Kvindesagen og Sproget.

Sprogets Udvikling kan paa ethvert Punkt føres tilbage til sjælelige Aarsager. Selv de rent lydlige Forandringer har dette Udgangspunkt; men endnu mere gælder det med Hensyn til Ordforraadet og Ordenes Betydning. Det er almindelig bekendt, hvorledes man ved Sammenligning af de forskellige indoevropæiske Sprog er i Stand til at tegne Omridsene af Kulturtilstande, som herskede i en Tid, der ligger forud for alle. Historiens Vidnesbyrd, og hvorledes Laaneordene i et givet Sprog ofte fortæller os om Kulturstrømninger, som al anden Tradition tier om. Ogsaa de etiske Ideer, der har behersket Menneskeslægten, har ofte efterladt et overraskende tydeligt Spejlbillede i Sproget.

Man maa altsaa være belavet paa, at ogsaa den Idé, som gennem lange Aartusinder har krævet Mandens Overherredømme over Kvinden, har sat sine Spor i Sproget. For at finde Eksempler herpaa behøver man ikke at ty til fjerntliggende Sprog. Ordet Mand er et saadant Eksempel. Endnu i Oldnordisk havde dette Ord Betydningen „Menneske” og kunde lige saa godt bruges om en Kvinde som om en Mand. De, som ikke kender Oldnordisk, behøver kun at tænke paa det engelske Ord woman, der er sammensat af wife og man og egenlig betyder „Kvindemenneske “. Nu har begge Sammensætningens Led skiftet Betydning; wife, som oprindelig betød „Kvinde”; betyder nu kun „Hustru”; for den Opfattelse, at Kvinden ikke har anden Gerning at gøre end at være Hustru, maa de to Begreber naturligvis være synonyme; og man, som betød „Menneske”, betegner nu det ene Køn, som har bildt sig ind, at det

alene udgjorde Menneskeheden. Modsætningen til Kvinde var i Oldnordisk ikke Mand, men Karl. Den store Bjørn hedder Karlsvognen; den lille Bjørn hed paa Oldnordisk Kvindevognen (kvinnavagn). Altsaa har den Tids Sprogfølelse tydet det første af disse Navne som „Mandsvognen”. Dette er for øvrigt en urigtig Tydning, en „Folkeetymologi”; Stjernebilledet har Navn efter Karl den store, som man let kan overtyde sig om ved at forfølge det engelske Udtryk Charless wain tilbage gennem den engelske Sproghistorie. Nu til Dags er Ordet Karl blevet dybt degraderet og fortrængt af Mand; det er, som om Mændene har foretrukket at kalde sig „Mennesker” i al Almindelighed fremfor at benytte den snævrere Kønsbetegnelse. Ganske paa samme Maade er det gaaet f. Eks. i Fransk; det latinske Ord, som betød „Mand” er i Fransk gaaet af Brug, medens det latinske Ord for „Menneske” er blevet Betegnelse for Mandkønnet (fr. homme). Derimod har man fundet Behag i at benævne Kvinden specielt som Kønsvæsen. Den, der forstaar at læse Sproghistoriens snart tydelige, snart halvt udviskede Skrift, vil finde Eksempler nok herpaa. I Oldgræsk har man som Betegnelse for „Halvbrødre med samme Moder” et Ord, som egenligt betyder „af samme Modersliv”; et Sted i Iliaden er „Helbrødre” udtrykt ved en Talemaade, som etymologisk betyder „af samme Liv og med samme Fader” (Iliaden 12, 371). Altsaa: Faderen.betegnes personligt, Moderen ikke. Ja, der gives endogsaa i forskellige Sprog blandt de hævdvundne Benævnelser for „Kvinde” eller „Pige” Ord, som fra først af var Sidestykker til det allerplumpeste af, hvad mandlig Sprogbrug tillader sig ogsaa i vor Tid.

Det følger da af sig selv, at den ny Opfattelse, som dette Blad kæmper for, efterhaanden som den trænger igennem, vil udøve Indflydelse ogsaa paa Sproget. Til en Begyndelse vil der sikkert blive sat en Grænse for den overflødige og smagløse Anvendelse af Ord med Endelsen -inde. En mandlig og en kvindelig Forfatters eller Lærers Virksomhed er nøjagtig den samme; hvad skal man da med Ordene Lærerinde, Forfatterinde? Kan en mandlig Forfatter løbe frit om uden at have en Plakat med Angivelse af hans Køn klistret paa Ryggen, hvorfor vil man saa nægte den kvindelige Forfatter samme Frihed? En Professorinde er en Professors Hustru; en kvindelig Professor vilde ikke have nogen Anledning til at anlægge noget -inde-Slæb paa sin Dragt.- Men for øvrigt har vi god Grund til at være ret vel tilfredse med vort Modersmaal; det paalægger os mindre Tvang i denne Henseende end de fleste andre Sprog. For Franskmændene er enhver Egenskab forskellig, eftersom den tilhører en Kvinde eller en Mand; han kan være heureux „lykkelig”, men hun kan kun være heureuse (hvad enten man nu vil oversætte dette som „hunlykkelig” eller som „lykkeliginde”). For Russerne antager ogsaa enhver Handling et forskelligt Udseende efter Kønnet; hvis en Mand har drukket et Glas The, hedder det pil „drak”; men er det en Kvinde, hedder det pilá. Derimod maatte vi ønske, at vi ligesom Armenierne havde ét Ord for „han” og „hun” (sml. dette Blads Nr. 6, hvor der spottes over Brugen af han om Mennesket i al Almindelighed).

