« Tilbage til søgeresultaterne

At bede om Penge.

Af: T. W. Higginson

« Se emneord

Fra Oberst T. W. Higginsons Bog Common Sense about Woman.


En af de bedste Hustruer og Mødre, jeg nogen Sinde har kendt, sagde en Gang, at hun skulde overtale sin Datters tilkommende Mand til inden Brylluppet at fastsætte en vis Sum, som regelmæssig skulde udbetales til hans unge Hustru, uden om Husholdningspengene. Beløbet var en Bisag, mente hun, og maatte bero paa det unge Pars Indtægter og Levevis. Hovedsagen var, at Beløbet betaltes regelmæssigt, saa at den unge Kone lige saa lidt behøvede at bede sin Mand om Penge, som denne behøvede at bede hende om et Maaltid Mad.


Det var mig bekendt, at Fruens Mand var meget liberal, holdt meget af sin Hustru, og at han aldrig nægtede hende noget. Selv var hun en ypperlig Husmoder, og alt i deres Hjem tydede paa, at de levede sorgfrit. Og dog sagde hun til mig: „Jeg tror ikke, at en Mand nogen Sinde kan sætte sig ind i en fintfølende Kvindes Ulyst til at bede om Penge. Om jeg faar noget at sige i denne Sag, saa skal min Datter slippe derfor. Hvis hun passer sine Pligter som Hustru og Moder, saa har hun ogsaa Rettighed til sin Del af Indtægterne inden forstandige Grænser; - den Plads hun fylder i Hjemmet kan ingen Pengesum erstatte.”


Af egen Erfaring var jeg bleven sat i Stand til at forstaa, hvad hun mente. I mine yngre Aar havde jeg nemlig Ansættelse hos en af mine Slægtninge, som gav mig god Løn, men aldrig til bestemt Tid. Jeg kunde bede ham om Penge til et vist Beløb, naar som helst jeg havde Brug for dem. I Begyndelsen syntes jeg, dette var ganske i sin Orden, men i Længden fik jeg helt modsatte Tanker derom. Det blev meget ubehageligt at maatte bede om Penge, og hver Dollar, jeg fik, forekom mig som en Naadegave. Jeg plagede mig selv med Grublerier, om jeg virkelig gjorde Nytte for Pengene, om min Principal mente, at jeg fortjente dem, o. s. v.


Min Principal var et udmærket, rettænkende Menneske, og jeg holdt oprigtig af ham. Jeg mindes ikke, at han nogen Sinde nægtede eller ventede med at give mig Penge, naar jeg forlangte dem. Ubehageligheden laa alene i at maatte bede derom, og det blev mig i Længden saa svært, at jeg hellere nægtede mig mange Ting end at aabne min Mund for at bede om Penge. Da Aaret var omme, overraskede jeg min Principal med Anmodning om at give mig mindre Løn, men paa det Vilkaar, at den blev mig udbetalt paa bestemte Dage. Mit Ønske blev opfyldt uden Afdrag af Lønnen - og min Principal havde sandsynligvis ingen Anelse om, hvilken Lettelse dette var for mig. Naar nu jeg, en ung Mand, kunde lide af en saadan Tilbageholdenhed, og det lige overfor en Slægtning, saa er det let at tænke sig, at mange Kvinder maa! føle det samme, endog overfor sine Mænd. Og jeg tør paastaa, at de, som lider mest derved, ofte er de mest rettænkende og samvittighedsfulde Kvinder.


Det er uforstandigt at sige: „De er alt for fintfølende eller nøjeregnende”. Ellers er det jo netop Finfølelsen, Manden paastaar at skatte saa højt hos Kvinden. Netop det, at en Mand er liberal, selv om hans Indtægter ikke er af de største, giver en samvittighedsfuld og forstandig Kvinde større Betænkeligheder, naar hun skal bede denne rundhaandede, men økonomisk betrykkede Mand om Penge, end om han var rig og gerrig. Den eneste værdige Stilling, man kan indrømme sin Hustru i økonomisk Henseende, er i det mindste at behandle hende paa samme Maade, som man skulde behandle en Husholderske, og saaledes lade hende disponere over en bestemt og forretningsmæssig udbetalt Sum til sine personlige Udgifter, hvor stor eller lille Summen end er. Hun slipper da for at stive sit Mod op til, som Gunst og Naade, at bede Manden om, hvad hun har Ret til at faa, og hvad hun virkelig behøver. Hun behøver da heller ikke at plages af Angst for at have forlangt for meget og mere, end de har Raad til. Hun bliver der igennem sat i en Kvindes Stilling i Stedet for et Barns eller et Legetøjs.


Jeg har med Forsæt undgaaet at bruge Ordet „Underhold” i det foregaaende, fordi dette Ord henviser til den falske og lave Forudsætning, at Manden alene skal raade for Pengene, hvilke han efter Godtbefindende kan beholde eller give ud. Og dog er dette Ord blevet benyttet af Mænd, som levede af Hustruens Kapital eller Fortjeneste, af Landbrugere, hvis Arbejde var strengt, medens Hustruens var endnu strengere. Selv der, hvor Hustruen ikke tager nogen direkte Del i Pengeerhvervet, er hendes indirekte Del, Vedligeholdelsen af Hjemmet, saa magtpaaliggende, at det er skamløst og uforstandigt af en Mand at tale om at give Penge til sin Hustru, lige som om han gjorde det af Gunst og Naade, af Barmhjertighed. Det er lige saa lidt en Barmhjertighedshandling, som naar Chefen i et Firma betaler Andelen til sin Kompagnon, der passer Affærerne i Værkstedet, medens Chefen sidder paa Kontoret. Enten Indkomsterne er store eller smaa, kan Hustruen fordre sin retmæssige Andel deraf, og det med ubestridelig Ret og uden den stadige Forargelse ved at maatte bede derom.


« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner