Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

„Det er godt”, mumlede Alfred. „Lad os nu ikke tale mere derom nu”.

„Naadige Frue”, sagde Kallmann, der nu havde genvundet sin Fatning, „maa jeg byde dem min Arm, saa gaar vi ind i Salonen, for at man ikke skal lægge Mærke til, hvad her foregaar.”

Oberstinden tog hans Arm og hviskede: „Du gode Gud, hvilken Ulykke; jeg siger aldrig mere noget om nogen. Lad os blot tie stille med, hvad her er passeret.”

„Hr. Oberstløjtnant”, sagde Ottilie uden at tage sin Haand fra Alfred, „var det derfor, Mila skulde holde saa meget af mig?”

„Mit Barn!” raabte den gamle Mand med kvalt Stemme og vilde række begge Hænderne mod hende, men standsede i det samme og mumlede: „Nej, hun kan da ikke tage imod den Haand, den Haand, som ...”

„Jo, det kan jeg!” raabte Ottilie bevæget, „det kan jeg! De ærede min Moder, De begræder min Fader! For Skæbnen raader ingen - jeg forstaar ikke, hvad der er sket og hvorfor, men at De har et varmt og godt Hjerte, det forstaar jeg, og jeg er sikker paa, at min kære Fader der oppe i Himlen gerne ser, at jeg giver Dem Haanden.”

Og hun rakte den gamle Officer begge sine smaa Hænder, som han greb og trykkede varmt, medens en Taare trillede ned i hans Skæg. Alfred vendte sig om for at skjule sin Bevægelse.

Ude i Forhallen sagde Fru Mariane heftig oprørt: „Hvad er der i Vejen, Lothar, hvorfor holder De mig tilbage? Der foregaar noget, som angaar mig! Jeg vil vide Sandheden, det angaar mig!”

Han, bleg og forstyrret, hviskede, stammede, „at der slet ikke foregik noget der inde, men at han var bleven greben af et pludseligt Ildebefindende ...”

Mariane gik stolt og trodsig forbi ham, aabnede Døren, til hvilken han lænede sig, gik ind og - stod maalløs. Hun saa den Mand, som havde skudt hendes Ægtefælle, og saa sin Datter i denne Mands Arme!

Lehsen for forskrækket sammen. Tavse og kummerfulde saa de paa hinanden en lang Stund, saa løsgjorde han sig blidt fra Ottilie, traadte hen til Mariane og Lothar, som var fulgt efter hende, og sagde: „Jeg har i denne Time forsonet mig med Mindet om min afdøde Kammerat. Und De mig nu ogsaa den smertelige Fred, som Deres Barns Haand har givet mig, og jeg ønsker Dem, kære Frue, al den Lykke, som Skæbnen er Dem, den haardtprøvede, skyldig.”

Den graahaarede Mand bøjede sig ærefrygtsfuld for Mariane og gik ud.

Ottilie kastede sig til sin Moders Bryst.

„Moder!” raabte hun, „aa, hvor forfærdeligt. Men hvor Lehsen dog er en prægtig Mand, og hvor han og Alfred har forsvaret dig. Aa, Du skulde have hørt det!”

Mariane for sammen: „Altsaa dog alligevel! Alligevel!”

„Jeg har slet ikke forstaaet, hvad det afskyelige Menneske egenlig mente. Men at dine Forsvarere sagde, at Du var den ædleste og bedste Kvinde i Verden, det har jeg forstaaet.”

Inde i Salonen havde Kallman og hans Dame imidlertid holdt Værten tilbage, der hvert Øjeblik gentog: „Hvor mon Droste bliver af.”

Nu lod han sig ikke mere holde tilbage, thi han saa lyse Damekjoler igennem en Aabning i Portieren.

(Fortsættes)