Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
(Fortsat.)
Doktor Alfred Moscheles gik den halve Nat omkring i Gaderne og spaserede, men bragte det i hele den Tid ikke saa vidt, at han kunde begribe den store Forandring, der var foregaaet med hele Verden og specielt med ham selv, siden han havde kysset Ottilie. Sikkert var det imidlertid, at Verden var bleven meget mindre, men han selv større. Ellers plejede han at betragte alt, som fandtes under dette Stjernetelt, beskedent, men med en kølig, analyserende kritisk Objektivitet, og følte sig selv kun som et ubetydeligt Led i denne Række af Fremtoninger - men det havde nok været en Fejltagelse. I Nat syntes hele Rækken af Fremtoninger at være grumme intetsigende og skyggelignende, og kun hans Jeg, i uopløselig Forening med et vist andet Du, var værd at betragte som Eksistens.
I den berusende Følelse af sin Suverænitet gik han endelig i Seng, for næste Morgen at vaagne som den mest raadvilde af alle Dødelige, medens - forunderligt nok - Ottilie til samme Tid rejste sig fra sin gennemgrædte Hovedpude, let og glad til Mode, fri for al Kummer.
Alfred kom i Tanker om, at Professoren vilde bede ham om noget; maaské om, at Alfred skulde se sig om efter noget andet skrækkeligt. Et Besøg af Oberstløjtnant Lehsen afbrød ham midt i disse sørgelige Betragtninger.
Den gamle Officer saa alvorlig og forvaaget ud.
„Undskyld, at jeg kommer saa tidligt,” sagde han og trykkede Alfreds Haand, „men Sorg og Bekymringer lader mig ikke have Ro. De kan nok forstaa, at jeg har Aarsag til at erkyndige mig om, hvad der passerede i Aftes, efter at jeg var gaaet. Jeg vilde ogsaa gerne bede Dem om ikke at gøre videre ud af den Historie med Hr. von Kallmann, men lade Dem nøje med hans Undskyldning. Jeg traf ham sent i Aftes, og han er beredt til at betragte Deres fornærmende Ord som usagte. Mine Ord og den ulykkelige Hændelse, at Frøkenen kom til Stede, har rystet Hr. von Kallmann saa alvorligt, at han forsikrede, at det vil være ham en Lære for Livstid. Han beroligede mig ogsaa med, at Optrinet er og forbliver en Hemmelighed, og at Fru og Frøken Droste efter almindelig Overbevisning ikke lod sig se i Selskabet, fordi Frøkenen var bleven upasselig.”
„De kan være ganske rolig, Hr. Oberstløjtnant, jeg skal ikke foretage mig noget videre i den Sag.”
„Tak, kære Ven,” udbrød Oberstløjtnanten lettet, „Tak paa den beklagelsesværdige Kones Vegne.”
„Hun er ikke mere beklagelsesværdig,” sagde Alfred, der troede at turde være aabenhjertig her, „i Gaar Aftes har Professor von Droste forlovet sig med Fru Mariane. De skal snart giftes.”
„Det var en glædelig Efterretning! En stoltere og mere fuldstændig Retfærdiggørelse end den, at hun gifter sig med sin Mands Broder, kan der ikke tænkes!” udbrød Lehsen. „Dersom De tror en Gang at turde vove det, saa fortæl dem om min Glæde derover.”
Denne fortræffelige Mands Besøg, for hvem han følte en stærk Sympati - da han i ham saa et Offer for Kasteaandens forskruede Begreb om Ære, saa at Lehsen aldrig vilde kunne glemme det ulykkelige Skud; denne fortræffelige Mands Visit gengav Alfred lidt af sin ydre Fatning. Da Lehsen var gaaet, tog han Vejen til Ludvigsgaden.
Den første Sne hvirvlede igennem Luften og faldt vaad og smeltet paa Stenene. Alfred kom drivvaad og med en sammenslaaet Paraply under Armen hen til Professorens Bolig og var sandsynligvis, vaad, som han var, med Paraply og med smudsige Fødder, gaaet ind i Biblioteket, dersom ikke Anna havde holdt ham fast, og medens hun atter fik ham til at se ordentlig ud, sagde hun: „Herskabet er i Dagligstuen. Jeg skulde bede Dem, om De vilde komme over og spise Frokost.” Da han kom ind, fandt han Damerne i de bekendte, hvide, uldne Morgenkjoler. Det saa næsten ud, som om denne Time skulde minde om hin første Morgentime i Kochel; om det saa var Ottilie, hæklede hun atter paa en blaa Pung, men i Dag bøjede hun rødmende Ansigtet saa dybt ned over den, som om hun pludselig var bleven nærsynet. Lothar von Droste sad med et saa straalende Ansigt ved Siden af Mariane, at Alfred følte en sælsom Misundelse opstige i sig, og dette gav hans Optræden næsten et Anstrøg af Trods.
(Sluttes.)
