Bøger og Tidsskrifter.
Hvad alle Kvinder bør vide af Mrs. Duffey, paa dansk ved Erna Juel-Hansen, paa B. Stjernholms Forlag, bliver sikkert en Bog, som i Fremtiden vil findes i hver Kvindes Hus. Den udkommer i 16 Hefter à 25 Øre, saa den økonomiske Vanskelighed vil ikke blive stor. Saa vidt man kan bedømme en Bog efter første Hefte, er den meget lovende og vil afhjælpe et længe følt Savn; thi den gamle Anskuelse om, at Kvinderne skulde leve i Uvidenhed om deres eget Legemes Funktion, er i vore Tider, da Kvindernes Ansvarsfølelse er blevet vakt, afløst af en levende Trang til Oplysning om alt, hvad der angaar deres fysiske og moralske Velfærd som Kvinde og Moder.
Bogen vil behandle den unge Piges legemlige Udvikling, Kærligheden, det ægteskabelige Forhold, Slægtens Forplantning, og vil give omhyggelig Besked om Svangerskabet, Forløsningen og det nyfødte Barns Pleje. Forfatterinden siger: „men to forskellige Klasser af Læsere vil Bogen ikke tiltale - de, der af Princip intet vil vide om disse Ting, og de ildesindede, de urene af Hjertet og dem, der træder Renheden under Fødder.”
Bogen møder i en tiltalende Udstyrelse og Oversætterinden, Fru Juel-Hansens smukke og lette Stil vil selvfølgelig i høj Grad forøge Bogens Værdi.
Norske Kvinders sociale og retslige Stilling af Gina Krog er et Skrift, som er udarbejdet i Anledning af Chikagoudstillingen og bestemt til at indlemmes i det internationale Bibliotek i Kvindernes Bygning i Chikago. Bogen har den højeste Betydning for Kvindesagen, da den giver en historisk Skildring af Kvindens Stilling i Norge, men da dansk og norsk Lov i adskillige Aar har været den samme, vil Bogen ogsaa i Danmark have lokal Interesse.
Vor Ungdom. Andet og tredje Hefte 1894 er udkommet, og iblandt de mange værdifulde Artikler for Lærere findes der en Artikel om „Undervisning i Hjemmet”, som vi ikke noksom kan anbefale Mødre, der tager sig af deres Børns Opdragelse og Undervisning, at læse.
„Bog og Naal”, Maanedskrift for kvindelig Undervisning og Opdragelse, redigeret af Th. Lang. Juniheftet bringer Fortsættelsen af Lærerindeuddannelsen i Belgien, Frankrig og Tyskland af samme.
Omrids af Verdensgeografien af Theodor Siersted, paa Thanning & Appels Forlag, slutter sig i sin Plan til den af samme Forfatter tidligere udgivne „Danmarks Geografi”. Antal af Navne og Tal er indskrænket til det nødvendigste, derimod er der særligt lagt Vægt paa Fremstillingen af Landenes Naturforhold, Befolkning og Produkter.
Smaablade for døvstumme Nr. 20 giver en udførlig Beskrivelse af „Arbejderhjemmet for døvstumme Piger”. Denne smukke og humane Virksomhed har i Aar udvidet sig i stor Stil, idet der i forrige Uge indviedes en ny Bygning i Løngangsstræde, hvor der kan bo 50 Piger, der paa den mest omhyggelige Maade undervises i Vask og anden Husgerning.
Ved Indvielsen, der holdtes med stor Højtidelighed, var der blandt andet komponeret en Kantate af Leopold Rosenfelt, afsunget af et Kvindekor, der dirigeredes af den ansete og dygtige Koncertmester Frk. Fanny Gætje.
Sporvogns-Takster af H. Stenersen er en nyttig lille Bog for enhver. Den giver Besked om Priserne paa Sporvogne, Drosker og Baade. Den burde være trykt som en Miniature-Almanak, saa Damerne kunde have den i deres Portemonæ.