Nogle tidlige Arbejdere for Kvindens Frigørelse.

4. Andre Medlemmer af den skotske „W. S. A.”*)

Et andet Medlem af den oprindelige „W. S. A,” i Edingburg var Mrs. Nichol, født Elisabeth Pease, fra Darlington. Skønt hun er gammel og svag af Helbred, er hendes Interesse for alt, hvad der vedrører det almene Vel, usvækket. Hun sidder inde med ualmindelige Aandsevner, forenede med et begejstret Sindelag og stor Sympati med al Kamp for menneskelig Frigørelse. Paa Væggene af hendes Hus hænger talrige Portræter af William Lloyd Harrison og Joseph Mazzini tillige med andre Frihedsvenner. Den Sag, der synes at ligge hende mest paa Hjerte, er Anti-Vivisektionen; hun er en næsten lidenskabelig Dyreven og tror ikke, at der kan komme noget godt ud af noget ondt, eller at de mulige Vindinger for Videnskaben kan opveje de Lidelser, der uundgaaeligt bliver Dyrene til Del, og den Raahed, Vivisektionen naturnødvendig maa fremkalde hos sine Udøvere. For ca. 50 Aar siden var hun til Stede ved „The Worlds Anti-Slavery Convention”. Det var ved denne Sammenkomst, man nægtede at modtage Lukretia Mott som Delegeret. Det er desværre endnu almindeligt nok at se dem, der arbejder for en enkelt Samfundsklasses Frigørelse, opretholde det ønskelige i et vilkaarligt Tyranni mod andre Klasser, og der kan næppe tænkes noget sørgeligere. Det vilde ikke kunne tænkes i vore Dage, at der ved en Sammenkomst i Lighed med dette

Anti-Slaveri-Møde vilde kunne nægtes en Kvinde som Lukretia Mott at optræde som Delegeret under Paaskud af, at hun ikke var kompetent dertil, naar hun var retmæssig valgt.

Om de to Søstre Hunter kan jeg næppe tale fra et personligt Bekendtskab, men jeg har ladet mig fortælle, at de blev opdragne i den strengeste Konservatismes Skole og næppe nok vovede at udtale for andre end for sig selv indbyrdes de Tanker, der efterhaanden blev deres med Hensyn til Kvindens Stilling i Samfundet og andre dermed beslægtede Spørgsmaal. Et Avertissement i Aviserne, der sammenkaldte alle dem, der havde Interesse for den kvindelige Valgrets Bevægelse, førte til, at de sluttede sig til Edingburgs „W. S. A.”, der netop da blev grundlagt, og ved denne samme Lejlighed mødte de for første Gang Kvinder, der delte deres Syn paa denne Sag. - „Har vi virkelig oplevet en saadan Dag!” var deres Tanke, da de vendte tilbage fra dette første „W. S.” Møde. Fælles for begge Søstrene var en stærkt udviklet Evne til Medfølelse. Den Tanke, at noget Menneske skulde lide, var dem pinefuld. Naar de hørte, at nogen skulde paa en Ekspedition for at hverve Stemmer, forsøgte de altid paa det ivrigste at overtale Vedkommende til at tage en Vogn, en Varmedunk og en Mængde uldne Tæpper med sig. Denne Overtalelse lykkedes dog aldrig, thi dersom disse Stemmehververe ikke havde haft noget af de gamle Spartaneres haardføre Natur i sig, vilde de sikkert være bleven hjemme. - Den yngste Miss Hunter er død for mange Aar siden, og den ældste er nylig gaaet bort i en høj Alder.

