Teosofiens A. B. C.

(Fortsat.)

Denne bestandige Afveksling af Liv og Devachan, Erfaring og Hvile, vedbliver, indtil det højere Jeg har erhvervet saa fuldstændigt Herredømme over de lavere Principer og saa stort Kendskab til Livets Love, at Reinkarnation og Devachan bliver overflødige for det. Naar dette ophøjede Udviklingspunkt naas, har Jeget Valget imellem enten at indtræde i

Nirvana,

hvilket betegner en fuldstændig Indlemmelse i Guddommen, dog uden at miste sin Individualitet (tilsyneladende en Paradoks), eller at blive en „Nirvanakaya”. En Nirvanakaya er et fuldkommengjort Menneske, som efter den sidste tvungne Inkarnation vælger at blive en af de usynlige Magter, der vaager over og beskytter Menneskeheden indenfor Karmalovens Grænser. Det Jeg, som vælger denne Tilstand, underkaster sig, hvad Teosoferne kalder

Den store Forsagelse

og er ved sit eget Valg forpligtet til at arbejde for Menneskeracens Udvikling og Ophøjelse, saa længe der endnu er én Individualitet tilbage, uskikket for Nirvana. Storheden af dette Offer kan ikke fuldt begribes af jordisk Forstand; men selv om den kun delvis fattes, vil derved Mestrenes Stilling lettere forstaas. Imellem dem findes mere end én inkarneret Nirvanakaya, som under et fuldstændig tilbagetrukket Liv indvirker paa Menneskeslægtens opadstræbende Udviklingsgang. Fra Tid til anden, naar Verden er moden for det, inkarneres en Nirvanakaya i almindelig Menneskeskikkelse og lever iblandt os som en Leder og Lærer, en Jesus eller en Buddha.

Endvidere bliver fra Tid til anden Mennesker hvis Aandelighed staar paa et højt Standpunkt, men som endnu ikke har naaet den nirvaniske Fuldkommenhed, optagne af Mestrene og af disse indviede i en Del af den rene Lære, hvorefter de igen udsendes for at forkynde denne for deres Medmennesker. Til denne Klasse Initiater tror jeg, at H. C. Blavatsky kan henregnes.

Af det ovenfor anførte vil det fremgaa, at Mestrene (idet vi forudsætter deres Eksistens) arbejder og opofrer sig for Menneskeslægtens Velfærd, og at deres Kundskaber er af en saadan Beskaffenhed, at deres Handlinger ikke kan underkastes almindelige Menneskers Kritik. Man kan spørge, hvorfor Mestrene, da de er saa kundskabsrige og mægtige, ikke ved et stort Underværk bevirker en Revolution i

Menneskeslægtens Verdensopfattelse.

Men man maa erindre, at ogsaa Mestrene er underkastede Universets Love, og at en saadan Indblanding vilde hæmme den store Karmalovs Virksomhed. Mestrene véd, at slette Virkninger kun kan forhindres paa én Maade, nemlig ved at stanse Aarsagerne. Derfor retter de - hvad Mennesker med almindelig sund Forstand ogsaa vilde gøre, hvis de besad de samme Kundskaber - deres Bestræbelser mod de skabende Aarsager, hvilke helt og holdent virker paa Tankernes Plan. Et andet af

Mestrenes nyttige Arbejder

bestaar i, at de indvirker paa Menneskeslægten som Race, og man antager, at det er med dette Maal for Øje, at de har rejst den moderne teosofiske Bevægelse igennem H. C. Blavatsky og det teosofiske Samfund. I Følge den occulte Lære har flere Menneskeracer successivt beboet Jorden og udviklet sig som Racer, indtil de har naaet en høj fysisk og aandelig Fuldkommenhed. I Tidernes Løb naaede hver Race det Udviklingspunkt, da det store Valg mellem Materialisme og Aandelighed laa for dem. Saa vel i Racer som i Individer, i Familjer som i Nationer, arbejder Karmaloven, og et bestemt Tidspunkt vil indtræffe, da en Race maa vælge mellem den højere og den lavere Vej. De to Racer, der gik forud for vor egen, valgte den lavere eller materialistiske Vej og foraarsagede derved deres fuldstændige Ødelæggelse. Lemurierne og Atlanterne, de Racer, Talen her er om, og hvis Verdensdele nu er forsvundne, havde deres Tid for Valget; men de undlod at vælge den aandelige Vej, hvorfor Karmas ophobede Virkninger aldeles tilintetgjorde dem. Man maa selvfølgelig ikke tro, at disse Racers Ødelæggelse betød Tilintetgørelsen af alle deres Individer. Resterne af deres Efterkommere lever endnu iblandt os. Teosoferne mener, at

Den hvide Races store Krise,

den store Valgets Time, er nær, og at det tyvende Aarhundredes Lærer vil komme med sin nye Sandhedsforkyndelse for at hjælpe os med Valget mellem Godt og Ondt. Ved at berede Vejen for ham, udfører Mestrene et Arbejde, som er i høj Grad praktisk og til Nytte for Menneskeslægten.

Nu kan man spørge: Paa hvad Maade ophober de nuværende Racer Karma? Og Svaret vil muligvis være, at Krigsaanden, Blodsudgydelsernes og Voldsomhedens Aand, fremskynder

En evropæisk Krig,

et frygteligt Udslag af Karma. Bestræbelserne efter, ved Undervisning i Karmaloven, at indpode i den hvide Races Tankesæt en dyb Følelse af fuldt personligt Ansvar, vil muligvis vække en tilstrækkelig dyb Kærlighed til Broderskab og sand Ligeberettigelse til at stanse den ødelæggende Krigsaands svulmende Bølge og saaledes frelse Racen, før den er uigenkaldelig fortabt. Teosofien er

ikke stridende mod Kristendommen

eller mod nogen anden Religion, hvis Maal er en Forbedring af Menneskehedens Lod. Den store Forskel mellem Kristendom og Teosofi er, at denne ikke kan gaa ind paa Læren om en personlig Gud og om Syndsforladelse gennem Anger og Tro. Teosofien lærer, at Kærlighed mod Næsten, Selvopofrelse og bestandig Stræben efter Sandhed og Retfærdighed er Nøglen til Jegets Frelse. Den indskærper enhver hans Pligter mod Andre uden derfor at være blind for, at Udøvelsen af megen saakaldet „Velgørenhed” ofte er unyttig, fordi den kun bidrager til at opsætte Virkningerne af Karma i Stedet for at lede Tanken og Begæret ind i højere Kanaler.

(Sluttes.)