« Tilbage til søgeresultaterne

Fra vor Brevkasse.

Af: Johanne Meyer

« Se emneord

Ærede Fru Redaktør.


Med stor Sorg har jeg læst, at Kvindebladet „Hvad vi vil” skal inddrages. I det Aar, jeg har kendt Bladet, har jeg læst det med den største Interesse. Hver eneste Artikel, og ikke mindst hvad De skrev, fængslede og greb mig; jeg lærte derigennem end mere at kende vor Stilling i Samfundet og vore Pligter mod det og mod os selv, og derfor føler jeg Trang til at bringe Dem, Frue, og Deres Hjælpere min varmeste Tak. Men forinden jeg nu maa tage Afsked med Dem og Kvindebladet, bedes De, Frue, give mig og andre fjerntboende Kvinder, der ikke kan nyde godt af Deres og andre erfarne Kvinders Ord, et lidet hjælpende Vink om, hvorledes vi nu kan fortsætte Livet i og for den Sag, vi har faaet kær. De ældre, der har kendt og arbejdet for Kvindesagen i flere Aar, ja, de véd sikkert nok, hvor og hvorledes det Liv, de lever, kan hente ny Næring, men ikke saaledes for de unge, ny for Sagen, men derfor ikke mindre optagen af den. Vi trænger til at høre erfarne Kvinders Mening, Raad og Opmuntringer, og naar vi er hensatte paa Steder, hvor der ingen Kvindeforening er eller kan trives, saa er vi ene henviste til Bladene, naar vi vil vide noget om, hvordan det staar sig til her i Verden med kvindesagen. Derfor bedes De, Frue, være saa venlig at sige mig og andre ligestillede gennem hvilket Blad vi nu kan høre og læse om den Sag, vi har faaet kær.


Ærbødigst


J. O., Lærerinde.


Svar.


Det har naturligvis glædet mig meget at modtage en hel Del Breve af lignende Art som ovenstaaende, og naar saa godt som alle vore Dagblade i deres Meddelelse om, at Kvindebladet gik ind, har citeret mine Ord, hvor jeg siger: „Kvinderne er Kvindesagens værste Fjender,” saa er dette løsrevne Citat, skønt det er korrekt, aldeles misvisende; thi det vilde jo være ret meningsløst, om jeg vilde mene alle Kvinder, naar jeg selv er Kvinde, og det er en Kendsgerning, at der ikke alene ved Kvindebladet, men ogsaa i Kvindeforeninger er gjort et ret betydeligt Arbejde af Kvinder for Kvindesagen, ikke at tale om, at der længe før jeg tiltraadte denne Virksomhed, har været Kvindeforeninger og været udgivet Kvindeblade. Dog haaber jeg ikke, at denne Misforstaaelse vil skade det gode Forhold mellem mine Venner og Medarbejdere i Kvindesagen, som sikkert ikke har arbejdet med mindre Energi og Opofrelse end jeg selv.


Ovenstaaende Brev har glædet mig dobbelt, fordi det er en ung Dame, der har skrevet det, thi det er jo netop blandt de Unge, der hidtil har været sporet mindst Tilslutning.


De spørger, ærede frøken, hvorledes De nu skal fortsætte Livet i og for den Sag, De har faaet kær? Først skal De altid bære Sagen i Deres Hjerte, elske den og søge igennem Deres egne Tanker og Refleksioner at trænge dybere ind i Kærnen og Forstaaelsen af denne Menneskehedens største Sag - Harmoni mellem Kønnene. Saa véd De nok, at hvad Hjertet er fuldt af, det løber Munden over af. De vil da selvfølgeligt ikke kunne lade være at blive Præst for den Kærlighed, De bærer i Deres Hjerte, De vil ikke kunne undgaa at komme til at tale til Deres Nærmeste herom, med Deres Familie, Venner og Bekendte. Under Striden for Retfærdigheden vokser Retfærdighedsfølelsen i vort eget Bryst, den svulmer til Harme, den bliver til en Kærlighedens Stormagt, der flytter Bjerge. Men det er endnu ikke nok, De maa samle og organisere. Blot De kan samle 5 - 10 Kvindesagsvenner, danner De en Kvindelig Fremskridtsforening. De har maaské ikke Raad til straks at leje Lokale, saa kommer De blot ugenlig eller maanedlig sammen for at tale om Deres Sag. Der findes sikkert ogsaa en eller anden oplyst Mand i Deres lille By, som vil holde Foredrag for Dem og række Dem en Broderhaand til Kamp for Kvindesagen, som er ikke alene Kvindens, men ogsaa Mandens Lykke.


Saa spørger De om Blade. Der findes i Øjeblikket ingen Kvindeblade, men der findes derimod flere Tidsskrifter, udgivet af Kvinder, f. Eks. „Kvinden og Samfundet”, redigeret af Frk. Elisabeth Grundtvig, „Bog og Naal”, redigeret af Frk. Th. Lang, det norske Tidsskrift „Nylænde”, redigeret af Frk. Gina Krog.


Endnu en Gang Tak for alle de mange venlige Breve, der er indsendte til Kvindebladets Redaktør i Anledning af Bladets Ophør. Vi vil ikke, fordi Bladet gaar ind, ophøre at arbejde for Kvindesagen.


Johanne Meyer.



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner