Svar til Johanne Futtrup.

Artiklen „Kristendommen og Kvindesagen” i „Hvad vi vil” Nr. 27 havde ingenlunde til Hensigt at gøre Propaganda for nogen religiøs Retning.

Betragtningerne under I og III beholder deres Gyldighed ogsaa for den, der ikke kan stille sig paa det religiøse Standpunkt, som er angivet under II. Afsnit II er altsaa paa en vis Maade overflødigt og uden Sammenhæng med nærværende Blads specielle Opgave; men det blev tilføjet med velberaad Hu i den Overbevisning, at den, som fra et positivt Standpunkt berører et religiøst Spørgsmaal, har den Pligt klart at præcisere sin egen Overbevisning; ellers kommer Sandheden i Fare. Afsnit II er altsaa nærmest en Art personlig Trosbekendelse, som ikke skal paatvinges andre; Angreb paa det Standpunkt, som her er indtaget, behøver altsaa i og for sig ikke at besvares. Undtagelsesvis hilser Forf. dog Deres Opfordring i Bladets Nr. 28 velkommen som en Lejlighed til endnu bestemtere at tegne Omridsene af den Tro, der i Nr. 27 ganske vist blev angivet tilstrækkelig klart, men dog med en stærk Stræben efter Korthed.

At det Standpunkt, som der indtages, vilde vække Anstød hos en og anden, var at forudse. Men unægteligt vækker det Forundring, at De retter Deres Angreb paa et Punkt, der for længe siden er almindelig anerkendt. De vil ikke indrømme, at Jesus er i stadig Opposition til det gamle Testamente, og De forlanger Skriftsteder til Bevis derfor. Men denne Sætning møder Dem jo dog i enhver kristelig Religionsundervisning, og de praktiske Konsekvenser deraf har for længe siden fundet Indgang; De vilde selv formodentlig protestere ret energisk mod at skulle underkaste Dem under Moseloven. Skriftstederne er ogsaa lette at finde. I Bjergprædikenen siger Jesus, som De véd, at han er kommen for at „fuldkomme Loven og Profeterne.” Altsaa trængte det gamle Testamente efter hans Mening til at fuldkommengøres, til at forbedres; og dette udvikler han i det følgende gennem en hel Række Eksempler, hvor han stiller sin Lære i Modsætning til, hvad der „er sagt til de gamle.” De Steder af det gamle Testamente, som han sigter til, vil De let selv kunne finde; kun i ét Tilfælde vil De maaské anse Dem for berettiget til at triumfere: Ordet „Du skal hade Din Fjende” staar ikke udtrykkeligt i det gamle Testamente, og De tager maaské deraf Anledning til at paastaa, at Jesus ikke polemiserer mod det gamle Testamente, men mod „Farisæerne og de Skriftkloge”; men De maa i saa Fald betænke, at Jesus selv siger, at det „er sagt til de gamle,” og der findes ogsaa virkelig Steder nok i det gamle Testamente, hvor Hadets Aand har faaet tydeligt Udtryk; Jøderne stillede sig over for fremmede Nationer paa samme eksklusive Maade, som andre Oldtidsfolk, og de havde heri Medhold af deres hellige Skrift. Ogsaa udenfor Bjergprædikenen findes der Skriftsteder nok (se f. Eks. Begyndelsen af Kap. 12 hos Matthæus og Kap. 6 hos Lukas); at anføre dem alle er ikke til nogen Nytte. - Jesus fremhævede selv, at hans Opposition ikke havde til Hensigt at nedbryde, men at fuldkommengøre. Men den Artikel, som De angriber, talte heller ikke om nogen fjendtlig eller nedbrydende Opposition; den hævdede kun en Opposition af en saadan Art, at dette maatte være umuligt for Jesus at opstille det gamle Testamente som objektiv Trosavtoritet.

