Krigens Afskyeligheder i Fredstid.

Det er ubegribeligt, at vi Kvinder kan tie til de Afskyeligheder, der gaar for sig over for vore Sønner i Rekruttiden. Vore unge flinke Sønner, der møder ufordærvede fra et godt Hjem, hvor der aldrig føres raa Tale, bliver i det Øjeblik, de møder i Tjenesten, behandlet med den mest grænseløse Raahed og indøves under Eder og Forbandelser. De bliver tvungne til at høre paa de afskyeligste Ukvemsord og haanede og truede, hvis de ikke tager Del i Soldater-Grovhed og alle Slags Stygheder. At der findes daarlige og slette Subjekter over alt, hvor saa mange kommer sammen og at Daarligheden yderlig forøges ved den Mandfolketone, som fremkommer, naar Mænd er alene, det faar være, det er Ulykke nok i sig selv, men det utilladelige, ja utilgivelige er, at denne raa Tone kommer fra de Overordnede og planter sin Sæd i de Unges Sind til stygge Minder hos de unge Mænd for hele Livet; det er her, vi Mødre maa gribe; ind, fordi vi i Virkeligheden har Allierede hos mange gode Mænd i Samfundet, i Særdeleshed hos Fredsvennerne.

I Udlandet læses om forfærdelige Mishandlinger af Soldater, men Danmark staar ikke tilbage heri, og man sporer Militarismens Aand ogsaa ved vore Rekrutskoler.

Den Aand, der med brutale Skældsord og umenneskelig Behandling tvinger et Individ til Underkastelse og i Tavshed at taale den største Uret, den Aand demoraliserer selv de bedste, og hvad vil en Moder sige, naar hendes Søn er Genstand for en lignende Mishandling, som der for nogen Tid siden meddeltes i københavnske Blade:

Blandt de tre Rekruter var Nr. 56 af l. Komp., en Husmandssøn fra Jylland.

Bedst som de unge Knøse nu gantedes, skubber en af dem til 56, der staar med et Fad Vand i Hænderne, Indholdet ryger ned ad Trappen, og en Del rammer Sergeant Løwe, som stod i Stueetagen, paa Brystet af hans Frakke.

Rekruten iler skyndsomst ned for at gøre Sergeanten en Undskyldning.

Men i det samme drager Løwe sin Sabel og tamper paa det ubarmhjertigste løs paa den værgeløse Rekrut; over Arme, Ben og Krop regner Sabelslagene, mens Kammeraterne er Øjenvidner til den rasende Mands Overfald.

Forfærdet og jamrende sig af Smerte flygter 56 op ad Trappen og ind i Belægningsstuen for muligvis der at undgaa sin Forfølger.

Men Sergeant Løwe farer efter, griber fat i ham og slaar med knyttet Næve løs paa Rekruten. I Brystet og Ansigtet giver han ham saa voldsomme Styvere, at 56, som der siges, „lignede en Slagter, der havde nedstukket et stort Dyr” - saa blodig var han.

Efter at Løwe paa denne Maade hævde medtaget den Arme Fyr, som for Subordinationens Skyld ikke turde røre en Finger til Forsvar, forlangte han oven i Købet, at Rekruten skulde gøre ham en Undskyldning.

En anden Gang knuser Sergeanten Rekrutens Taa med Geværkolben - kort sagt, Mishandlinger og Plagerier hører til Dagens Orden, medens Drikkeri og daarlig Tale besmitter de Unges Sind.

Bør Mødrene, bør Søstrene, de vordende Hustruer, bør Kvinden i det hele taget tie til dette vilde Væsen?

De har saa godt af at være Soldat, de unge Mænd erhverver sig Raskhed og Sundhed i Tjenesten, siges der undertiden.

Ja, hvis Tjenesten blot var en Idrætsskole, hvor de Unge lærte at blive Herre over deres Legemer og fik lidt boglig Lærdom, lærte ved Marschture at kende ny Egne i deres Fædreland, lærte at kende Naturriget, Planteriget, og Disciplinen havde sin Styrke i de Overordnedes noble Personlighed, i Stedet for som nu i Brutalitet og Raahed, saa vilde Soldatertiden være gavnlig.

Kvinderne maa samle sig og talte aabent imod Underbefalingsmændenes Raahed over for Rekruterne og henvende sig til de højeste i Hæren, hos hvem de véd, at der er Humanitet, og bestemt forlange retfærdig Straf over de Underbefalingsmænd, der forgriber sig paa Rekruterne.