Min Tak.
Da jeg til første Oktober fratræder min Plads som Redaktør ved Kvindebladet „Hvad vi vil”, føler jeg Trang til at give et Par historiske Bemærkninger, idet jeg bringer mine ærede Læsere en oprigtig Afskedstak.
Det er paa 7. Aargang, at jeg har haft den Ære at føre Pennen som Redaktør af Kvindebladet „Hvad vi vil”, og lige saa lidt som jeg et eneste Øjeblik har nedstemt min Fordring om Kvindernes berettigede Krav til kommunal og politisk Valgret og social Ligestilling med Manden i Hjemmet og Samfundet, lige saa lidt har mit Syn forandret sig fra min tidligere Opfattelse, nemlig den, at Mændenes fortvivlede Kamp for sociale Reformer er forgæves, saa længe den aller første Retfærdighedshandling ikke er sket Fyldest, Kvindens Ligestilling med Manden i det borgerlige Liv - thi „Harmoni imellem Kønnene er Grundbetingelsen for den borgerlige Lykke”. - Men jeg har gjort en Erfaring, som jeg ikke havde i Forvejen, og det er, at Kvinderne er Kvindesagens værste Fjender, og at der rimeligvis vil gaa flere Slægtled, før Kvinderne i sin Helhed vil komme til Bevidsthed som Samfundsmennesker.
I Aaret 1888 gik der en temmelig stærk Bevægelse igennem den lille Kreds af Kvindesagsvenner her hjemme, og man greb Lejligheden til at starte „Hvad vi vil” i Anledning af „Det nordiske Kvindesagsmøde” i København, der den Gang afholdtes af Kvindelig Fremskridtsforening, og hvortil der var mødt Kvindesagsvenner fra hele Norden. Der dannedes derfor en Komité, hvoraf igen et Redaktionsudvalg, som bestod af Fru Johanne Meyer som ansvarshavende Redaktør, Fru Bajer som den, der gav Artikler om Fredssagen, Frk. Massi Bruhn æstetiske Arbejder, Fru Line Luplau særlig Kvindesagen og Fru Anna Nielsen af Arbejdersagen. Hr. Overretssagfører Amdrup tilbød at være Bladets juridiske Konsulent gratis og gav flere værdifulde Raad ved Udgivelsen. Bladet skulde være Organ for Kvindebevægelsen, til hvis Program Bladet satte „Kvindens Ligestillelse med Manden; Fredssagen: Krigsforebyggelse ved Voldgift, og Arbejdersagen: Lige Ret og Adgang for alle til Samfundets Goder.” - Kvindelig Fremskridtsforening blev Udgiver.
Forfatterinden Frk. Massi Bruhn skrev de indledende Ord: „Nu lysner det i Norden, nu dages det ogsaa for os Kvinder! - Vel er den Skare endnu lille, der har Mod til fuldt ud at vedkende sig, at de vil kæmpe for Kvindens Ret til at leve Livet og dele Arbejdet og dets Frugt, ligestillet med Manden i Samfundet, med samme Ret og samme Ansvar. Vi Kvinder er faa, og vi er maaské endnu slet nok bevæbnede til at tage Kampen op for, hvad vi vil, fordi vore Vaaben, Aandens Vaaben, endnu ikke er blevne slebne skarpe ved Brug, men ét har vi, der bærer over tunge Veje og lange Dage - det er Troen paa, at vor Sag er sund og retfærdig.”
Af disse første 4 udmærkede Medarbejdere er de to, Fru Line Luplau og Fru Anna Nielsen, døde, og Fru Bajer og Frk. Massi Bruhn endnu trofaste Skribenter.