Kristendommen er ikke en Videnskab, men en Livsmagt. Dens Kærne er Troen paa, at Gud er Kærlighed, eller med andre Ord, at det ikke kan gaa os godt, hvis vi ikke lader os gennemtrænge af denne Følelse, og at det nødvendigvis maa gaa os godt, hvis vi ikke svigter Kærligheden. Det er denne kristelige Tro, der er formuleret i Ordene: „Fader vor! Dit er Riget og Magten og Æren i Evighed.” Uden at have denne kristelige Tro kan man nok alligevel have den kristelige Vilje, som holder fast ved Kærligheden; men i saa Fald er det kun en Etik; først naar Troen forener sig med Viljen, bliver det en Religion. - Denne kristelige Tro kan man antage umiddelbart uden at bekymre sig om, hvorfra den stammer, stærk nok ved den subjektive Garanti, man finder i sin egen indre Erfaring.. Men selvfølgeligt kan der komme Anfægtelser, som rokker ved Troen. Sjælen, der føler sig svag i Troen, griber da efter en ydre Garanti, og mener at finde denne i Dogmet om, at Kristus var identisk med Gud. Saa er det ganske vist umiddelbart indlysende, at hans Lære maa være sand; men det ny Dogme hviler atter kun paa en subjektiv Garanti, paa ens egen indre Følelse. Den svage Tro griber atter efter et fast ydre Punkt, og finder dette i Jesu første Disciples Vidnesbyrd: det ny Testamente er inspireret af Gud. Saa kan man ganske vist ikke tvivle om Kristi Person; men det tredje Dogme har desværre igen kun en subjektiv Garanti. Anfægtelserne kommer; den historiske Kritik tvivler om Ægtheden af dette eller hint Skrift; man faar Tvivl, om man har forstaaet dette eller hint Sted rigtigt; to forskellige Sekter overdænger gensidig hinanden med tilintetgørende Skriftsteder; man spørger sig selv, om noget Menneske uden den kirkelige Traditions Hjælp kunde have uddraget f. Eks. Læren om Daaben og Nadveren af det ny Testamente. Med logisk Nødvendighed føres man da til at søge den eftertragtede objektive Garanti i et fjerde Dogme: Kirkens Ufejlbarhed. Men denne fjerde Trossætning hviler nøjagtigt paa samme Grundlag som den første. Hvad har vi da vundet ved Skridt for Skridt at give efter for den Vantro, som kræver en objektiv Garanti? Absolut intet; vi har tabt. Den religiøse Tro er bleven overført fra et Omraade, hvor den var berettiget, og hvor objektiv Viden var umulig, til et Omraade, hvor den er uberettiget og ideligt kommer i Strid med vor Viden. Giver man Kristendommen en saadan Form, maa man være forberedt paa at se, hvad vi virkelig ser, et massevist Frafald, der fører mange Mennesker, som var en bedre Skæbne værdige, bort baade fra den kristelige Tro og fra den kristelige Etik. Vilde det ikke være meget bedre at antage den første Trossætning umiddelbart uden at forlange nogen ydre Garanti? Saa kan man lade Filologien gøre med Bibelen, hvad den vil, og lade Historien gøre med Jesus, hvad den vil, uden at frygte nogen Anfægtelse fra den Side. Selvfølgeligt vilde det være Intolerance at forbyde Folk, hvis de føler Trang dertil, at opstille (til eget Brug) et mere indviklet System af Dogmer. Om nogen siger: „Eftersom Kristus har forkyndt den sande Religion, maa han være Gud,” hvorfor skulde man saa forsøge at gendrive ham? Men hvis han siger: „Eftersom Kristus er Gud, maa hans Lære være den sande Religion,” saa, er han inde paa en Vej, der fører bort fra Kristendommen.

Hvis De eller nogen anden har yderligere Indvendinger at gøre mod det Standpunkt, der er fremsat her og i Afsnit II af „Kristendommen og Kvindesagen”, saa vil disse Indvendinger forblive ubesvarede, selv om de ledsages af Trusler om, at man vil udelukke Forf. af de „tænksomme Bibellæseres” Tal og betegne Forf.s Tro som „aandløs, triviel Eftersnakken af Nutidens overfladiske Bibelkritik.” Alt, hvad der tilsigtedes med Artiklen „Kristendommen og Kvindesagen”, er nemlig opnaaet, hvis andre lige saa lidt som De har noget at indvende mod, hvad der udvikles i det første og det sidste Afsnit af denne Artikel.

Kvindernes Katekismus.

Vi har atter og atter her i Bladet paavist Nødvendigheden af Kvindens Ligestilling med Manden for Loven; idet vi har peget paa Harmoni mellem Kønnene som Grundbetingelsen for Lykken i det borgerlige Samfund; vi har stadigt med stærke Ord betonet det haabløse for Mænd i at arbejde for sociale Reformer, saa længe det rent elementære Skridt ikke er gjort - at give Kvinderne direkte Indflydelse i Stat og Kommune ved Stemmeret. Naar man ser denne Ting saa klart som vi, ser det som Grundbetingelsen for et lykkeligt Arbejde, saa kan man ikke lade være at gentage den; selv om man vidste, at man stod ganske ene med sin Mening.

