At bede om Penge.
Fru Louise Heiberg skriver i sit Livs Erindringer blandt andet: Der er et Punkt i de fleste Ægteskaber, som jeg altid har anset for en farlig Fjende for disse, nemlig Pengeforholdet. Hvor ofte ser ikke en Mand med Ængstelse sin kære Halvdel træde ind i sit Studereværelse med Frygt for en Anmodning om Penge, som hans Pung ikke strækker til at udrede? Hvor mangen bitter Følelse opstaar ikke let hos den flittige, arbejdsomme Hustru, naar hun trods al Sparsommelighed ideligt og ideligt maa høre de Ord: „Der gaar for meget med, vær dog sparsom!” Hvor har jeg ikke i mit Liv paaskønnet, at jeg havde mine egne Indtægter, saa at jeg aldrig behøvede at plage Heiberg med at skaffe, hvad der vilde falde ham tungt at opdrive, hvad der vilde spilde hans Tid og maaské bringe ham til det, som saa mangen en stakkels Mand maa finde sig i, at gaa ydmygende Gange for at tilvejebringe, hvad Huset og Livets Ophold krævede.
Der ligger en stor Sandhed i den franske Anskuelse, at en Kone maa have noget for sig selv til sine egne personlige Udgifter, nogle Penge, som er hendes. Denne Anskuelse gør, som bekendt, at selv den ringe arbejdende Mand i Frankrig ikke hviler, før han har sammenskrabet nogle hundrede Francs til sin Datter, og at disse er og bliver hendes personlige Ejendom, selv om en Ægtemand staar ved hendes Side. Hvert Menneske kan jo have Udgifter, som man ikke saa lige ønsker at gøre en anden Regnskab for, om ikke til andet, saa til en eller anden lille Kærlighedsgave. Det er jo dog en ulige større Glæde selv at besørge en saadan helt og holdent end at blive sat i den Nødvendighed at gøre som den Kone, der af Kærlighed til sin Mand gav ham daarlig Mad i et halvt Aar igennem for at spare Skilling paa Skilling, saa hun, da Aaret var omme, kunde overraske ham med en „Secretaire”. Der er farlige Skær nok paa det ægteskabelige Hav.
