre, hvilket hun, Hovedstadsdamen, fandt saa afskyeligt. Hun besluttede da at følge efter Herrerne, smuttede igennem den ikke ophæftede Portiere og sagde:
„Naa saaledes - er det en Manér! Herrerne skulde hellere ofre sig lidt for mig Stakkel, Pengematadorerne derinde er ikke meget for at gøre en lille Officersfrue deres Opvartning. Hurtig, Hr. Doktor, red nu Deres Rygte som Kavaller hos mig.”
(Fortsættes.)
