Endnu et Par Udtalelser om Ordet "Forfatterinde".
Undertegnede er fuldt enig med Forfatterne H. og K. om Nævnelsen af Kvinden som Forfatter, Lærer o. s. v., men der er ogsaa en anden Side af Sagen, som bør fremhæves, og det er: Vi skrivende Damer møder som kendt, endnu den Dag i Dag tit Uvilje og betragtes af mange blandt vort Køn med skæve Øjne. Det er Levninger fra gammel Tid, da det, at en Kvinde syslede med Bog og Pen, regnedes for noget, som laa over hendes indskrænkede Synsgrænse. Deraf fulgte atter, at slog en Kvinde endelig an med sit Skriveri og fik et Navn som Skribent, regnedes hun for et umaadeligt stort Lys. Det er disse to Synsmaader, som endnu er hæmmende for os. En Kvinde kan godt skrive, uden at hun derfor bør regnes, eller at Folk bør tro, hun selv regner sig som noget særligt fremragende. Alligevel er der den Dag i Dag mange Mennesker, som har en vis Sky for at bruge Ordet Forfatterinde, baade om sig selv og om andre, idet de mener, at Folk ler deraf og kalder det Vigtighed. Det er denne Fordom, jeg vil optræde imod. For en Del Aar tilbage, da jeg kun havde udgivet 2 større og 1 mindre Bog, lod jeg et Par Ord falde i den gammeldags Retning, at det generede mig at modtage Breve med Ordet Forfatterinde udenpaa. En tilstedeværende ældre, anerkendt Forfatter tog da Ordet og sagde omtrent følgende: Der stikker Kvinden frem hos Dem. En Mand vilde aldrig tale saaledes. De har udgivet tre Bøger, som tilmed er bleven overordenlig godt modtagne af Pressen. Hvis De nu var en Mand, tror De saa, De et eneste Minut ville undres over, at De i Blade og paa Breve nævnedes Forfatteren Hr. X? Eller tror De, Folk vilde le deraf? En Mand, som har skrevet i flere Aar, har han ikke Lov at kalde sig Forfatter, uden at der bliver gjort Nar af ham? Men en Kvinde da? Hun tør ikke kalde sig Forfatterinde, saa ler Folk. Forfatteren P. Mariager, Forfatteren Gustav Wied, Forfatteren Helge Rode, Forfatteren Adolf Langsted, Forfatteren Carit Etlar, Forfatteren Vilhelm Andersen, Forfatteren H. Schwanenflügel, Forfatteren Christoffer Boeck, Forfatteren O. Andersen, Forfatteren A. C. Larsen, Forfatteren Vilh. Bergsøe o.s.v, o.s.v. jeg nævner i Flæng en Del Navne, „smaa” og „store”, „unge” og „gamle”, „lærde” og „skønliterære” imellem hverandre. Er der en eneste af disse Mænd, som vil finde det latterligt, at man kalder ham Forfatter? Hvad er det da for en gammel Overtro, at en skrivende Kvinde ikke har Lov at nævne sig Forfatterinde, naar hun bevisligt er det? Jeg indvendte da, at man maaské mente, hun skulde leve af det for at have Ret til Navnet. - „Gud hjælpe de stakkels Forfattere, hvis de skulde leve af deres Pen og ellers ikke havde Ret til Forfatternavnet,” lød Svaret. „Nej, De kan være vis paa at (ulæseligt) af Forfatterne ikke lever af deres tarvelige Bogvederlag, men ved Siden af, har en eller anden „Leveindtægt””. - Jeg har siden tit tænkt over det sagte, og jeg maa i alt give Manden Ret. Der er et samsvarende Tilfælde. En Kvinde er Lærerinde om Formiddagen. Hun er ikke nogen Frøken Zahle eller Frøken Engelhardt, men desuagtet skriver hun sig baade i Mandtalslisten og paa Foden af Breve: Lærerinde. Hvorfor? Blandt andet fordi hun véd, at det viser, hun er en Kvinde med en vis Dannelse. Hvem er Frøken Emma P. eller Fru Hanne D? Men Lærerinde Frøken Emma P. og Lærerinde Fru Hanne D., det er en Stilling, som gør, at Vedkommende regnes til det gode Selskab.
Derfor gør de slet ikke Krav paa at betragtes som noget særligt fremragende, men man vil ikke trække paa Skulderen ad dem, fordi de Modtager Breve med Ordet: „Lærerinde”. Og det er akkurat eller bør være akkurat det samme med „Forfatterinde”. Lad de sidste Rester af fordums Tids Taabelighed forsvinde med Hensyn til de skrivende Kvinder. Betragt dem paa samme Maade som en skrivende Mand, hverken som noget særligt fremragende eller som noget, der bør les af. Er en Kvinde Lærerinde, saa lad hende med Ære bruge sin Titel, er hun Forfatterinde, saa lad det samme ske og tænk stadigt paa de mange Mænd, som uden Sky tager imod Navnet og slet ikke lader sig regne som „Halvguder” af den Grund.