Der er imidlertid nogle enkelte Mænd, der mener det samme, om ikke mange og vistnok slet ingen af vore mest fremragende Førere i literære og regeringsvenlige Kredse. Det kan derfor ikke nægtes, at vi med stor Glæde og en vis Triumf ser fremført fra de højst intelligente Kredse i Udlandet, ganske de samme Meninger, som vi stadigt har fremsat her i Bladet.

Saaledes er der i disse Dage udkommet et Værk af Formanden for

Verdens-Kvindeforeningen i Belgien, Hr. Louis Frank, Retslærd og Professor ved Universitetet i Bryssel, som han har givet Navnet Kvindens store Katekismus. Sine Meninger har Forfatteren fremsat i en Samtaleform, i Spørgsmaal og Svar, og han gennemgaar i disse de Fordomme, der hindrer, og de Grunde, der maa fremkalde Reformer. I sin Fortale siger den højt begavede Forfatter næsten de samme Ord, som vi ofte har gentaget: „Ingen social Reform vil naa sit Maal, uden at der først er skaffet andre Love for Kvindens borgerlige Ret.”

Endskønt de Tanker, denne videnskabelig lærde Forfatter fremsætter i sin Katekismus, vil være vel kendte for vort Blads Læsere, vil vi dog optage en Del af disse Samtaler her i Bladet, vis paa, at det vil interessere vore Læsere.

Første Samtale. Om Kvinden.

Spørgsmaal: Hvad er en Kvinde?

Svar: For Kvindesagsvennerne er Kvinden ganske det samme som Manden, et bevidst og frit Væsen.

Sp.: Er der da ingen Forskel mellem Mand og Kvinde?

Sv.: Jo, der er en Grundforskel, ti det er Manden, der avler Børnene, og det er Kvinden, der føder dem.

Sp.: Dersom Mænd og Kvinder er forskellige Væsener, kan det da forsvares at give dem de samme Rettigheder?

Sv.: Det kan det, ti den sexuelle Forskel gør ikke Kvinden til et ringere Væsen end Manden, og Mandens Eneherredømme kan derfor under ingen Omstændigheder forsvares.

Sp.: Kan De bevise det?

Sv.: Intet er lettere; eftersom de anatomiske og fysiologiske Iagttagelser har bragt vilderede i Mandens Hovmod.

Sp.: Hvorledes det?

Sv.: Jo, det viser sig nemlig, at Ernærings- og Frembringelsesfunktionerne er mere udviklede hos Kvinden end hos Manden. I det, som angaar Slægtens Begyndelsesformer, er det kvindelige Foster lige med det mandlige. Det kvindelige Foster staar ikke i Værd og Betydning tilbage for det mandlige. Det er en afgjort Sandhed, som den moderne Videnskab har kastet Lys over. Straks efter Befrugtningen udvikler Fosteret sig i den moderlige Organisme paa Bekostning af denne, af hvilken den lever som en Parasit under hele Svangerskabet, ja selv 10-20 Maaneder efter Fødselen. Heraf vil det ses, at Reproduktionsfunktionen er mere udviklet hos Kvinden end hos Manden.

Det er ganske det samme med Hensyn til Ernæringsorganerne. Det er let at forstaa, da vi véd, Kvinden er bestemt til at føde Barnet. Hun skal aande, spise og fordøje for sig selv og Barnet, og skal senere give Barnet Die. Ernæringsfunktionernes Overlegenhed hos Kvinden er herved bevist.

Sp.: Efter Deres Mening er det altsaa Manden, der hører til det svage Køn?

Sv.: Nej, tvertimod er det rigtigt udtrykt, naar man kalder Kvinden det svage Køn.

Sp.: Hvorfor er det rigtigt at kalde Kvinderne det svage Køn?

Sv.: Fordi Styrke og Bevægelsesorganerne er kvantitativt mindre udviklet hos Kvinden end hos Manden.

Sp.: Nu vel, naar Manden altsaa er stærkere end Kvinden, har han da ikke Ret til at herske?

