Fra vor Brevkasse.
København, 30. Juli 1894.
Kære Frue.
En Tanke piner mig stadigt og lader mig ingen Ro, det er den: Kan vi Kvinder som jo nu har lært at slutte os sammen intet udrette for de ulykkeligste af vore Søstre for den pur unge Pige i 16-20 Aars Alderen som kommer „galt afsted”, føder et Barn og saa, som oftest i Smerte, Anger, Skam og Fortvivlelse, bliver Morderske? Der hengaar knapt en Dag, uden at Bladene kan meddele en saadan Historie med den unge Piges fulde Navn og Stand, men „ou est lhomme?” han er rigtig godt gemt og garderet, ikke et Ord erfarer Offenligheden om ham, - Straf er der jo aldeles ikke Tale om. Og hvor ofte er det saa ikke en eller anden gammel Slyngel netop af den Slags, for hvis Skyld vi skal have et saa modbydeligt Uvæsen som Prostitutionen.
Tilgiv, Frue, jeg har den slemme Vane at skrive mig hidsig, men min Mening er nu den, at havde vi et Optagelseshjem for uægte fødte Børn, et Hjem, hvor den unge, forladte Pige med Bestemthed vidste: dér kan Du trygt bringe dit Barn hen, der bliver hverken spurgt eller frittet om nogen Ting, dér bliver Du ikke haanet, og dit Barn faar det godt i alle Maader, - saa blev den ulykkelige aldrig Morderske.
Staten burde da hundrede Gange før føde og opdrage ti smaa Medskabninger, som dog med en fornuftig Opdragelse og Undervisning i Løbet af en fjorten Aars Tid kunde klare sig selv eller i alt Fald arbejde i „Hjemmet” for Føden, end den paa Livstid maa forsørge et lignende Antal Mordersker. Eller hvis De, Frue, med vanlig Energi tog fat paa denne Sag i „Kvindebladet”, mon der da ikke skulde være én iblandt de mange, som havde Evne, Vilje og Hjerte til at gennemføre en saadan Plan?
Tænk lidt over disse Linjer, og hvis De saa synes, sæt Sagen under Debat i „Kvindebladet” med dette Brev som Grundlag.
Jeg véd saa godt, at der kan indvende uendelig meget imod den, men hvilken Sag kan ikke ses fra flere Sider? Og i Kærlighedens og Retfærdighedens Navn bør vi dog kunne drøfte en saa vigtig Sag og maaske komme til et lykkeligt Resultat.
Med sand Højagtelse