Lige som andre Medlemmer af dette Samfund var Søstrene Craig dybt interesserede i enhver Kamp for Friheden, maaské navnlig i de italienske og irske Frihedskampe, og ingen har i højere Grad end de været interesserede i alt kvindeligt Fremskridt. Den ældste Miss Craig døde for nogle Aar siden. I saa høj Grad var disse to Søstre ét i Aand og Interesser, at det i nogen Tid; var vanskeligt for den Efterlevende at bære Livets Byrde uden Søsterens Kammeratskab og Sympati. Men hun arbejder endnu med usvækket Energi for sine Medmenneskers Velfærd og finder sikkert i sit Arbejde den bedste Trøst for sit Tab. Som et Eksempel paa hendes Godgørenhed kan fortælles følgende lille Tildragelse: En Mand, der fortalte, at han samlede Penge ind for „W. S.”, anmodede hende om et Bidrag. Da hun vidste, at der her maatte foreligge et Bedrag, fik hun ham arresteret, men Medlidenhed med Bedrageren overvældede hende, og da hun tænkte, at han maaské var sulten, fulgte hun efter ham til Politikontoret med Fødevarer, som hun nødte ham til at modtage. Manden udsonede sin Fængselsstraf, og da Miss Agnes Craig interesserede sig for ham og gerne vilde give ham en Lejlighed til at begynde et nyt Liv, ekviperede hun ham og betalte - saa vidt jeg véd - hans Rejse til Amerika. Hendes Bestræbelser var desværre forgæves; Manden var velkendt af Politiet i Edingburg og vendte snart tilbage til sin gamle Haandtering.

Mrs. Stephen Wellstood var en ihærdig Arbejder for Kvindernes Sag, saa langt hendes Kræfter strakte, og Dr. Agnes M Laren var ogsaa et meget nyttigt Medlem af Bevægelsen i hine tidlige Dage.

Blandt dem, der noget senere sluttede sig til Bevægelsen, maa nævnes Miss Jane Taylor, der rejste gennem Skotland og helt ud paa Orkney og Shetlands-Øerne og holdt Foredrag; ved sine dygtige og veltalende Henvendelser bidrog hun meget til Sagens Fremme ud over hele Landet.

Om Eliza Kirkland véd jeg ikke, hvad jeg skal sige, der kan give et nogenlunde rigtigt Begreb om det Arbejde, hun har ydet denne Sag. Igennem en Aarrække har hun været Sekretær for Edingburg Selskabet og har taalmodigt, med aldrig svigtende Iver arbejdet trods mange Vanskeligheder, og ikke forsømt noget, hvorved hun kunde haabe at fremme Arbejdet. Hun har i lige høj Grad interesseret sig for de smaa og tilsyneladende ubetydelige Møder som for de store Demonstrationer, idet intet, der vedrører eller i fjerneste Maade angaar Kvindesagen, er uvæsenligt i hendes Øjne.

I denne Bevægelse, som i alle andre Bevægelser, fremstaar adskillige Typer paa Reformatorer: Filantroper, der arbejder for andres materielle Velvære, Reformatorer, der arbejder for en abstrakt Idé, og de, der gennem en personlig Sorg har faaet deres Øjne aabnede. De, der i det foregaaende er blevne Genstand for en kort Omtale, hører væsenligt til Klassen: Filantroper. For dem selv personligt havde de intet at vinde, og i de fleste Tilfælde synes de ogsaa at være Kvinder, der ikke selv lider under Undertrykkelsens Aag. Det er for disse mindre heldigt stillede end de selv, at de arbejder og bestræber sig og søger at afskaffe Uretfærdighed øg Undertrykkelse. Disse Blade er blevne skrevne forgæves, hvis det ikke gennem dem er forstaaet, at den Egenskab, der har været fælles for de her omtalte Kvinder, har været en dyb, og vidtrækkende Sympati. Som andre Banebrydere har de foragtet blødagtige Vaner, og deres Tro paa det, for hvilket de har kæmpet, har været en levende Tro, der har influeret deres Liv. Dersom de, der vil høste, hvor hine har saat, kun viser sig dem værdige, dersom de har i deres Hjerter noget af den samme Hengivelsens Aand, der har animeret hine, hvor store Forandringer til det bedre vil Fremtiden da ikke faa at se.