Sv.: Nej, deri tager De fejl. For at bevise Retten til sin sociale Forrang, maa Manden vise sin overlegne Ret i Intelligensorganerne, ti det er ved disse Organer, at Mennesket hæver sig over alle andre Skabninger. Men Kvinden er ikke Manden underlegen med Hensyn til Fatteevne.

Sp.: Hvad gør De da ved de Naturlove, hvorved det viser sig, at Kvinden er svagere end Manden?

Sv.: Jeg respekterer disse Love, jeg siger blot, at Kvinden er ikke en syg; ti enhver Svaghedstilstand er ikke en sygelig Tilstand.

Sp.: Var det ikke heldigt at føre Statistik over den naturlige Forskel mellem Mand og Kvinde?

Sv.: Det er nødvendigt, ti dersom Kvinden er svagere, da maa man beskytte hende og ikke udbytte og ofre hende. Det er Mandens Pligt at formilde og rette Naturens Ulighed og ikke gøre den tungere eller benytte den til sin egen Fordel.

Sp.: Er det den sexuelle Forskel, der er Grund til Mænds og Kvinders forskellige Virksomhed?

Sv.: Aldeles ikke, ti i Naturen ser vi Hunhunden være lige saa vagtsom som Hannen, gaa paa Jagt og gøre alt fælles, og Hunnen holder sig ikke hjemme for at passe eller ernære sine smaa, men fungerer som sædvanligt.

Sp.: Men kan denne Regel anvendes paa Mennesker?

Sv.: Ja, ti vi siger nemlig, at Kvinden er ikke bestemt til udelukkende at føde og opdrage Børn; lige saa lidt som Manden udelukkende er skabt til at være stolt af sine Muskler og sit Arbejde med Armene.

Sp.: De vil altsaa ganske undertrykke den sexuelle Forskel?

Sv.: Paa ingen Maade; vi mener kun, at dersom Manden og Kvinden fremstiller Ulighed som en Følge af den naturlige Organisme, bør ingen af dem have Forrangen. De er begge menneskelige Væsener, lige fra et fysisk, aandeligt, moralsk og socialt Standpunkt.

Sp.: Lige fra et fysisk Standpunkt siger De?

Sv.: Ja fuldstændigt. Kønnets fysiske Lighed bestemmer den menneskelige Slægts Enhed. Der er kun én Menneskeslægt.

Sp.: Lige fra intellektuel og moralsk Side?

Sv.: Ja, fordi Kvinden besidder som Manden Hjerte, Hjerne og Intelligens; hun er begavet med alle aandelige Evner. Hun besidder Fornuft, Hukommelse, Dømmekraft, Følelse, Samvittighed, Vilje og Evnen til at kunne fuldkommengøre sig.

Sp.: Lige i social Henseende?

Sv.: Ja, fordi Kvinden udgør den ene Del af Menneskeslægten. Naturen selv beviser, at hun er Menneske (Homo) og besidder Egenskaber uadskilleligt forbundne med den menneskelige Personlighed.

Sp.: De vil altsaa gøre Kvinden til Mand?

Sv.: Aldeles ikke. Det vilde være afskyeligt og umuligt, imod Naturen og den sunde Sans. Vi siger simpelt hen, at Kvinden skal have menneskelige Rettigheder, fordi hun er et Menneske.

Sp.: De vil grundlægge en Enhed imellem Kønnene?

Sv.: Ja, ti fra et sexuelt Standpunkt har de en forskellig Opgave; men ser De ikke ogsaa i Samfundet, at Borgerne: Skrædere, Skomagere, Slagtere, Sagførere, Læger har ikke samme Opgave. Alle disse Borgere er dog ligestillede. Af den samme Grund forlanger jeg lige Ret for Mand og Kvinde.

Sp.: Hvorledes kan ulige Væsener være lige?

Sv.: Som menneskelige Væsener er Mand og Kvinde lige. Vi tilføjer, at de to Køn er lige i Værd, men vi siger ikke, at de er ens. For os Kvindesagsvenner har Manden samme Værd som Kvinden, Kvinden som Manden. De er begge selvstændige Væsener uafhængige af Hinanden.

Sp.: Hvori bestaar da Kønnenes Lighed?

Sv.: Kønnenes Lighed bestaar ikke i Ensartethed, men i den lige høje Værdi af Mandens og Kvindens Funktion i naturlig og social Henseende for hele Menneskeslægten.