Vor Ungdom.
(Fortsat.)
„Revenons à la nature”. Ingen sukker det, skønt ubevidst, mere end Børnene. De staar Naturen saa nær - de føler sig endnu i Slægtskab med dens andre Børn, Dyrene. Det er jo ikke saa meget længe siden, at de selv krøb paa alle fire og ikke havde andet Sprog end Gebærder, Blik og Miner. Endnu véd de intet bedre end at kaste sig i Græsset saa lang man er, at lade Solen bage sig lige ind i Ansigtet og sparke med de smaa Ben i kaad Livslyst. Boltre sig, bokses, saa man trimler om kæmpende med hinanden, triller leende, støjende henad Jorden og rejser sig for at begynde paa ny.
„Dine lyse Benklæder!” „Din pæne Kjole!” „Du tænker heller aldrig paa dit Tøj!” Nej, det er netop det, man havde Lyst til helt at glemme. Man trængte til at blive lidt Dyr igen. Til at jage hen over Engen som det vævre Føl - til som Kalven at drikke den lunkne, søde Mælk skummende fed i Mælkespanden - til, liggende under Piletræet henne ved Grøftevolden at spise sit Smørrebrød, som Tyras slæber sit Kødben ud for at gnave det i det fri.
Det er Landliv for Barnet!
Selv hos Familien i Fiskerhuset lever Børnene ikke netop det Liv, der skulde forfriske dem, fylde dem med sunde ny Indtryk. For Faderen, der kommer til sin sene Middag fra Kontorarbejdet i et ophedet Rum bag nedrullede Gardiner - for ham er alene det at hvile, at føle et friskt saltholdigt Pust fra Søen om sit Hoved Vederkvægelse nok - for Husmoderen er foruden Naturnydelsen den simplificerede Husholdning et styrkende Moment i Ferien - men Børnene? En Sommerdag er lang. En Del af den kan døses bort med Croquet o. l. - men 14-15 Timer - at faa dem fyldt!
Naturglæden, den æstetiske, ligger ikke for Barnet - det staar i den Henseende paa den udannedes Standpunkt. Skønhedssans er ikke medfødt, den udvikles efterhaanden. Ved at gaa ud fra den Forudsætning, at Barnet har den, forcerer man let noget unaturligt frem. Hvad er pinligere end at se et Barn paa de ældres Opfordring tankeløst maabende aflire de sædvanlige Beundringsudraab?
En Moder, som anmodede sin voksne Datter om at hente lille Emmy, for at „hun kunde se den dejlige Solnedgang”, fik den Besked fra den velsignede Unge, at det brød hun sig slet ikke om - hun sad saa godt og legede. Saa blev man da den Gang fri for Skaberiet.
Barnet har i Reglen kun Sans for Detaillerne i Naturen, ikke bevidst for det større Ensemble. Mariehønen med dens rødbrune, sortprikkede Panser, Libellen paa de lyseblaa, sitrende Vinger, den runde, gule Engblomme - griber det henrykt efter. Men vekslende Sol og Skyggespil gaar dets Øje forbi det er ikke reelt nok.
I tidligere Tider var der ikke saa megen Flytten paa Landet, men der var mere Landliv. Det var almindeligt, at Københavneren, hvem der kunde, besøgte Slægt og Venner i Ferierne, faldt ned paa Herregaarde, i Præste- og Forpagtergaarde. En eller anden besværet Husmoder er maaské ved disse Besøg af og til kommen til at tænke paa en Græshoppesværm - men hun har fundet sig deri, som man finder sig i, hvad der hører til. Det muntre Liv i Huset, den fortrolige Samværen, Følelsen af at Familje- eller Venskabsforholdet styrkedes - alt det fortjente nok at købes med nogen Besvær. Og Græshopperne befandt sig vel. De nød af Landets Fedme og gjorde uden mange Skrupler rent Bord. Til Gengæld behøvede „Landfamiljen” ikke at ligge paa Hotel, naar den foretog sine reglementerede Københavns-Ture om Vinteren - der var Venner nok til at huse dem.
Det var heller ikke ualmindeligt den Gang at lægge sig med hele Familjen ud i en stor Bondegaard eller paa en Mølle og spise paa Kroen, naar man ikke selv vilde føre Hus. Børnene fik deres allerældste, mest ugenerte Tøj paa. De var med til Høstarbejdet, rev og bandt sammen, smed sig i Høstakken og drak af den Bimpel med tyndt, hjemmebrygget Øl, som gik fra Mund til Mund. De kastede Korn for Hønsene og var opmærksomme Vidner til, at Maren proppede Melboller ned i Halsen paa Kalkunerne. De samlede Nelder til Grisene, red Hestene til Vands og gik sundt og lykkelig trætte til Sengs for næste Morgen at komme tidlig op og tage fat igen.
(fortsættes.)
