Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Moder”, sagde Ottilie med en af Angst bævende Stemme. „Moder, tal til mig!” Hun lagde sig paa Knæ foran Moderen og saa bedende op til hende. Mariane rørte sig ikke.
„Sig kun et eneste Ord, lille Moder. Hvad er dog sket, som kan knuse Dig saaledes? Hører Du, Moder - blot et Ord!”
Mariane tav stadig.
„Ser Du da ikke, Moder, hvor angst jeg er? Jeg har slet ikke forstaaet, hvad der er foregaaet. Jeg begreb kun, at Du har Fjender. Jeg begreb, at man forsvarede Dig. Hvorfor sørger Du saadan? Du har genset Lehsen - er det det, der er i Vejen?
Aa, jo, det er forfærdeligt, Moder, hvor mange der sætter Livet til ved at duellere, men ser Du, Moder, føler Du da ikke, at Lehsen altid selv har været frygtelig ulykkelig derover? Aa, sig dog et Ord!”
Det stakkels Barn, som helt havde mistet Fatningen, slyngede Armene om Moderens Knæ.
„De jager mig dog til Døde,” mumlede Mariane aandsfraværende.
„Moder, kom til Dig selv! Jeg, dit Barn, er her jo,” jamrede Ottilie. -
„Mit stakkels Barn!” sagde Mariane og lagde Haanden tungt paa Ottilies Hoved.
„Ikke stakkels, Moder! lykkelig, naar hun ser Dig lykkelig! Og jeg véd, at jeg kan gengive Dig din Fred. Jeg sagde en Gang, at jeg vilde vide, hvorfor jeg skulde gøre det. Men nu vil jeg slet ikke mere vide noget, fordi jeg føler, at det skal være saaledes! Jeg véd, Moder, at alt vil blive godt, naar jeg gifter mig med Baronen. Og, hører Du lille Moder, nu vil jeg gifte mig med ham!”
Heftigt grædende kastede Ottilie sig om Moderens Hals. Fru Mariane skælvede. Først efter nogle Øjeblikkes Forløb spurgte hun dæmpet: „Elsker Du ham?”
„Spørg mig ikke,” hulkede Ottilie, „jeg vil gifte mig med ham, og saa bliver vi allesammen lykkelige. Allesammen.”
Men ved Ordet „allesammen” græd hun endnu heftigere, „Alfred ogsaa?” tænkte hun. Mariane rejste sig langsomt. „Lad mig være alene,” sagde hun med en klangløs Stemme.
„For Guds Skyld - nej - Moder - se ikke saadan paa mig,” stammede Ottilie, „sig blot et kærligt Ord” .
Med største Anstrængelse lykkedes det Mariane at fremtvinge et Smil.
„Min egen, gode Ottilie ... Du skal ret have Tak . . . vi vil tale om Baronen i Morgen . . . alting vil sikkert nok blive godt”
Ottilie følte, at hun maatte gaa. Paa Dørtrinet vendte hun sig endnu en Gang om, styrtede tilbage og faldt Moderen om Halsen. Saa løb hun ud af Stuen og lige ind i Onkelens Studereværelse.
I det store øde Værelse sad den unge Doktor endnu alene, tilbagelænet i Stolen og med lukkede Øjne. Ved Lyden af Døren, som faldt i, for han i Vejret.
Ottilie - med forgrædt Ansigt, forpjudsket Haar, og om det slanke unge Legeme endnu hint rosenrøde, blomstersmykkede Gevandt - Ottilie! Hun rakte ham sine Hænder, som han beholdt i sine. Han tænkte, at nu var Øjeblikket kommet, da han skulde tale med hende om Baronen, det var hans Pligt som Ven, og hun tænkte, at hun først maatte sige til ham, Vennen, at hun vilde gifte sig med Baronen.
„Aa, min kære Ven ...” begyndte Ottilie.
„Min lille Veninde ...” begyndte Alfred.
„Hvordan har Deres Moder det?” spurgte han.
„Hun har det bedre nu; jeg - har sagt til hende, at jeg vilde gifte mig med Baronen . . .” hun kunde ikke sige mere, men stod der saa hjælpeløs og glemte helt, at Doktor Moscheles efter hendes Mening ikke havde nogen Anelse om Baronens Tilværelse.
(Fortsættes.)