Bladet startedes uden en eneste Øre som Grundfond. Vi havde alle en glødende Tro paa vor Sags lykkebringende Magt for Samfundet. Vort personlige Arbejde var vor Kapital. Vi aftalte med Hr. Bogtrykker Bernsteen om at trykke Bladet paa kostbart Papir i smuk Udstyrelse. Hr. Bernsteen var villig til at risikere sin Betaling paa vort Ord, at vi selvfølgelig solgte saa mange Blade ved Kongressen og vandt saa mange Holdere, at det kostbare Blad kunde betales. Det slog virkelig til - Pengene kom ind. Første Dag paa Mødet tegnede sig 300 Holdere, og Bladet gik snart op til henved 1000 Abonnenter.
Dette smukke Resultat skyldtes væsenlig Pressen. Saa godt som alle Blade, hvilken som helst politisk Gruppe de end tilhørte, bød „Hvad vi vil” velkommen, og hvor lille og ubetydeligt et Ugeblad end er ved Siden af de store Hovedstadsblade, saa modtoges Redaktøren af Kvindebladet med en kollegial Elskværdighed, og er ved alle Lejligheder, hvor Bladet ønskede at have Plads mellem Hovedstadsdagbladene, ved Møder, i Rigsdagen, i Borgerrepræsentationen eller Kongresser, stadig blevet behandlet med den fineste Hensynsfuldhed og Agtelse af alle Journalister. Jeg vil derfor have Lov til her at sige Pressen en oprigtig Tak for dens elskværdige Imødekommenhed. Det har vist sig, at vore Journalister her i København er de mest fremskredne i Intelligens. De forstod, at Kvindebladet havde sin Berettigelse, og at det havde Ærinde til alle Samfundslag.
Ikke saaledes Kvinderne. -
Thi ganske vist var Bladets Formaal at arbejde for Kvindens Stemmeret og retslige Stilling i alle Forhold, men da Arbejderkvinderne, Syerskerne, Fabrikarbejdere, Tjenestepigerne selvfølgelig er de mest lidende, var det naturligt, at det særligt blev deres Stilling, Bladet belyste, og deres Kaar, vi først ønskede forbedrede. Det forstod de fine Damer ikke, og der rejste sig en sand Storm inden for Bladets Læsere og Venner, naar en Tjenestepige havde haft Ordet for at udtale sin Klage. Desuden forstod de fleste Læsere heller ikke, at vi havde tænkt os Bladet mere som et Talerør, hvor enhver Kvinde kunde faa Lov at udtale sig, end et Blad, skrevet af færdige Journalister. Der indløb derfor Klager over Skrivemaaden, Stilen og om det skadelige i de sande Udtalelser om de fattige Kvinders Kaar. De intelligente Kvinder, som kunde skrive, vilde ikke skrive i et Blad, hvor en Tjenestepige skrev, i alt Fald ikke under Navn. De dannede Kvinder kunde ikke eller vilde ikke forstaa, at det var dem, der væsenlig burde yde deres Bidrag til at fremme hele Kvindesagen. Dertil kom, at alt Arbejde ved Bladet var gratis; det frister ikke mange.
Efter 1½ Aars Forløb viste det sig imidlertid, at, økonomisk set, kunde Bladet ikke bære sig, da en Administration, hvor der tillige skal agiteres og sendes gratis Blade om til alle Verdens Hjørner, ikke kan gøres uden betydelig Udgift. Hidtil havde afdøde Fru Anna Nielsen været gratis Ekspeditør, men det var umuligt for et Menneske, der havde sit Hus at passe. Det bestemtes da, at Bladet maatte gaa ind.
Det viste sig imidlertid, at Bladet havde vundet mange Venner rundt om i Landet, og man mente, at Bladet kunde rejses paa Aktier, hvorved mange kunde yde deres Bidrag, og Arbejdet ved Bladet betales. Bladet gik saa over til et Konsortium, hvoraf især to Mænd, dHrr. Veksellerer Lamm og Grosserer Hans Hansen ofrede en ikke ubetydelig Sum Penge. Konsortiet mente, det var heldigere, at Bladet hed Kvindebladet „Hvad vi vil” i Stedet for „Hvad vi vil” alene, og at de forskellige Mottoer slettedes for ikke at forarge de svage Sjæle. Derfor kunde Indholdet være lige skarpt. Fru Astrid Christensen tog aktiv Del i Agitationen og skaffede alene i sin Kreds i en Haande Vending sine 100 ny Abonnenter, og Fru Sofie Horten traadte til som fast Medarbejder gratis. Ved at betale de indsendte Artikler, mente man, at de ærede skrivende Damer vilde være en stor Støtte. Der kom ogsaa en Del farveløse æstetiske Artikler, som ikke vakte Forargelse, men som heller ingen brød sig om, og Bladet sank betydeligt i værdifuldt Indhold. Da de arbejdende Kvinder saa, at Programmet blev slettet, og der kom æstetiske Artikler, hvoraf en Del laa højere, end de kunde forstaa, saa faldt de fra som Fluer og vilde ikke holde Bladet.
Konsortiet havde lovet at bære Udgifterne et Aar og derpaa at fratræde, hvis Forsøget ikke ykkedes. Kvindelig Fremskridtsforening, som tidligere havde været Udgiver, tog atter Bladet paa sin Samvittighed, og gennem private Medlemmers Pengebidrag vedblev det at udgaa.
Redaktøren havde atter faaet fri Hænder, Arbejdet var igen gratis, og Ordet frit i Bladet. Nu skete der imidlertid en Begivenhed i Kvindebevægelsen, som influerede paa Bladet. Ni Kvindeforeninger gik sammen, ikke for at frafalde deres særlige Opgave, men for i alle store Sager ud ad til at træde samlede op. De kaldte sig „de samlede Kvindeforeninger”. Da Kvindelig Fremskridtsforening var en af disse, fandt man det naturligt, at Bladet blev udgivet af „De samlede Kvindeforeninger”. Man troede nu Bladet sikret, det havde faaet en videre Mark - Bladet udsendtes til alle Verdens Kanter og fik ogsaa en temmelig stor Udbredelse. Men Kvinderne har den slemme Vane at laane Blade i Stedet for at holde dem. Deraf kan et Blad ikke leve, thi selv om Redaktøren og Medarbejderne gør deres Arbejde gratis, saa er Trykning og Administration en kostbar Historie.
Men ét maa siges, at der er ikke mange Blade, der læses mere grundigt, thi der findes næppe en Trykfejl i Bladet, uden der indløber uartige Breve til Redaktøren, ikke at tale om harmfulde Skrivelser over de stærke Udtalelser, der kan findes der.
„De samlede Kvindeforeninger” opløstes imidlertid ved Misforstaaelsen forrige Vinter, og Bladet faldt da tilbage i Aktionærernes Hænder. Under alle disse forskellige Vekslinger har jeg stadig staaet som den ansvarshavende Redaktør, og har disse 7 Aar end været fulde af utrolig meget Bryderi og mange Overfald fra forskellig Side, saa kan jeg dog sige, Glæden har været større. Sikkerheden i min Tro paa Kvindesagens Berettigelse har gjort mig mit Arbejde let og fornøjeligt, og naar jeg nu ved dette Kvartalskifte nedlægger min Pen som Redaktør af Kvindebladet, er det mit Haab, at alle de mange, der har set med milde Øjne paa min Virksomhed og givet mig de opmuntrende Ord, naar Misforstaaelsen væltede over Bladet fra Kvinder selv, for hvem jeg arbejdede, at alle disse vil modtage mit lille Forberedelsesarbejde som et Grundlag for noget større og bedre. Mit Arbejde har kun væsentligt været det at grave dybt, det er derfor mit Haab, at der kan bygges højt, naar de rigtig store Bygmestre blandt Kvinderne vil give Møde.
Mange er de gode Navne, som har lagt Skuldre til i disse syv Aar baade i By og paa Land, og hvem jeg skylder stor Tak for trofast Samarbejde. Jeg kan ikke nævne dem alle, men vi har et fælles Haab, at vort Arbejde ikke har været forgæves.