Svar til Carl Ewald.
Man maa give Indsenderen i "Fyns Tid." Ret i meget af hvad han siger i sin her i Bladet optagne Artikel, men efter min Mening er der Fejlsyn i den og Mangel af Forstaaelse af den dybe Trang i Kvindens Sjæl, som gør, at hun ønsker Ligestillelse med Manden.
Indsenderen mener, at hun skal oplæres til Haandværk, Handel, blive Kommis og Arbejdsgiver, oplæres til Jordemoderbestilling, til Massagist, ja naturligvis, deri er jeg enig med ham, men hvorledes faa Samfundssædvanen, Samfundsopfattelsen af, hvad der passer sig for en Kvinde, forandret. Hvorledes bibringe den fine Grosserer og den fine Haandværksmester den Tro, at det vilde være at gøre deres Døtre lykkelige, at lade dem staa i Lære som Butiksdrengen og blive Kommisser, at lade dem lære Faderens Haandværk ved at gennemgaa en Læretid og saa blive Svende, ja, gøre dem tusindfold lykkeligere, end de nu er det ved at gaa omkring, spildende deres kostbare Leveaar med ingen Ting at foretage sig, eller gaa lidt i Huset, gøre det mere som Tidsfordriv, end i Bevidsthed om at udføre en Gerning. Jeg tror, der vil løbe meget Vand i Stranden før det sker; ja, kan den ærede Indsender formaa de ufornuftige Forældre, som mene, at det er ukvindeligt at være en god Snedker, Skomager og Kjøbmand osv. til at forandre Signalerne, saa er der gjort et stort Fremskridt i Kvindesagen.
Men lad os nu sætte, at Kvinderne i en fjern Fremtid blev erhvervsdygtige paa alle Omraader, hvad nyttede det dem saa, naar de ikke havde Ligestillelse med Manden i det sociale og i det politiske Liv? De stod fuldmodne til at nyde hans Rettigheder, men Foden var lænkebunden, saalænge vore Statslove og sociale Vedtægter er uforandrede - eller tror Indsenderen, at vi ikke er saaledes beskafne, at vi vil arbejde med et Maal for Øje lige saa vel som den Mand, der uddanner sig til hvilken som helst Gerning, det være sig Aandens eller Haandens? Tror Indsenderen, at det er muligt for Kvinden at uddanne sig naar hun ved, at hun, naar hun har endt sin Uddannelse, ikke har Adkomst til at opnaa de samme Embeder, Bestillinger, Næringsbeviser som Manden - kort sagt - ikke har det in mente, at det samme Ansvar, de samme Pligter maa paahvile hende, de samme Rettigheder ydes hende, naar hun skal til at gøre det Lærte frugtbringende i det praktiske Liv.
Indsenderen mener, "det har kun lidt at sige", jo det har alt at sige, ja, det har saa meget at sige, at det er umuligt for os at arbejde med Frejdighed, med fuld Kraft; det er os ikke nok, at man har "Brug for os" og at vi "vinde Lønnen for vore Anstrængelser", - nej, vi vil have Lov til at arbejde for vor egen Skyld, til vor egen Tilfredsstillelse, fordi vi er Mennesker og vil have Lov til at vælge vor Livsgerning som frie Mennesker. Den Dag, det sker, vil der tilføres Samfundet store Værdier, og disse Værdier hedder - Kvindearbejde.
