Sygebesøg og Sygepleje.
Jeg agter ikke at tale om Lægens Besøg hos de Syge, men om Besøg og Pleje af Familie, Venner og Bekendte.
Hvad Skade og Ulykke der kan afstedkommes ved Besøg hos Syge af taabelige, tankeløse eller raa og taktløse Mennesker, er man neppe paa det Rene med, førend man har erfaret det. Jeg kan i saa Henseende henvise til, hvad der nylig har været skrevet i „Sundhedsbladet” om Forestillingers, altsaa aandelige Indvirkningers Magt til at virke paa Legemet og til at fremkalde eller forværre Sygdomme, og jeg skal kun anføre et Eksempel fra det daglige Liv, saaledes som det kan indtræffe, og virkelig dagligdags indtræffer. En Barselkone modtog nogle Dage efter Barselsengen Besøg af nogle af sin Familie. Under dette kom Manden noget beruset hjem. Der opstod et Skænderi mellem Manden og de besøgende Medlemmer af Familien. Denne Familiescene opførtes i selve Barselstuen. Samme Aften maatte der gaa Bud til Doktoren, som fandt Konen i stærk Feber. Der udviklede sig en alvorlig Barselfeber, for hvilken ingen anden Grund kunde paavises end den uhyggelige Familiescene og det Indtryk, denne havde gjort paa Barselkonen.
Det er altsåa en rigtig og ingenlunde uvigtig Forordning, at man skal være meget forsigtig med at lade Syge modtage Besøg, og der er stor Opfordring til Besøgerne at agte paa sig selv, at de ikke ved utidig og taktløs Tale fremkalder hos den Syge et Indtryk, som kunne være skadeligt. Og det gælder her ikke blot, hvad der siges og fortælles, men ogsaa hvor meget der tales; med andre Ord, hvor længe man opholder sig hos og taler med den Syge. Et Sygebesøg bør altid være kort.
Den fra Krimkrigen bekendte Sygeplejerske Miss Nightingale har i en Bog om Sygeplejen gjort en Del fortræffelige Bemærkninger, som rigtignok først og fremmest gælder de egenlige Sygeplejersker, men som dog fortjener at drages til Minde af enhver, som besøger Syge, saa meget mere som enhver af os naar som helst kan komme i det Tilfælde at optræde, i alt Fald som midlertidige Sygeplejere. De væsenlige af dem hidsættes her.
Hvad der bør forstaas ved at være ansvarlig for noget, det være i smaat eller stort, har har de færreste mennesker gjort sig ordentlig fortrolig med. Ved de største som ved de daglige smaa Ulykkestilfælde lader den oprindelige Skyld sig ofte, føre tilbage dertil, at nogen ikke har gjort sin Pligt, eller ikke har været sig sit Ansvar fuldt bevidst.
Ansvarlighed bestaar ikke blot deri, at man selv gør alt behørigt, men ogsaa deri, at man sørger for, at andre gør det samme, og at ingen af Uvidenhed eller med Vilje griber hindrende ind.
Enhver Larm eller Støj angriber den syge, især om den fremkaldes uden Grund.
Det første Paabud ved enhver ordenlig Sygepleje lyder: Man skal aldrig hverken med Vilje eller af Vanvare vække den syge af sin Søvn. Er han bleven forstyrret i sin første Søvn, kan man være vis paa, at han ikke har let ved at sove ind igen, og - saa besynderligt det lyder, er det dog saa, at den først efter nogle Timer vækkede syge lettere sover ind igen end den, som er vækket efter kun nogle Minuters Søvn.
Et sundt Menneske, som sover om Dagen, sover ikke gerne godt om Natten, hos de syge er det omvendt; jo mere man lader dem sove, desto længere bliver de ved.
(Fortsættes.) .
