Moderens Rettigheder.

Man siger stadigt, at Hustruen tilhører Hjemmet. Det er meget smukt, og jeg tror at Størstedelen af Kvinderne ogsaa helst vi forblive der, forudsat, at Hjemmet ikke er et Helvede.

Man kalder os „Dronninger” inden for de fire Vægge, og det er derfor, siger man til os, at vi ikke bør give Afkald paa denne Værdighed, at vi ikke skal miste vor Ynde, vor Kvindelighed under Livets Stød og Kampe. Det er meget smukt, jeg gentager det. Mange Hustruer nøjes gerne med Husholderskens Rolle, men alligevel fordres der, at de ikke er alt for ulykkelige i deres Stilling. Forskellige Erfaringer giver dog ikke altid dem Ret, som udtaler sig saa poetisk om Hustruens Stilling i Hjemmet. Hvad mener De, mine kære Læserinder og Læsere, om Madame Ferrers sørgelige Historie og Hjem. Efter at Hr. Ferrer første Gang havde forladt sin Familie, genoptog han Familielivet, men skilte systematisk sin Hustru fra hendes Børn uden at lade hende vide, hvor de var.

„Jeg har en Datter, hun er i Dag tre og et halvt Aar gammel,” skriver hun til Øvrigheden for at bede om midlertidigt at faa sin Frihed. „Jeg kender hende ikke en Gang. Straks efter Fødselen har min Mand taget hende fra mig og sendt hende til Departementet Loire-et-Cher. Det er alt, hvad jeg véd; ti han har altid afslaaet, at jeg maatte rejse hen og se hende.”

„Jeg har en anden Datter paa elleve Aar, som min Mand har sendt til Australien, da hun var 9 Aar gammel, uden mit Samtykke. Det kunde ikke nytte, at jeg græd, at jeg bønfaldt ham, det var for sent: mit Barn var rejst.”

Efter at Mdme Ferrer for sidste Gang bønfaldt sin Mand, har hun i sin Fortvivlelse affyret et Revolverskud paa ham, men Kuglen ramte ikke, strejfede kun hans Hud.

Hun er bleven dømt til et Aars Fængsel, idet Bérangers Lov blev anvendt - fordi hun havde elsket sine Børn.

Hvad Ferrer angaar, da var han kun i sin Ret. Er han ikke Familiens Overhoved? Har han ikke alle Rettighederne over sine Børn?

De, som saa varmt arbejder for at bevare Hustruen for Hjemmet, skulde, synes jeg, se lidt nøjere paa, hvorledes dette Hjem er indrettet, og forsøge at gøre det saaledes, at Kvinden kunde leve lykkeligt der, som Ægtefælle, som Moder, som Menneske.

Ved en Fremstilling som denne af Ferrers Hjem, er det ikke til at forbavses over, at de, som arbejder for Kvindens Sag, søger Forandring i Ægteskabslovgivningen, i det som angaar Hustruens Interesser.

(Efter Journal des femmes.)