Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Og i Marianes stakkels forpinte Sjæl faldt hans Ord som en himmelsk Forløsning. Med en hellig Gysen lagde hun sit Hoved til hans Bryst, og hvad hans Læber stammede, gentog hans Hjertes lydelige Slag.

„Jeg vil høre det”, hviskede han, „jeg maa høre det! Jeg har jo saa længe smægtet derefter. Elsker du mig, Mariane?”

Hun løftede sit Ansigt i Vejret og saa paa ham. Hele hans Kæmpeskikkelse sitrede. Saaledes kan kun den alt forglemmende Lidenskab se ud. Og førend hendes Læber havde udtalt det længselsfuldt ventede Ord, lukkede han dem med sin Mund.

„Var det saa svært”, spurgte han efter lang, betydningsfuld Tavshed, „var det da saa svært for dig at flygte til dette Tilflugtssted? Syntes min Arm dig ikke stærk nok?”

Mariane trykkede sig op til ham, smilende og med taarefyldte Øjne.

„Nu er jeg her jo! Spørg ikke mere. Vi vil kun se fremad, kun fremad. Ak Lothar, Efteraaret er saa nær!”

De saa paa hinanden, de vidste, at den korte Sommer, der endnu var dem forundt, vilde blive rigere end mangt et Foraar.

„Mit Barn - Lothar, vort Barn!” udbrød Mariane; „hvad mon Ottilie vil sige?”

Hun blev blussende rød over hele Ansigtet. Lothar smilede.

„Dersom jeg kender Ottilie ret”, sagde han, „vil hun glæde sig. Den kære Pige - der endogsaa vilde gifte sig med Baronen! Naa, det vil hun let lade sig snakke fra.”

„Lad os gaa over til hende!”

Arm i Arm gik de igennem Værelset, bankede paa Ottilies Dør, men fik intet Svar.

„Hvad skal det betyde . . . det er da umuligt, at hun allerede kan sove”, sagde Mariane angst, „Klokken kan næppe være ti. Ottilie!”

Intet Svar. Fru Mariane aabnede Døren. Værelset var mørkt. Ottilie var ikke derinde.

„Saa er hun i Biblioteket”, mente Lothar, „det foresvæver mig dunkelt, som om Anna sagde noget saadant.”

De gik over i Korridoren. Tjenestefolkene saa gennem Ruden i Køkkendøren, at deres Herskab gik med hinanden under Armen lige som Kærestefolk, og havde sikkert gjort deres Bemærkninger derover, hvis ikke Annas Nærværelse havde forhindret det; hun taalte ikke sligt.

For Anna selv var det en bitter Krænkelse, at her aabenbart foregik noget, som hendes Frue ikke behøvede hendes Hjælp til.

Mariane aabnede sagte Døren til Biblioteket, saa sagte, at de der inde ikke hørte det, lige saa lidt som de mærkede, at Mariane og Professoren blev staaende og lyttede i nogle Øjeblikke i den smalle Døraabning.

„Vær kun rolig, elskede, aa, fortvivl blot ikke! Jeg rejser allerede i Morgen - for evigt - langt bort herfra - til et vildt fremmed Land. Og naar Du saa hører, at jeg er død, tænk da en Gang imellem paa mig og al din Lykke; thi Du vil blive lykkelig, og Du maa blive det. Det kan ikke være andet, din barnlige Kærlighed bliver nok belønnet. Baronen vil bære dig paa Hænderne. Aa, men saadan som jeg kan han dog ikke elske dig! Glem mig, Ottilie, glem mig! Men naar jeg er død, saa tænker Du igen paa den stakkels Alfred, ikke sandt?”

Ottilie hulkede, som om hendes Hjerte skulde briste, og bøjede sig forover, saa Taarerne faldt paa hans Haar.

„Jeg vil altid tænke paa dig, tænke paa dig baade Dag og Nat,” klagede hun.

„Det maa Du ikke - det kan ikke gaa an - jeg rejser bort herfra ...”

Mariane trak sig dybt rystet tilbage.

„Kom,” hviskede hun, „vi vil ikke vanhellige dette Øjeblik.”

„Hvor jeg har været blind,” sagde hun saa, „det havde jeg aldrig tænkt mig. Hvad skal det nu blive til! Hvilke ny Sorger venter der os!”

„Hvad det skal blive til?” spurgte Lothar smilende, „det vil snart vise sig. Den dybe, men heldigvis korte Kummer har blot smeddet deres unge Hjerter saa meget fastere sammen. Men lad nu ikke Ottilie græde mere.”

Fra Dagligstuens Dør raabte Mariane saa højt, som hun ansaa for nødvendigt for at blive hørt inde i Biblioteket, og opskræmmede de to der inde: „Ottilie, Ottilie!”

Straks, da Fruen raabte, kiggede Anna ud af Køkkendøren.

„Sig til Frøkenen og Doktoren, om de vil komme lidt her over,” befalede Mariane. Hendes Hjerte slog i bange Forventning, som skulde hun først nu modtage sin endelige Dom. Uden at sige et Ord ventede hun Datteren. Lothar følte sig ganske højtideligt stemt.

Ottilie og Alfred stod allerede i ængstelig Forvirring ved Døren, da Anna traadte ind med den Befaling, at de skulde begge to komme over i Dagligstuen.

„Jeg ogsaa,” stammede Alfred. „Ja, De ogsaa,” sagde Anna, og af egen Magtfuldkommenhed lagde hun til: „Hr. Professoren vil tale med Dem.”

„Onkel er hjemme!” raabte Ottilie oplivet.

De skyndte sig over Gangen, men da de lukkede Dagligstuedøren op, sagtnede de pludseligt deres Skridt, de blev begge saa ængstelig til Mode, som havde de en ond Samvittighed.

Moderen og Onkelen stod der ogsaa begge og saa højtidelige ud.

„Mit Barn,” begyndte Mariane, „jeg vil bede dig om noget.”

Alfred tænkte: hun vil bede Ottilie om at gifte sig med Baronen, Ottilie stammede: „men jeg har jo allerede sagt dig, at jeg .. .”

„Jeg vilde bede dig om,” sagde Mariane, idet hun greb Drostes Haand, „at Du her efter vil sige Fader til ham. Vil det falde dig let? Eller Du vil vel ikke nægte mig det?”

Ottilie saa fra den ene til den anden, mon hun drømte? Mariane trykkede med nedslagne Øjne den dyrebare Haand, hun var bange for i Datterens Nærværelse endogsaa kun med et Blik at forraade den Kærlighed, hvoraf hun var opfyldt.

„Du vil - Moder . . . Du vil . . .”

„Endnu en Gang vælge en Ægtefælle? Ja! Vil Du erkende mig som Fader i min afdøde Broders Sted? Vil Du, Barn?” spurgte Lothar dybt bevæget.

(Fortsættes.)