Den Indflydelse, som den ny Opfattelse vil udøve paa Sproget, vil i det væsenlige gøre sig gældende ubevidst. Vi skal arbejde paa at reformere Folkets Tænkemaade; saa følger Sproget af sig selv efter, uden at der behøves synderligt Arbejde i den Retning.

De ovenstaaende Betragtninger fremkommer nærmest kun son Svar paa en Ytring, der nylig er falden i en Afhandling af Kristoffer Nyrop i Festskriftet til Vilh. Thomsen. Afhandlingen indledes temmelig (ulæseligt) saaledes: „For nogle Aar siden, da man i en Kvindeforening, jeg tror det var i Kristiania, skulde vælge en Formand, valgte man en Forkvinde. Da det hævdvundne Udtryk for den ledende i en Forening indeholdt et for de norske Hvad-vi-viler krænkende sprogligt Minde om Mandens Herredømme, maatte det naturligvis forsvinde; Formandens Sexus krævede et forandret Genus, og Formanden blev til Forkvinde.” Den spottende Anvendelse af dette Blads Navn smerter ikke Bladets Venner; de véd, at den Dag vil komme, da det vil blive et Hædersnavn. Den Ironi, der skal ligge i i Ordet „krænkende”, er heller ikke vel anbragt, I det foregaaende er det vel tilstrækkelig klart paavist, at der virkelig kan være god Grund for ærekære Kvinder til at føle sig krænket over adskillige „sproglige Minder om Mandens (endnu bestaaende) Herredømme.” En Bestræbelse for at fjerne disse „Minder” er altsaa fuldt ud berettiget. Men ganske vist kan man give Hr. Nyrop Ret i, at det var et Misgreb at ville indføre Ordet „Forkvinde”. Det gælder nemlig ikke om at skaffe nye Par af den Art som „Lærer” „Lærerinde”, men det gælder om at fjerne Kønsbetegnelsen fra Omraader, hvor Kønnet ingen som helst Rolle spiller. Dette sker ved at slaa ind paa den Vej, som „Hvad vi vil” følger, nemlig at bruge Ordet „Formand” uden Hensyn til Køn (se f. Eks. Nr. 30, S. 118, Sp. 2); og det saa meget mere, som Kvinderne oprindelig havde lige Ret med Mændene til Ordet Mand. Mændene har nu erobret det usammensatte Ord for sig alene, bortset fra enkelte Talemaader (f. Eks. til Mands), men derfor bør man ikke uden videre ogsaa skænke dem alle Sammensætningerne; man kan jo endnu have en ung Pige til Sidemand; altsaa maa en Kvinde ogsaa kunne være Formand, Afholdsmand o. s. v.

Med Ordet „Formand” som Udgangspunkt anfører Nyrop en Række Eksempler paa, hvorledes „Sprogbrugen ugenert gør Kvinder til Mænd” (S. 31-35), og gaar derefter over til beslægtede Fænomener paa andre Omraader af Sproget. Nyrops Afhandling er ret underholdende, men altfor ruskomsnuskagtig. Allerede paa de første fem Sider findes en hel Række af Fejl, ja Nyrops allerførste Eksempel er galt. Kender Nyrop virkelig ikke den oprindelige Betydning af Ordet „Mand”? Naar Spanierne kan tale om en Kvindes „broderlige Kærlighed til andre Mennesker”, saa er det unægtelig et Eksempel paa, at „Sprogbrugen gør Kvinder til Mænd”; men om en Søster ved en Arvedeling faar Broderparten, eller om „en Dame viser sin Færdighed i Sporten ved at slaa Herresving” saa er det noget, som slet ikke vedkommer denne Sammenhæng; i det første Eksempel, staar „broderlig” i Stedet for „søsterlig” (eller „søskendelig”); men det er dog vel ikke Nyrops Mening, at der i det andet og tredje Eksempel egenlig skulde staa „Søsterparten” og „Damesving” (eller „Søskendeparten” og „Menneskesving”)? - Selve det Sprogfænomen, som Nyrop behandler, maa i mange Tilfælde hilses med Tilfredshed. Man kan f. Eks. sige om en Kvinde, at hun er Herre over sine Følelser, Herre over sin Formue o.lign. Sproget har vægret sig ved at danne et Ord ”Herreinde” det bedste Bevis paa, hvor overflødige alle saadanne Dannelser er.