Intet menneskeligt Væsen, Mand eller Kvinde, lægger sit Lod i Vægtskaalen for en Sag, der fra først af kun møder Vrede og Latterliggørelse, uden at have stærke Følelser for den, og dog kan man ikke se tilbage paa denne Valgrets-Bevægelse uden at føle sig slaaet af det Maadehold og den Hensynsfuldhed, hvormed den er bleven ført frem. Dette er kun at pege paa en Kendsgerning, der i sig hverken indeholder Ros eller Dadel, men den synes næppe at bekræfte den almindelig udbredte Idé, at Kvinder skulde være særlig tilbøjelige til at lade sig rive med af deles Følelser.

Denne Bevægelses Fremgangsmaade i Storbrittannien inaa vinde Anerkendelse, naar den bliver sammenlignet med samme Bevægelses Fremgangsmaade paa flere andre Steder. I et fransk Selskab, til hvilket jeg en Tid var knyttet, og som havde et lignende Formaal, var den Streng, paa hvilken der bestandig var slaaet: Fordringen om „lige Ret” for Mand og Kvinde; I Storbrittanien hører man sjældent Ordet „Lighed”; Ordet „Rettigheder” høres aldrig. Med Spørgsmaalet: „lige menneskelige Rettigheder” i Baggrunden har disse Selskaber holdt sig til det mindre inspirerende Tema, der ligger i Spørgsmaalet: „Er det retfærdigt at tage Kvindernes Arbejde, uden at give dem en Repræsentation i Stat og Kommune?” -

Eller man har fremdraget Tilfælde af Haardhed og Undertrykkelse, der har haft sin Rod i eksisterende Love. Og denne Metode har vist sig at være overordenlig vellykket. Vi er naat langt forud for den Tid, da Mary Wollstoncraft blev overdænget med Spot, fordi hun paastod, at Kvinder burde have en ordenlig Uddannelse. Længe efter den Tid maatte Mary Sommerville stjæle sig til at læse Matematik. Jeg tror, det var Jane Austen, der plejede at kaste et Haandarbejde over sine Manuskripter, naar hun blev overrasket af en indtrædende Gæst, og omtrent paa samme Maade gik det Harriet Martineau i hendes Ungdom. For 30-40 Aar siden var en Kvinde utilstrækkelig som Vidne ved en Underskrift. At en Kvinde skulde søge Universitetsuddannelse, var endnu for kort Tid siden saa vild en Idé, at man ikke en Gang turde tale alvorligt derom. Nu har Kvinden Indflydelse paa Skolevæsenet, Adgang til mange Universiteter og deltager i Udøvelsen af forskellige Haandværk. For 20 Aar siden var det dristigt af en Kvinde at overvære et politisk Møde, da sligt den Gang blev anset for mærkværdigt. I Dag spiller Kvinden en vigtig Rolle i Politiken og anerkendes og opmuntres, mere eller mindre, af alle politiske Partier.

Alle, der har arbejdet nogen Tid i Valgrets-Bevægelsen, véd, at disse Fremskridt for en væsentlig Del skyldes denne Bevægelses Agitation. Men - der er Punkter, hvor der intet er opnaaet, og intet kan opnaas, før en politisk Frigørelse er vundet. At den vil vindes i Løbet af nogle faa Aar, kan ingen være i Tvivl om, der kender de sidste Aars Historie og ser, i hvad Retning Udviklingen gaar, og hvorledes Fordomme overvindes. De Modstandere, der vil forsøge at hindre denne Reform, kunde lige saa godt forsøge paa at hindre Jorden i at gaa sin Gang omkring sin Akse. De, der begyndte Arbejdet, vil se Friheden vundet, og kommende Slægter vil høste Sejrens modne Frugter. Dog disse banebrydende Arbejdere er ikke uden Belønning; de har i begejstret Tro set Sejrens Dag komme, og de har i Aanden deltaget i Sejrens Glæde. De har været uselviske nok til med den engelske Digter at kunne sige :

„What matter I or they,

Mine or anothers day,

So the right word be said,

And life the sweeter made.”

*) „W. S. A.” „Woman-Suffrage-Association”, d. e. „Kvindelig Valgretsforening”.