Fru J. K. Barney.

Hensigten med Straf er, at nedbryde Lasten og bringe den Faldne tilbage igen paa den rette Vej. Men de bestaaende Indretninger af Fængsler øve som oftest en modsat Indflydelse, fordi den Arresterede, fra det Øjeblik, da han er sat fast, er omgivet af daarlige Eksempler og Andres Indflydelse, der er saa langt fra at forbedre ham, at han snarere hærdes i Lasterne. Dette er især Tilfældet med Kvinder, over hvilke der kun vaages af Mænd, ikke af Kvinder. I Almindelighed bliver de sat fast af Mænd, overleveret til Politiet og ført i Fængsel. De bliver altsaa holdt fangne, dømt og bragt fra det ene Fængsel til det andet af Mænd alene, uden at nogen Kvinde faar Lov til at yde dem den mindste Hjælp. Mere end én ung Pige, som for første Gang bliver sat fast, maaské endog ved falske Beskyldninger eller ved natligt Spektakel, er ved den første Nat, som hun maatte tilbringe paa Politistationen, bragt ind paa Forbryderbanen.

Enhver retsindig Kvinde burde derfor grunde over Midler til at forbedre disse Tilstande, og søge at faa Indflydelse paa unge Piger, som er hjemfaldne til Straf, og med moderlige Raad søge at faa dem tilbage igen til et retskaffent Levned. - Vi vil ikke kaste Sten paa vort Politi og vore Embedsmænd, men er det ikke ydmygende at vide, at vore ulykkelige unge Søstre, som har begaaet en Fejl, kun skal overlades til Mænd, hvis Sind er blevet hærdet ved deres Embedsforretning?

Ledet af saadanne Betragtninger optraadte 1877 en kvindelig Læge, som opfordrede Maadeholdsforeningerne til at sørge for, at der gennem Selskaberne blev ansat betalte kvindelige Oppassere i Kvindefængslerne. I Løbet af 3 Maaneder blev der i Chicago betroet 1500 Kvinder og Børn til saadanne kvindelige Oppasseres Omhu. Mange af de Arresterede blev fundne at være uskyldige, og blev uden Dom igen ført tilbage til deres egne. Den Kvinde, som først bragte den storartede Idé til Virkelighed, som efterhaanden blev gennemført i de Forenede Stater, var Fru J. K. Barney, Formand for Fængselsselskabet. Hun sendte en Ansøgning til Byraadet for at opnaa, at der blev ansat kvindelige Politivagter. Man svarede hende først med Foragt og Sarkasmer. „Forsøg det dog selv, Frue,” skrev man til hende, „og De vil snart blive overbevist om, at det er helt umuligt, at dette Arbejde kan ydes af en Kvinde.”

Fru Barney tog Øvrigheden paa Ordet, og begyndte straks den næste Morgen sine Besøg hos de Anholdte. Hver Morgen, som hun tilbragte i sit frivillige Embede, overbeviste hende mere om hendes Opgaves Vigtighed. Kvinder i al Slags Fornedrelse, ogsaa syge og elendige, bad hende om Raad og Bistand. Snart udbedrede hun en Piges sjuskede Klædning, snart bragte hun en andens Haar i Orden eller tildækkede en tredjes nøgne Skuldre med sit eget Tørklæde. Hendes Nærværelse i Politikammeret paalagde Politiet en vis Tilbageholdenhed og afskar al upassende Spøg fra Politiets Side, medens de Fangne modtog hendes Besøg med Ydmyghed og Taknemlighed. Hun ledsagede ogsaa de Arresterede ind i Retssalen. En Dag traadte hun ind i Politigaarden med to unge Piger, som for første Gang blev arresterede for upassende Opførsel. „Det ville være bedst for Dem, Frue,” sagde Politiet til hende, om De ikke gik med ind i Retssalen; ti denne Gang gælder det et Tilfælde, som det ikke sømmer sig en Dame at høre paa.” Fru Barney spurgte: „Og de unge Piger bliver?” Politibetjenten svarede: „Saadanne Piger skader det ikke.” „Naar de unge Piger bliver til Stede derved, vil en gammel Dame ogsaa kunne det,” sagde Fru Barney. - Efter Mødet sagde hun til Betjenten: „De har taget fejl, der er jo slet ikke blevet sagt noget usædvanligt!” „Aa”, svarede Betjenten, „det var fordi De var til Stede; de Herrer Dommere har lige over for Dem ikke vovet at anbringe deres sædvanlige Spøg.”

Fru Barney fortsatte daglig sine Besøg paa Politikamret, og selv Politiembedsmændene maatte snart anerkende Følgerne af hendes Bestræbelser, men tilføjede de: „Vent kun, naar først saadanne forstokkede, gamle Synderinder kommer, da vil De se, hvor unyttigt det er at ville forbedre dem.” - En Morgen, da Fru Barney igen kom paa sin Plads, modtog man hende med triumferende Smil, og sagde: „Nu, ærede Frue, kan De en Gang bevise Deres Magt. Vi har fanget gamle Marie; fire Mand formaaede knapt at lukke hende ind i hendes Celle, og de har alle faaet Ansigtet fuldt af hendes Kradsninger. Men hvis De alligevel vil føre hende ind i Retssalen, vil man give Dem nogle Betjente til Hjælp.” Fru Barney afslog det, og Politiet tillod hende at gaa alene ind i Cellen, endnu altid forsikrende hende, at de vilde blive i Nærheden for at være hende til Hjælp.

