Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Dette Fruentimmer med Pincenez og den slæbende Udtale - hun sagde „mæget” - var ham modbydelig.

„Naadige Frue, jeg har aldrig gjort Fordring paa at være Kavaller.”

„Vor unge Ven her har mere alvorlige Bestræbelser,” mente Oberstløjtnanten muntert.

„Jeg troede, at han blot var beskeden. Det er altsaa det modsatte, han er hovmodig. Saa vil jeg da gøre mig en Fornøjelse af at trække. ham ud af sin Hovmods Barrikader og tvinger ham til at sige mig noget smukt.”

I dette Øjeblik gik Døren, som førte fra Forhallen ind i Værelset op. En statelig lysskægget Herre kom til Syne.

„Gud være lovet,” raabte Damen og rakte ham sin Haand, uden at rejse sig af sin magelige Stilling, „der kommer endnu et Menneske!

De tillader: Assessor von Kallmann - Oberstløjtnant Lehsen

- Doktor Moscheles.”

Assessoren bøjede sit velfriserede Hoved med „Verdslighedens Tonsur” over Damens smalle og magre Haand, som han kyssede, og sagde med en lidt snøvlende Stemme: „Hvorledes, naadige Frue, De trækker Dem tilbage fra Selskabet og helliger Dem til to lykkelige, udkaarede dødelige.”

Hans blege, markerede Ansigt saa saa underligt ligegyldig ud, og hans lyse, matte Øjne svævede køligt hen over Moscheles og Oberstløjtnanten.

„Ja”, vedblev Damen muntert, „her er Skærsilden, som man maa igennem, før man naar ind i Paradiset. Men entre vous, kære Assessor, der inde er Faarene ikke skilt fra Bukkene”

Assessoren, som ikke syntes at have travlt med at hilse paa Husets Frue, tog sin Chapeau claque under Armen, trak den højre Handske af og spurgte, stadig mrd samme impertinente Hovmod: „Hvem er her saa?”

„Professor Stein med Frue og Datter,” forekom Moscheles, som om han dermed vilde svare Lehsen med en særegen Betoning. Det antydede: „Mennesker, som det er en sand Ære at være sammen med”

„Ja saa - han har, forfærdelig Borgerlige Manerer, den Stein,” mente Assesoren.

„Og hans Frue da - hun er til at le sig ihjel over, en gul Atlaskekjole med Forglemmigejer! Jeg tror ikke engang at min Jomfru ville gaa med den. Saa synes jeg dog langt bedre om Baronesse Brüel.”

„Naa, hun er her ogsaa?” spurgte Kallmann med et spottende Smil. „Saa mangler Billdehugger Elters vel heller ikke, Solen og dens Planet!” *

„Den mest uskyldige Stilling, man kan indtage til hinanden her i Verden. Ikke sandt, Doktor, der er noget, Atmosfære eller Æther, hvad man kalder det, imellem dem - de kommer aldrig tilsammen?” mente Oberstinden spørgende. Førend Alfred kunde svare, sagde Kallmann allerede: „Denne Planet kommer dog Solen ængstende nær. Elters ser for Resten tidt nok ud til at være „udbrændt”.

Damen holdt Viften for Ansigtet og lo.

(Fortsættes.)