Kvindesagen og Sproget.

Svar fra K. og H.

Vi kan fuldstændigt være enige med V. B. (se dette Blads Nr. 35) i, at det er „praktisk” at have forskellige Benævnelser paa Mand og Kvinde, ja vi gaar endnu videre og paastaar, at det simpelthen er nødvendigt. Derimod anser vi det ikke for nødvendigt, at tredie Persons personlige Stedord har forskellig Form efter Kønnet; denne Mening støtter vi paa den Iagttagelse, at der findes Sprog, som har opgivet denne Forskel. Derimod vilde vi anse det for ønskeligt at have et Stedord, som brugtes om Mennesker uden Hensyn til Kønnet. At der er Trang til et saadant Stedord, fremgaar deraf, at visse, danske Dialekter har gjort Tilløb til at indføre det. Paa Jysk bruges hyppig den om Mennesker, naar Kønnet skal være ubestemt, medens det om bestemte Personer hedder han eller hun. I Skriftsproget vilde der være Brug for et saadant Stedord, ikke blot, hvor der tales om en ubestemt Person - hvor hyppigt dette Tilfælde er, kan enhver let overbevise sig om, naar han eller hun blot vil tælle efter, hvor tit det forekommer hans eller hendes egen eller i hans eller hendes Bekendtes Tale og Skrift -; men der vilde ogsaa være Brug for det, naar Talen var om en bestemt, men ubekendt Person, der selv blot har betegnet sig med det fuldstændig kønsløse jeg vi vilde i saa Fald ikke f. Eks. under vor Omtale af V. B.s Modbemærkninger mod os atter og atter nødes til at udtrykke os ved Hjælp af et hun (han?) eller han (hun?).

V. B. har Ret i, at Endelsen -inde er indført fra Tysk, men Uret i den Anskuelse, at de nordiske Sprog skulde have den modsatte Tendens at aflede Hankønsformen af Hunkønsfomen. Det oldnordiske r, som V. B. omtaler, er jo ikke Hankønsmærke, men Nævneformsmærke (Nominativsmærke) og findes som saadant ogsaa i en Del Navneord af Hunkøn, ligesom det i de øvrige Forholds former udenfor Nominativ erstattes af andre Kasusendelser. Ser vi bort fra dette r, synes Stammen i det af V. B. anførte Eksempel at være ens i begge Køn. Men dette er et af de paa sprogligt Omraade meget hyppige Sansebedrag af samme Slags, som, naar vi tror, at syvende er afledet af syv ved Tilføjelse af Endelsen -ende, skønt et Blik paa Engelsk og Tysk (seven, sieben: seventh siebente) viser os, at det afledende Element kun er -de. Allerede i Oldnordisk selv findes der Tegn, som tyder paa, at Stammen oprindelig har været forskellig i Tillægsordene Hankønsform og Hunkønsform. Gaar vi et Skridt længere tilbage, til Gotisk (Sproget i den vestgotiske Bibeloversættelse af Ulfilas), finder vi denne oprindelige Forskel bevaret, og vi faar allerede her det Indtryk, som bekræftes ved Sammenligning med de længere ude beslægtede Sprog, at Hunkønsformen som sædvanlig er afledet af Hankønsformen. For saa vidt vilde vi altsaa være i Stand til at rense Sprogmændene for V. B.s Anklage, at de kun har vænnet sig til at anføre Ordene i Hankøn, fordi de vilde udmærke Hankønnet. Vi skylder imidlertid Sandheden at tilstaa, at V. B., bortset fra det urigtige Argument, har Ret i denne Paastand. Den nedarvede Rækkefølge Hankøn, Hunkøn, Intetkøn hviler ikke paa sproglige, men paa „filosofiske” Grunde og stammer fra en Tid, da den historiske Sprogforskning ikke eksisterede. Da denne ny Videnskab opstod i Begyndelsen af vort Aarhundrede, fremkom der Forsøg paa at indføre en anden Rækkefølge. Baade Rask og Westergaard benyttede - om vi ikke husker fejl - Rækkefølgen Intetkøn, Hankøn, Hunkøn, hvilket er den sproghistorisk korrekte Orden. At anføre Hunkønsformen først, som V. B. foreslaar, kunde maaské anbefale sig ved Fremstillingen af et enkelt givet Sprog, men denne Opstilling vilde ikke kunne gøre Krav paa at betragtes som historisk.