Før Fru Barney traadte ind i Cellen, erkyndigede hun sig om den Fangnes rette Navn. Han sagde hende, at hun i Registret stod opført som Fru Adam; men man kaldte hende altid gamle Marie. Fuld af Tillid til Gud og Selvfornægtelse, traadte nu Fru Barney ind i Cellen, hvor den stakkels Skabning var lukket inde. Det var et mørkt og snevert Rum, i hvis Baggrund, sammenkrøbet paa Gulvet, Kvinden befandt sig, som hun skulde ledsage til Retssalen. Hendes tykke Haar var uredt, hendes Klæder i Laser, og ved Fru Barneys Indtrædelse strakte hun Armene ud, for at styrte løs paa hende som et vildt Dyr.

„God Morgen Fru Adam,” sagde Fru Barney, idet hun uden Frygt nærmede sig og lagde sin Haand blidt paa hendes Skulder. Den Fangne studsede. Fru Barney sagde med blid Stemme: „Min stakkels Søster, hvor jeg beklager Eder!”

Forbavset saa den gamle paa hende. „Hvem har sagt Dem mit Navn? I tyve Aar har jeg ikke hørt det. Hvem er De?”

„Jeg er kommet for at ledsage Dem ind i Retssalen, sagde Fru Barney, „men jeg maa først se at faa Dem lidt i Orden, De ser jo skrækkelig ud.”

„Det tror jeg nok,” sagde den Fangne, Gendarmerne har igaar Aftes næsten revet mig i Stykker, og jeg har foresat mig, at jeg vil gengælde dem det idag. De har tilintetgjort mit Forsæt.”

Medens hun talte, havde Fru Barney taget en Kam frem; hun ordnede den Ulykkeliges Haar og satte det op med en Naal. Derpaa søgte hun at udbedre lidt paa hendes Dragt, og spurgte derved, hvornaar hun første Gang var kommet i Fængsel.

„O, det glemmer jeg aldrig, jeg var den Gang knap 16 Aar gammel!”

„Og hvor gammel er De nu?”

„Jeg er mere end 60 Aar.”

„Husker De endnu Deres første indtryk?”

„Ak ja, jeg var den Gang halvt død af Skræk, jeg kastede mig paa Jorden og græd hele Natten, og da den næste Dag Gendarmen kom, bedækkede jeg mit Ansigt med mine Hænder. Men han rev dem altid bort igen og lo af mig.”

„Marie, sagde Fru Barney,” naar jeg havde været hos Dem i hin første Nat, naar jeg havde ført Dem for Retten, var blevet hos Dem som en Veninde, som en Moder, vilde da ikke denne Deres Skæbne have været anderledes?”

Den Fangnes Ansigt antog et alvorligt Udtryk, og idet hun løftede Hænderne med en fortvivlet Mine, raabte hun: „De véd det, jeg vilde da aldrig være vendt tilbage hertil. Men der har aldrig nogen brudt sig om mig.”

„Husker De Deres Moder, Marie?”

„Ja, hun døde, da jeg endnu ikke var fyldt 7 Aar, ved de skrækkelige Mishandlinger af min Fader, som var en Drukkenbold og slog hende saa grusomt. Ingen har siden den Tid bekymret sig om mig.”

„Har Deres Moder nogen Sinde bedet med Dem, medens, De var Barn?”

„Jo, men af den Slags Ting vil jeg ikke mere vide noget, saa maa jeg kun græde.”

„Jeg vil nu bede med Dem, Marie, knæl ned og læg Deres Haand paa min Skulder.”

Fru Barney holdt nu en kort Bøn; den stakkels Maries Ansigt var vaadt af Taarer, og hun sagde: „Jeg vover ikke at løfte mine Øjne Op; ti det er lige som Gud selv er til Stede.”

„Da har De ogsaa Ret, han er til Stede, og nu, kære Marie, vil De bevise mig en Tjeneste? Man har sagt, at det ikke vilde lykkes mig at føre Dem rolig ind i Retssalen, og dog afhænger deraf, om man vil give mig Tilladelse til at indsætte Kvinder som officielle Vogtere for de Fangne. Vil De hjælpe mig med mit Hverv, idet De vil opføre Dem helt ordentligt for Retten? Velan, saa tag min Arm og vi vil gaa.”

Og Arm i Arm traadte Fru Barney og gamle Marie ind i Retssalen. Alle Betjentene paa Vejen derhen bøjede sig dybt for hende, og troede, at der var sket et Mirakel. Da Turen kom til Marie, holdt Fru Barney sig tæt ind til hendes Side, og den Fangne opførte sig ærbødigt over for sine Dommere.

Efter denne Erfaring sagde Præsidenten og Raadet til Fru Barney: „De har sejret, vi vil bevilge Dem de officielle Vogtere, som De forlange.”

Med denne stille Heltegernings Akt har Fru Barney iværksat denne ny Indretning i de samtlige Forenede Stater. Takket være denne højhjertede Kvindes Anstrængelser, gør hendes Indflydelse sig gældende der, hvor Systemet er organiseret. Velgørende Foreninger leverer Klæder og nødvendig

Hjælp til de fra Fængslerne Frigivne, som bliver under de officielle Vogteres Aarvaagenhed.

Efter „Hausfrauenzeitung”