Svigermødre

De fleste kommer ved det Ord, vi har valgt til Overskrift, maaské snarest til al tænke paa „Fliegende Blätter” eller andre Vittighedsblade, hvor det synes at være en uudtømmelig Guldgrube. Man kunde derfor finde det mindre vel overlagt at ville behandle dette Æmne her. Men i Virkeligheden hører det med god Ret hjemme her. En tysk Forfatter (en Mand) har i sin Tid fremhævet, at disse idelige hjerteløse Svigermødre-Vittigheder er et Tegn paa, hvor uægte den Ærbødighed i de fleste Tilfælde maa være, som saa iøjefaldende lægges for Dagen overfor Kvinderne - eller rettere overfor Damerne; thi en fattig Tjenestepige eller en Arbejders Hustru, som gennem lange Aar med sine Hænders Slid trofast har kæmpet for sine Børns Opdragelse, kan snarere vente sig Haan og Fornærmelser end Ærbødighed fra de samme Modeherrers Side, der mest ivrigt gør den fine Frøken deres Opvartning. Vi er fuldstændig enige med den tyske Forfatter og betragter Myten om Svigermødrenes Umedgørlighed som en af de ubegrundede Fornærmelser mod Kvinden, der desværre i saa stort Tal faar Lov til at ytres og bringes rundt i vort Samfund, uden at den offenlige Mening med Eftertryk vender sig derimod. Over for denne Betragtning vil man indvende, at det ikke blot er Svigersønnerne, der fører Klage over deres Svigermødre, men også Svigerdøtrene. Et Eksempel paa dette sidste foreligger i den litaviske Folkedigtning, hvis nationale Skæbne er saa ublid, ejer ikke blot et Sprog, der i sin nuværende Form, som det klinger den Dag i Dag fra Bøndernes Læber, næsten kan kappes i Ælde med Sanskrit, men besidder tillige en interessant Folkepoesi, som for en væsenlig Del frembringes af Kvinderne. Denne Poesi er af lyrisk Art, naiv som enhver Folkepoesi, men behersket af en ejendommelig fin og inderlig Tone. En ydre Ejendommelighed er den idelige Brug af kælende Formindskelsesord. Her finder man nu, hvor den unge Kvinde udtaler sin Sorg over at forlade Hjemmet, regelmæssige Klager over Svigermoderen, medens Svigerinderne roses, og Kærligheden til den Elskede faar et smukt Udtryk: „Vi kom kørende til Gaarden, til lille Svigermoders Port; jeg fik Øje paa min Ulykke ved Svigermoders Port. - Min Broder skal komme ud og drage sin Sabel og dræbe min Ulykke ved Svigermoders Port. - Min Broder kom ud og drog sin Sabel og huggede isønder Portens Fjæl, kun ikke min Ulykke.” „Jeg har fundet saa rare Svigerinder, jeg har faaet saa gram en Svigermoder”. „Ak, hvem skal varme mine Fødder og smaa Hænder? Hvem skal sige mig Kærligheds Ord? - Din Svigermoder skal varme dine Fødder og smaa Hænder; din Elskede skal tale Kærligheds Ord. - Naar Svigermoder varmer, græder jeg bittert; naar min Elskede taler, faar mit Hjerte Ro.” - Disse Udbrud beror ikke udelukkende paa specielt litaviske Bondeforhold. Men Skylden ligger ikke hos Svigermødrene, den maa søges i Kvindens underordnede Stilling i Forhold til Manden. Naar Hustruen er Mandens underordnede, ligger det saa overordenlig nær for Mandens Moder at ville overføre paa Forholdet til Svigerdatteren den Myndighed, som Sønnen indenfor visse Grænser ikke nægter hende; det kommer da til en idelig Indblanding i Ting, som Hustruen selv burde være Herre over, en Indblanding, der maaské er allermest uudholdelig, naar den angaar Smaating. Og netop den Kvinde, der selv har maattet lyde sin Mand, vil være allermest tilbøjelig til at kræve Lydighed af Svigerdatteren. Hustruens underordnede Stilling er ligeledes den virkelige Grund til Svigersønnernes Klage. Hustruens Lydighedspligt gør, at hendes Forhold til Manden selv i de bedste Tilfælde let bliver en hemmelig Krig om Magten. Hun har ingen Ret og kan ingen Ret erhverve, men derimod kan hun nok vinde Magt. Denne Kamp om Magten virker i mange Henseender demoraliserende; den indeholder en Fare for Sandhed og Ærlighed, forhindrer Fortrolighed (to krigsførende Magter viser ikke hinanden Fortrolighed) og bringer Manden til bevidst eller ubevidst at betragte Hustruens Moder som hendes Forbundsfælle imod ham. Hvis Forholdet mellem Hustruen og Manden derimod beroede paa en bestemt, formuleret og garanteret Ligeberettigelse, saa vilde alles disse Ulemper bortfalde, og Manden vilde uvilkaarligt se med venlige Øjne paa sin Svigermoder; thi hendes Ønske om sin Datters Lykke kan umuligt modarbejde Datterens kærlighed til ham. - Den væsenligste Grund til det daarlige Lov, Svigermødrene uforskyldt har faaet, er altsaa Hustruens Stilling i Forhold til Manden; men der er én Grund mere: Kvindens Udelukkelse fra Uddannelse og fra de fleste Stillinger, hvortil der kræves en bestemt Uddannelse. Denne Udelukkelse fremkalder det Misforhold, som Stuart Mill (The Subjection of Women” S. 183 i den engelske Udgave) har fremhævet med saa stor Styrke og saa megen Klarhed. En Kvinde, som har opdraget sine Børn og ikke mere har noget Husvæsen, der kan optage hendes Kræfter, bliver ubønhørlig overladt til Uvirksomhedens og Kedsomhedens Pine, med mindre en Datter eller Svigerdatter er villig til for hendes Skyld at renoncere paa sine egne Husmoderrettigheder, hvilket let drager nogle af de uheldige følger efter sig, som man med Urette giver Svigermødrenes Person Skylden for. Derfor bør Kravet om fri Adgang til alle sociale Stillinger og Kampen for at opnaa den højest mulige Uddannelse optages lige saa vel af de Kvinder, der er til Sinds at paatage sig en Hustrus Opgave, som af dem, der maatte synes bedre om at forblive ugifte.

