Tro og Prostitution.
Det er ofte gjort gældende og vistnok med stor Ret, at med en Troende nytter det ikke at disputere; Ræsonnementer, de klareste, de mest logiske og overbevisende, preller fuldstændigt af; i sidste Instans har den Troende til Svar og Modbevis et Smil, et Skuldertræk, der omsat i Ord betyder: „det nytter ikke at komme med Fornuftgrunde og Bevisførelser over for mig - jeg tror”, og dermed er alt afsluttet. Jeg sigter her til den religiøst Troende, ikke særligt tilden kristeligt Troende; hvad jeg har sagt, gælder enhver, som i Tro tilhører en eller anden Religion; og dette Standpunkt har gjort Tusinder og atter Tusinder til stærke, lykkelige Mennesker, frejdige i Livet, modige i Døden; ikke fordi den Troende lever paa en Indbildning, som tilsyneladende bærer op, men fordi den religiøse Tro i Virkeligheden har Ret over for en begrænset Videns (og begrænset er al Viden) Bevisførelser.
Nu forekommer det mig, at en Analogi kan drages mellem ovenanførte og Prostitutionens Forsvarere - dens Tilhængere, vil jeg hellere sige. Prostitutionen - denne Midgaardsorm, der omspænder den ganske Menneskeslægt, og fra Tid til anden truer med at kvæle den, i alt Fald i sit knugende Favntag dræber meget godt og ædelt, der vilde have udviklet sig og groet en herlig Vækst i Livet, dersom den ikke var. - Prostitutionens Tilhængere tror paa den; de tror ikke, at den er nødvendig, fordi - og fordi - og fordi o. s. v.; - alle disse mange Fordier er hundrede Gange saa klart, saa grundigt, saa ubarmhjertigt slaaet til Jorden, at der ikke vilde være Støvgran af dem tilbage, dersom der ikke, som sagt, var Tro med i Spillet. - Utallige af disse Mennesker - Prostitutionens Tilhængere - er jo dog alvorlige, ærlige, ja - jeg vover endog at sige sædelige Mennesker, det véd vi alle; hvor er det da muligt, at de ikke er blevne omvendte, at Haarene ikke rejser sig i Rædsel paa deres Hoved, at hele deres Væsen ikke vender sig i Afsky fra en Samfundsinstitution, der undergraver og nedbryder alt, hvad paa andre Omraader af tusinde Hænder møjsommeligt bygges op. - Den offenlige Prostitution er en Haanlatter, der ruller sine Lydbølger ud over Verden; en Haanlatter mod al Religion, maaske særligt mod den kristelige, mod den simpleste Menneskeret, mod ethvert Gudsbegreb og mod alt, hvad der i fjerneste Maade bærer Præg deraf; mod enhver god, sund, human Bestræbelse; - den er en lammende Gift, som indpodes hver Slægt i dens spæde Barndom.
- Jeg kommer tilbage til dette: hvor er det da muligt, at alle disse Mennesker kan holde paa Prostitutionen, hvor er det muligt, at Samfundet i finder sig deri, og at Slægt efter Slægt vedbliver at leve under disse Tilstande? - Jeg har mangfoldige Gange stillet mig selv dette Spørgsmaal uden at finde Svaret; jeg har følt Kampen mod Prostitutionen næsten haabløs og spurgt mig selv: hvorfor er den det? hvorfor er den mere haabløs end Kampen for saa mange andre Ting, hvor jeg dog synes at øjne Sejren?
- Det forekommer mig nu, som om Svaret er blevet mig ganske klart: Prostitutionen er en Trossag for sine Tilhængere! - saa bliver det hele forstaaeligt; saa kommer man i mange Tilfælde til at dømme mindre haardt, og saa fatter man desværre - Kampens Haabløshed.
Om jeg da nu skulde mene, at denne Kamp burde opgives! - nej, tvert imod; jeg nærer den dybeste Beundring for alle de Mennesker, der lægger Skuldre til for at rulle denne Sisyphossten op ad Bjerget; jeg ønsker og haaber kun, at det maa lykkes dem at kaste Tvivlens fængende Gnist i de Troendes Hjerter, saa Frafaldet maa blive stort. - Det er det eneste, som kan hjælpe.
- Naar Tvivlen om Prostitutionen som samfundsbeskyttende Magt for Alvor vækkes i de Ledendes Hjerter, saa fødes Afskyen, og saa er Sejren nær. - Vi har jo netop i disse Dage fra Odense et opmuntrende Eksempel paa, at der kan sejres.
