Til den unge Pige.
Du unge Pige med Smil om Mund
og Glædens Glans i dit Øje,
Du hviler endnu i Uskylds Blund
og kender ej Trængsel og Møje.
Men snart, o snart er din Blund forbi,
nu Verdens Dom skal Du hildes i,
for den maa hver Kvinde sig bøje.
Og Verdens Dom er saa falsk og haard,
den gør Dig saa bly og bange;
den griber Dig an, hvor end Du gaar,
den gør Dig til Slave og Fange.
Ja, hvad der nu gør Dig glad og god,
det mister Du alt; dit unge Mod
blir stækket af Vanerne vrange.
Thi Vanerne det er den store Magt,
for den vil Du ogsaa bukke,
men har Du sluttet med dem din Pagt
maa for Frihed forgæves Du sukke.
Og hvad som ung Du higed imod
det svinder bort under vaklende Fod,
nu er Du i Laas og Lukke.
Hvad nytter det, om det unge Bryst
er fyldt med Længsler og Drømme?
Du vover jo ej at bestaa en Dyst,
saa kues de Følelser ømme.
Men under Tvang, Du unge Pige,
vil Du mod gyldne Frihed hige.
Dog, Du frygter, at Verden skal dømme.
Bryd derfor, mens det endnu er Tid,
Bryd Fordoms-Aaget, der tynger.
Kom hid, blandt Frihedskvinderne hid,
Foragt vi mod Dommene slynger.
Ej vi holdes af Dumhed nede,
vi vil Lykke og Ret kun frede,
og det maa vor Sag vel forynge.