Der førtes for nu snart et Aar siden en Strid om, hvilket Kampløsen Fremskridtets Venner blandt Kvinderne bør vælge, „Hvad vi vil” eller „Hvad vi kan”. Det er ubegribeligt, hvorledes denne Strid kunde opstaa. At Kvinden kan, at Kvinderne er modne og værdige til at indtage en fuldstændig ligeberettiget Stilling over for Manden, derom tvivler ingen, undtagen hvem der ogsaa tvivler om Solens Lys. Erfaringen har aldrig givet mindste Støtte for Paastanden om Kvindernes Mangel paa Ævne til Selstændighed, men godtgør atter og atter paa den mest uimodsigelige Maade deres Ævne dertil. Mon der ikke er mange Mænd, som, efter at have haft den Ulykke tidligt at miste deres Fader, senere som voksne maa erkende, at deres Moders Opofrelse og praktiske Dygtighed har

Skaffet dem en Opdragelse, der langt overgaar, hvad Faderen vilde have været i Stand til at yde?

Det er ikke Kvindernes Ævne men Kvindernes Vilje, der tvivles om. Hvis de ikke kræver Ligeberettigelse, tvivler man om, at de vil paatage sig Ligeberettigelsens Pligter. Netop en Programoverskrift som, „Hvad vi kan” kunde let komme til at klinge som en Trusel, som en Trusel om, at Kvinderne vilde gøre Krav paa Overherredømmet over Mændene.

Derimod har nærværende Blad atter og atter betegnet Kvindesagen som et Led af den demokratiske Sag og saaledes klart udtalt, hvad Kvinderne vil. Det gælder da fremdeles om at indgyde denne Vilje i alle, Mænd saavel som Kvinder. For at opnaa dette maa man paavise, hvorledes det paa alle Livets Omraader først og fremmest er Kvindens uretfærdige Stilling, som forhindrer, at et sandt menneskeligt Sindelag kan spire frem. Som et Bidrag til denne Paavisning har vi i Dag Grebet det første Omraade, som vort Øje tilfældigvis faldt paa. Paa et hvilket som helst andet Omraade vilde man kunne gøre ganske lignende Iagttagelser om Virkningen af kvindens Underordnede Stilling. Fra den Dag af, da Viljen til at forandre dette Forhold er til Stede, vil Menneskeslægten gaa en ny og skønnere Udvikling i Møde.