Kristendommen og Kvindesagen.
Forfatterne K. og H. har vist mig den Høflighed at lade mig beholde det sidste Ord, idet de i Kvindebladets Nr. 29 har erklæret ikke oftere at ville svare mig. Jeg takker skyldigst og tillader mig nu i disse Linjer at afslutte den, jeg fristes sil at sige, ikke begyndte Diskussion.
I ovennævnte Artikel i Nr. 29 har jeg fundet Forf.s Trosbekendelse, men ikke noget for mig afgørende Svar paa mit Spørgsmaal. Jeg synes nemlig ikke, at det for mig eller andre Bibellæsere har nogen som helst Betydning, at en Kreds af vantro Lærde anerkender Jesu Opposition mod Moses. For en Kristen fører en Willhausens eller andres Bibelkritik i Reglen ikke dybere gaaende Beviser end dem, Erasmus Montanus anfører, da han vil bevise, at Nille er en Sten. Det kommer deraf, at den Troende er bleven Kristen i Kraft af overlegne Aandsbeviser.
Naar K. og H. mener, „at jeg selv lettelig skulde kunne finde de Steder i det gl. Testamente, som Jesus (efter Forf.s Mening) sigter til, saa har jeg forhaabenlig ved mit Spørgsmaal i Nr. 28 godtgjort, at det kan jeg netop ikke, skønt jeg oftere har læst det gamle Testamente igennem.
Hvad nu K. og H. s Besvarelser af mit Spørgsmaal angaar, da kan jeg ikke se andet, end at Forf. her leverer Beviser mod sig selv.
Ordene Matth. 5. 17: „I maa ikke tro, jeg er kommen at opløse Loven eller Profeterne, jeg er ikke kommen for at opløse, men for at opfylde,” viser jo klart, at Herren vil uddybe Loven, men ikke opponere mod den. Hans Ord i de efterfølgende Vers falder tungere og vægtigere end Moseloven, men stadfæster denne. Naar Herren siger, „at ikke blot et Mord gør os skyldig for Dommen”, men „at ugrundet Vrede paa ens Broder er lige saa stor Skyld” - eller: „at ikke blot Hor (Ægteskabsbrud) er en Brøde,” men „at uren Attraa er lige saa syndig,” o. s. v. - saa falder det let i Øjnene, at Herren ikke opponerer, men tolker Loven paa haarfin, aandelig Maade og med en endnu strænger Fordring, end Loven stillede.
Begyndelsen af Matth. 12. og Lukas 6 bekræfter heller ikke, saa vidt jeg kan se K. og H.s Mening. Ordene: „Har I ikke læst i Loven, at Præsterne paa Hviledagen krænker Hviledagen i Templet og er uskyldige?” (s. 4. Mosebog 28. 9-10.) - viser, at Herren ikke har en modsat, men en aandelig Forstaaelse af Loven. Denne Forstaaelse vil han opdrage Folket til, saa det kan komme til at indse, at han selv er et med Lovens Giver (Gud) og altsaa Herre over Loven. Han peger her paa det samme som i sin Undergerninger, hvor han viser sig som Herre over den Natur, der er skabt ved ham.
Det har aldrig været min Tanke at tag K. og H.s personlige Overbevisning som Genstand for en Diskussion. Men naar Forf. deraf slutter, at jeg „intet har at indvende mod denne Overbevisning, saa er det jo rigtignok en stor Vildfarelse. Min Tid er for Øjeblikket optaget af anden aandelig Gerning. Jeg maa derfor afholde mig fra alenlange Redegørelser. Højst faar jeg Tid til et lille Spørgsmaal som det i Nr. 28 eller et kor Tilsvar som dette.
Ærbødigst
