Dansk Kvindesamfund
afholdt 3die Pinsedag sit aarlige Fællesmøde paa Borks Kolegium. Hr. F. Bajer blev valgt til Dirigent, og Frk. Anna Lohse fra Odense til Sekretær. Frk. Kirstine Frederiksen aflagde Beretning fra Kredsene. Der var flere Byer, hvor der var stærkt Liv oppe. Medlemsantallet i alle 10 Kredse med København var henved 1000. De lokale Kredse arbejdede efter deres egen Maade, og mange Steder havde man taget filantropiske Opgaver op. Bladet „Kvinden og Samfundet” søgte Kredsene at bringe deres Medlemmer til at holde. Saaledes meddelte Fru Laursen, Aarhus, at Foreningen betalte 60 Eksemplarer og lod Medlemmerne faa dem for en Ubetydelighed. I Aarhus havde Foreningen ogsaa oprettet et Fæstekontor, som gav godt Overskud. Fra Odensekredsen meddelte Frk. Frida Schmidt, at det var lykkedes dem at bidrage til Prostitutionens Afskaffelse. Paa Bornholm var der oprettet en ny Kreds. I det hele taget havde Kvindesagen vundet mere Forstaaelse; saaledes havde gamle Pastor Brandt i Ollerup offenlig udtalt sig om, at Kvinden burde have Adgang til alle Stillinger selv til Præster. Frk. Frederiksen tilføjede: ellers vil Mænd nok tillade Kvinder Ret til alle Stillinger uden den, de selv beklæder.
Frk. Frederiksen, der var sendt som Delegeret fra „Dansk Kvindesamfund”, meddelte, at hun ved Kvindekongressen derovre havde fortalt om danske Børns Ferierejser, som hun mente var noget specielt dansk. I Fremtiden vil kun de Nationer modtage Indbydelser til Kongresser, som har dannet et nationalt Raad, hvorigennem alle Kvindeforeninger kan blive repræsenterede. Amerika burde efter Talerens Mening staa i Spidsen, thi intet Folk kunde organisere som det. Man havde her i Evropa gjort Forsøg paa at danne internationale Foreninger, men forgæves.
„Dansk Kvindesamfund” havde indgivet et Andragende til Rigsdagen, om den vilde støtte Kvindernes Bestræbelser for Indførelse af Haandarbejde i alle Skoler paa Landet. Fru Berg Nielsen viste, at det vilde kun koste meget lidet, dersom man alle Steder, hvor der var 2 Lærere, ansatte en kvindelig Lærer.
Derefter meddeltes at Redaktionen af „Kvinden og Samfundet” ønskede at fratræde. Der fremkom derefter flere Udtalelser om, hvor megen Pris Foreningens Medlemmer satte paa Bladet, ligesom der blev bragt Redaktøren, Fru Elisabeth Grundtvig, en varm Tak for hendes Arbejde.
Det, der imidlertid samlede størst Interesse paa Fællesmødet, var Hr. Povl Svejstrups Udkast til Lov om Forbedring af Hustruernes og Enkernes Retsstilling, som Hr. Svejstrup selv motiverede. I Forhandlingen herom deltog blandt andre Hr. Højesteretssagfører Svend Høgsbro.
Om Aftenen afholdtes Fællesspisning paa St. Thomas, efter at Forfatterinden Selma Lagerløf havde oplæst noget af hendes egne Arbejder.