Jeg mener, at naar Kvinden fik politisk og kommunal Valgret eller med andre Ord, naar hun følte
sig hørende til Samfund og Stat, som et Menneske, der skulde udfylde sin Plads der, naar alle hendes Evner, som nu tildels ligger brak, blev taget i Brug af disse 2 Faktorer, naar hun følte sig som et uundværligt Led i den store Samfundskjæde, som et Væsen, hvis Evner og Kræfter blev taget med i Beregningen i den store Samfunds- og Statshusholdning, saa vilde al den Lediggang forsvinde, alle de smaa Bagateller, hvormed hun udfylder sin Tid, fordi der nu ikke fordres noget alvorligt Arbejde af hende, som skulde gøres, saaledes som det fordres af Manden, og saa drives hun selvfølgelig til at blive erhvervende. Man hører megen Tale om de tossede Kvinder, de forstaar dem paa intet uden deres eget Pjank og Stads, ja, desværre, det er saaledes med mange Kvinder, men det er ikke deres Skyld, det er Samfundet, der er Skyld i, at hun er bleven som en Askepot, at hun er udenfor Kursen, at hun ikke er regnet uden som et Appendix til Manden. Indsenderen gør nu dog, til Trods for, at de arbejde uden Ansvar som Borgere, Kvinderne stor Uret, naar han mener, at der ikke gives "arbejdsdygtige, arbejdsvante og arbejdskyndige Kvinder, thi der er mangfoldige Kvinder, som gør "disse ganske jævne Anstrængelser", som han mener, skal tilføre dem Frigørelse. Han kan ikke vel være aldeles blind for, hvor mange netop af middelstandens Kvinder der arbejde og erhverve i Egenskab af Kunstmalere, Billedhuggere, Lærerinder, hvor mange, der er ansatte ved Postvæsen, Telegrafvæsen og Telefon og mange andre Leveveje, samt hvor mange kvindelige Arbejdere, der gives, der er Tobaksarbejdere, Sølvpolerere, kvindelige Herreskræddere m. fl., ja, at disse sidste endog for at Vinde frem, har forstaaet at organisere sig i Fagforeninger. At Indsenderen ser "forbistret lidt til disse Anstrængelser", kan Kvinderne da ikke gøre for.
Indsenderen spørger, hvorfor Kvindesagsarbejdet, eller for at bruge hans egne Ord, - "de Bestræbelser, der gøres, for at skaffe Kvinden Frihed og Ret, - give saa forunderlig lidt Ekko", - ja, herpaa vil jeg blive ham Svaret skyldig, thi jeg er ligesaa forundret derover, som han er det, mon jeg er end mere forbavset, naar det synes som om Indsenderen vil give de forskellige Kvindeforeninger en Del Skyld herfor.
Han spørger saa venligt til Kvindevalgretsforeningen. Jeg takker saa meget. Jeg er saa heldig at vide noget om den, da jeg er dens Formand, skøndt jeg rigtignok har været syg i 4 Maaneder fra April af. - Kvindevalgretsforeningen er i Kjøbenhavn og allevegne, hvor der er Kredse. Det er en yderst demokratisk Forening med Fællesforfatning for alle Kredse. Delegeretmøde holdes hvert Aar, hvilket har den højeste Myndighed i alle Foreningens Anliggender. Denne Forening har Argusøjne, den ser til alle Sider, men den har rigtignok endnu ikke anskaffet sig nogen Trommeslager. Saa har Fru Nørlund, Næstformanden og Undertegnede i Sommerens Løb serveret adskillige Retter i Form af inciterende Artikler i Provinspressen, om de er spiste med Appetit, vides ikke. Valgretsforeningen har udsendt Opfordring til Indbyderne rundtom i Landet for at formaa dem til at danne Kredse, og da den ærede Indsender er i det Tilfælde, at han er Medindbyder til Kvindevalgretsforeningen, saa opfordrer jeg ham herved til at tage et godt Tag med i vort Arbejde derinde, især da jeg af hans Artikel i "Fyns Tid." i August Maaned ser, at han med saa megen Varme omfatter Kvindebevægelsen i sin Helhed.
Endnu kun dette - "de gode Krimier deklamere ikke", nej, de sætte al deres Tales Kraft, deres Hjærtes fulde Overbevisning i de Ord, hvormed de ville: vække og drage deres Lidelsesfæller - Kvinderne - deres naturligere Medarbejdere - Mændene - og "de gode Kvinder" maa blive ved længe endnu med at holde Foredrag, før de kunne faa den Glæde at tie stille.
Vi kan overhovedet ikke lade os foreskrive, hvorledes vi skal arbejde for at fremme vor Sag, om vi skal "oprette Kursus" og ”opspørge Lærepladser for Kvinder”, eller gøre 100 andre Ting. Indsenderen kan være overbevidst om, at vi gør mange praktiske Forsøg i Retning af Kvindeoplysning og Kvindefrigørelse, hvilket han vil blive oplyst om, naar han vil indmelde sig i vore Kvindeforeninger.
