Brev fra Landet,
En Efternøler.
Maa det være mig tilladt, Fru Redaktør, at komme med nogle Bemærkninger i Anledning af det Møde, som den kvindelige Valgretsforening holdt i Larsens Lokale, den 15. Februar. Baadfører Jensen anfører, at Kvinden nok maa have Valgret, men med Indskrænkning. Han mener, at Kvinden nok maa have kommunal Valgret, fordi hun der kan udrette meget til Gavn for den kommende Slægt mod Drikfældigheden! Jeg kan ikke indse, at Kvinden, fordi hun faar kommunal Valgret, kan faa større Indflydelse paa Drikfældigheden end hun har i Forvejen. Efter hvad jeg ved, kommer det ikke saa meget an paa Kommunerne som paa Landets Love, hvad der kan gøres imod Drikfældigheden. Saa jeg antager, at skal Kvinden faa mere Indflydelse der, da maa det være ved at faa politisk Valgret. Folketingsmand Fredrik Bajer har sagt: at kun Kvinder, Børn og Forbrydere er udelukkede fra Plads i Tinget, kun disse tre Klasser er udelukkede fra al Stemmeret.
Men jeg haaber, at det snart skal være forbi, at Kvinderne saaledes er udelukkede. Saa nævnes der Børn, dertil vil jeg svare, at det er rigtignok gamle Børn, som først skal have naat 30-aars Alderen, inden de faar Valgret. Ungdom og Visdom følges sjælden ad, siger man, og kun faa har prøvet Livets Alvor inden 30-aars Alderen; men kan en Mand indvælges i Tinget, naar han har fyldt de 25 Aar, skulde man synes, at han lige saa godt kunde være stemmeberettiget med 25 Aar og ikke behøve at vente til de 30.
Men hvilken end Alderen er, bør den være ens for Mænd og Kvinder. Tilsidst nævnes Forbryderne. Mon ikke deres Tal bliver lige saa stort som Børnenes? Thi saavidt jeg ved, er det saaledes, at naar en Mand af Kommunerne blot har faaet en Krone, og det er skrevet, saa har han mistet sin Stemmeret og dermed Æren, og den, der har mistet Æren, er en Forbryder. Jeg vil nævne et Exempel: Der er en Arbejdsmand, den dygtigste, nogen vil se, han arbejder ved hvad som helst, flittigt og strængt, for at skaffe Opholdet til sin Familie. Han har syv Børn, og kun hvad han kan tjene, har han at føde og klæde dem for. Han havde en god, sparsommelig Hustru, de levede tarveligt, og Børnene gik ikke i Pjalter. Alligevel blev denne Mand regnet til Forbryderklassen! Det gik saaledes til: Manden led af en Brokskade, han havde ikke faaet den ved uordentligt Levnet, men for at kunne arbejde, maatte han gaa med Bind paa. Dette kostede imidlertid 6 Kr., og disse saa Manden sig ikke i Stand til at undvære fra det daglige, uden at Familien ligefrem skulde sulte. Saa bad han Kommunen om disse 6 Kr., og de blev ham villig tilstaaet. Men saa skulde der være Sogneraadsvalg, der var almindeligt Røre blandt Folk, og den omtalte Mand vilde da ogsaa afgive sin Stemme, men saa blev der svaret ham: "Du kan rolig tie stille, thi du har ingen Stemmeret mere!" Nu vil jeg bede de Herrer Lovgivere prøve at tænke sig i denne Mands Sted!
Med Hensyn til Kvindesagen, har jeg ofte havt stor Strid med mig selv, om det var rigtigt eller ikke, thi de Ord af Paulus, at Kvinden skal være sin Mand underdaning, er tidt nok blevet udtalt, men naar vi gaar tilbage til Skabelsen, hvorom der staar, at Kvinden, Mandinden, skal være Manden en Hjælp, da forstaar jeg, at hun ikke, som det ofte nu er Tilfældet, skal være Mandens Slavinde. Naar man derfor tager Pauli Ord frem for at slaa Kvindens Rettigheder med, saa vil jeg tilføje, at disse bliver misbrugt paa den skammeligste Maade, thi der staar intet om i Kapitlet, at Mændene har nogen som helst Ret til at stille Kvinden lavere end sig selv. Men lad os alle, Mænd som Kvinder, øve os i Kærlighed og Fordragelighed, lad os arbejde sammen, at Fred, Enighed og Kærlighed maa gennemsyre al vor Gerning, ogsaa i Politiken. Kun saaledes kan det gode og sunde vinde frem!