Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Da man satte sig til Bords - Droste havde bedt om, at de ikke maatte vente paa Mariane - hviskede Professoren sin Vært i Øret: „De ser, kære Dandorf, at Moscheles vender heller ikke tilbage. Jeg er bange for, at det er bleven værre. De undskylder derfor nok, at jeg ganske sagte trækker mig tilbage.
„Det en sørgelig Tilskikkelse. Men gaa De, gaa De blot! Min Kone kommer selv i Morgen tidlig for at høre, hvordan det staar til.”
Dandorf trykkede hans Haand varmt og sagde lidt efter højt til sin Kone: „Droste er gaaet, min Ven, det lader til, at Frøkenens Ildebefindende er alvorligt. Fru von Droste vil gerne have, at du skal komme hen til dem i Morgen tidlig. Vi er jo de eneste, der staar dem nær, lad os derfor ikke forsømme at vise dem Deltagelse.”
Hele Selskabet brød ud i Ytringer af Beklagelse, enhver syntes personlig at være dybt bedrøvet over det Ildebefindende, som den „store Mands” Niece led af; mest levende beklagede dog Hr. von Kallmann og Oberstinden Sygdomstilfældet, thi de havde saa mange fælles bekendte med Drostes og fortalte saa meget henrivende om dem. -
Endelig var han da fri. Som en Løve, hvis Fangebur man har aabnet, stormede Lothar von Droste ud af Huset, for med Stormskridt hen ad Gaden, sprang op ad Trappen og følte sig, idet han rev Døren op, lige som lammet af Frygt; men det varede kun et Øjeblik.
Anna var i Korridoren. „Fruen er inde i Dagligstuen; Frøkenen er lige gaaet over i Biblioteket til Hr. Doktoren. Fruen vil ikke forstyrres.”
Det sidste klang som en Advarsel, da Droste allerede havde Haanden paa Dørgrebet for at gaa ind, men der blev ikke lagt Mærke dertil, da alt gik forbi hans Øren som en tom Lyd.
Mariane stod ved Kaminen, hun støttede Albuen mod Gesimsen og lænede Panden mod Haanden. Hun for op med et let Skrig, da Droste traadte ind. Nu stod de begge tavse og saa paa hinanden.
„Og nu?” spurgte Lothar med et varmt Blik.
„Nu er alt forbi!” hviskede Mariane og nikkede hen for sig. „Det skrækkeligste er sket - mit Barn var Vidne til min Skændsel! Hun vil opofre sig, gifte sig med hin Mand! Hun elsker ham ikke, det føler jeg! Ja, nu er det forbi!”
„Hvad skal der ske?” spurgte han og traadte nærmere hen til hende. Hun undveg hans Blik. „Jagten er forbi! Der er kun ét tilbage for mig at gøre! Den sidste Pil var dødelig”, sagde Mariane med brudt Stemme, „jeg maa gaa under!”
„Ja”, raabte han højt, „gaa under! for endelig at opstaa som en tillidsfuld, troende Mariane! Endelig kaste den Bitterhed bort, som forhindrer dig fra at se mit Hjerte.”
„Lothar!” stønnede hun og strakte begge sine Hænder afværgende imod ham. Han greb dem og vedblev i stigende Bevægelse: „Nej, du skal høre! enten du nu vil eller ej, til Straf og til Bod skal du høre det. Du elsker mig! Du elsker mig!”
En smertelig Lyd undslap hendes Læber, og hun vilde trække sine Hænder fra ham; men imod hans Styrke kæmpede hun forgæves.
„Dit Hjerte var forstenet i Hovmod, du vilde ikke blive min, fordi smudsige Hænder havde grebet efter dit rene Navn, du vilde enten nedlade dig til mig, stolt og ophøjet som en Dronning, eller ogsaa vilde du forsage mig. Og derved fornedrer du os begge. Dig selv, fordi du lod den ynkeligste af det menneskelige Samfunds Laster, Sladderen, bestemme over min Skæbne. Mariane! Sig, er jeg da saa ringe en Mand, er alt, hvad jeg har tilkæmpet mig, saa ubetydeligt, at et Ægteskab med en Kvinde, som har en „Historie”, kunde ødelægge mig. Og det har du frygtet for!”
„Barmhjærtighed!” stønnede Mariane og vred sig, aandelig talt, under hans Ords Sandhed.
„Et Menneskes Rygte - hvad er det ? En skuffende Belysning, som usigelige Anstrængelser, slette Hensigter, uheldige Omstændigheder kaster paa et Væsen. Og du, Mariane, du vil dømme dig sig selv efter det Skin, der en Gang er faldet paa dig der ude fra? ikke efter dit Livs og din Tilværelses ægte Indhold? Nej! En Kvinde, der elsker mig, kan ikke føle saa lavt! Lad Smaasjælene om det, Mariane!”
Han nævnte jublende i usigelig Lidenskab, hendes Navn. Han rev hende til sig og trykkede hende til sit Bryst. „Jeg elsker dig! stammede han ude af sig selv, „jeg elsker dig! Du tilhører mig! Jeg lader mig ikke længere min Ret formene!”
(Fortsættes)
