Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

(Sluttet.)

„De vilde bede mig om noget,” sagde han med et uforklarligt Udtryk af Bitterhed. „Skal jeg maaske rejse til Paris for at tale med Professor Chetard personlig angaaende hans ny Opdagelse? Saa er jeg beredt dertil.”

Han var overbevist om, at man havde til Hensigt at sende ham til Nordpolen eller til Patagonien.

„Nej, min Ven,” sagde Droste og rejste sig op, „i Morgen rejser jeg selv til Paris, efter at vi i Dag har aflagt Visit overalt. Jeg rejser imidlertid dog ikke saa meget for at tale med Chetard om hans ny frenologiske Eksperimenter paa Hundens Hjerneskal, som for at give Mariane Tid til at indrette den ny Husholdning. Det, jeg vil bede Dem om, er,” her greb han Marianes Haand, „kan De bekvemme Dem til at kalde hende Moder?”

Han brugte næsten de samme Ord, som Mariane Aftenen i Forvejen havde brugt til sin Datter. Ottilie for op. Alfred lagde med tilbagetrukne Albuer begge Hænder mod Bordet, stirrede med store Øjne paa Professoren og spurgte „Jeg?”

„Ja, De, Alfred,” raabte Droste glad, jeg giver Dem herved Marianes og min Tilladelse til højtideligt at fri til Ottilie paa vor Bryllupsdag, som bliver om tre Uger. Naa - Ottilie, hvad mener Du derom, faar han en Kurv?”

Nej, den fik han sikkert ikke, men nu fik Lothar og Moderen Kys og Haandtryk nok af dem begge. Saa tog Alfred frygtsomt Ottilies Haand - og de saa jublende lykkelige paa hinanden; noget varmere Udtryk turde de ikke give deres Lykke i Forældrenes Nærværelse.

„Naa, hvordan hænger det egentlig sammen, min Søn,” spurgte Droste velvilligt, „De kan dog vel ernære en Kone?”

„Ja, det kan jeg,” sagde Alfred med Overbevisning, „jeg fortjener ved min Gage hos Dem, Hr. Professor, ved mine Arbejder til forskellige videnskabelige Værker samt ved at oversætte franske Artikler til nogle Tidsskrifter over tre Tusind Kroner om Aaret, og mine Bedsteforældre behøver saa lidt. Og da Ottilie bruger Filthatte ...” Han stansede, centnertung faldt Erindringen om Vagtparaden og Fjerhatten paa hans Sjæl. Saaledes kan de letteste Genstande efterlade de tungeste Indtryk.

Mariane vilde gøre en bekymret Bemærkning, men den unge Pige kom hende i Forkøbet og raabte beundrende, idet hun slog Hænderne sammen: „Saa mange Penge! Hvor Du maa være klog, Alfred, og hvor man allerede anerkender dig! Det er jo mere, langt mere, end vi har nødig for at leve.”

„Lad kun Børnene beholde deres troskyldige Naivitet,” hviskede Lothar, „og paa Ottilies Bryllupsdag afstaar jeg din Formue til dem, jeg har nok for os begge.”

Endskønt Alfred ikke havde faaet Ret til at fri til Ottilie førend om tre Uger, hviskede de dog meget fortroligt sammen i Vinduesfordybningen, medens Professoren erklærede Mariane, at han holdt bestemt paa ved Hjælp af Hr. og Fru Dandorf at give en storartet Fest Aftenen efter Bryllupet; bagefter maatte Mariane faa sin Vilje og leve saa tilbagetrukket, som hun selv ønskede. Mariane forstod ham og gav efter.

„Der er en Ting, Elskede,” hviskede Alfred, „en Ting, som jeg ikke tror, Du véd.” „Hvad er da det?”

„Mine Bedsteforældre gaar i Synagogen,” sagde han og saa vist paa hende.

„Aa,” udbrød Ottilie forundret, kyssede ham og sagde: „Det er sælsomt nok. Dine Bedsteforældre gaar i Synagogen; Moder gaar sjældent i Kirke, men saa meget mere i de Fattiges Hytter. Onkel og Du, I skriver hellige Bøger, som gør Menneskene visere og bedre, jeg, ser Du, jeg følte i Morges tidligt inderlig Trang til at takke Gud for al den Lykke og for, at Du holder af mig, og saa løb jeg hen i den nærmeste Kirke. Det var en katolsk, og jeg er protestantisk, men jeg kunde bede saa smukt og inderligt derinde, og jeg blev endnu meget lykkeligere end før.”

„Saa tjener vi da alle den evige Guddom, men under forskellige Former,” sagde Alfred.

„Og dog har vi alle en fælles Form,” sagde Lothar, der traadte hen til dem med Mariane, „det er den Kærlighed, som vi har til vore Medmennesker og til hverandre.”