Svar til Hr. Karl Fred. Jensen.
Det vil maaske synes Mange ubeskedent, at jeg har optaget ovenstående aabne Brev her i Bladet; men da jeg har modtaget saa mange hjertelige Udtalelser fra alle Kanter fra Afholdsfolk om den Glæde, de føler ved, at jeg har stillet mig i Foreningens Rækker, synes jeg det er uhøfligt ikke at tage Hensyn dertil.
Først vil jeg da sige, at det naturligvis har glædet mig at se, at der tillægges mit ringe Arbejde i Samfundets Tjeneste saa stor Værdi, at de mener, min Person ogsaa vil gavne denne gode sag; men det har samtidigt gjort mig ængstelig for, at Afholdsfolkene i høj Grad vil føle sig skuffede; ti jeg har slet ikke tænkt at blive noget aktivt Medlem eller Foredragsholder for Afholdssagen. Jeg har altid set sympatetisk paa Afholdsbevægelsen, men er kun gaaet ind som personlig Afholdsven, fordi jeg mener, det altid er konsekvent at stille sig aabent paa deres Side, som arbejder for de Samfundsopgaver, med hvilke man sympatiserer. Altsaa kun en personlig Sandhed fra min Side.
Og som Hr. Jensen ogsaa siger: Det kan ikke med Rette forlanges, at det enkelte Menneske skal arbejde lige ivrigt for alle Opgaver, saaledes maa ogsaa jeg som tror, at Kvindens Ligeberettigelse er Fundamentet, hvorpaa den ny samfundsbygning skal hvile, ogsaa have Lov til særligt at give mit Arbejde dér, hvo jeg mener at være til størst Nytte.
Men hvis De vil spørge mig, om jeg da ikke ser Drikkeriet som et af Samfundets største Onder, saa vil jeg svare jo i Sandhed intet er mig mere modbydeligt, og intet virker mere nedslaaende paa mig end at se Mennesker drikke sig fra Vid og Sans. Men lad mig sige det straks jeg har intet Haab om at redde Drukkenboldene, og det viser sig jo ogsaa, at Afholdsfolkene er en samling af Mænd og Kvinder, som Spiritus aldrig har fristet. Derimod tror jeg, at Afholdssagen har Betydning paa et ganske andet Omraade jeg mener for den kommende Slægt; ti de unge, der drikker nu, og det er mange er ikke blot Drukkenboldenes Børn, men de er de moderate Drankeres, som ved stadigt vanedrikkeri har slappet deres Vilje, saa de har ingen, slet ingen Vilje at give deres børn i Arv. Og heri er jeg enig med alle andre Afholdsfolk, at Spiritus er en Hjernegift, og at Udsalgsstederne er Giftbrønde, som de unge styrtes i, og som maa bortskaffes. Det er sørgeligt at se en ældre Mand; trykket af Livets bekymring, trøste sig ved Alkoholens lammende Kraft, men det er tifold sørgeligere, at se de unge fylde sig med bajersk Øl og Vin, til de hverken ser eller sanser, ti det véd vi, at en saadan ung Mand har afskaaren sin egen Fremtid. Derfor bør, efter min Mening, alle de, som aldrig gaar over Grænsen, de bør stille sig i Afholdsfolkenes Række - ikke for deres egen Skyld men for at befri deres Børn for den fristelse at se Drikkeriet i Hjemmet.
Naar der fra Modstandernes Side tales om Baand paa personlig Frihed, naar man giver Afholdsløftet, saa er det i Virkeligheden noget Nonsens, ti hvad er vel mere frigørende end et Troskabsløfte, enten det at gaa ind i en Forening eller i Kærlighed mellem Mand og Kvinde; hvorfor skulde det at gaa ind i en Forening være skadeligt. Det kan aldrig skade at lægge Mærke til, hvad vi byder vort Legeme, lige saa vel som, hvad vi byder vor Sjæl, og det har i vor Tid den aller største Betydning for de unge, at lære at beherske sig og trænere deres Viljer og Hjerne; naar dertil kommer, at samfundsopgaverne bliver sværere og sværere, saa er det indlysende, at vi ikke tør ødsle med Menneskekræfter. At afhold i Spiritus er et af Midlerne til Sundhed og Harmoni i Sindene, nærer jeg ingen Tvivl om, hvorfor jeg føler det som en ære at staa i deres Rækker, som Arbejder for Forstaaelsen heraf.
