En opgave for Afholdsfolk.
Den store Del af dygtige og fremragende Personligheder, der i de senere Aar har sluttet sig til Afholdssagen, lader os formode, at Afholdssagen ikke i Længden kan blive staaende ved den negative Opgave: „rør ikke, smag ikke spirituøse Drikke”, thi hvor nødvendigt dette Arbejde end har været, saa er der en positiv Opgave, som nu trænger sig mere og mere ind paa Livet. Ja, et Drankerasyl, vil man svare. Ogsaa det vil have stor Betydning, om Afholdsfolkene kunde faa et saadant indrettet. Det er godt at bygge Hospitaler for de Syge, men det er bedre at kunne bevare Sundheden, saa Hospitalerne er overflødige. -
Hovedopgaven for Afholdsfolkene er derfor at finde en Drik, der fuldt ud erstatter Øllet og Vinen og bliver baade en Lædskedrik og en Sundhedsdrik uden det skadelige Alkohol.
Haveudstillingen i Tivoli i disse Dage har peget hen imod en Mulighed.
Gartnerforeningen har haft Ære af sit Arbejde, de Resultater, der her forelaa var ligefrem storartede, og ad Aare med forøgede Anstrengelser vil det give endnu smukkere Resultater.
Ikke dens Frugtvin er en Bøsning, thi der er ikke stor Forskel paa den og udenlandsk Vin, i alt Fald er Priserne saaledes, at den ikke vil kunne erstatte Øllet. Men den Højde af Værdi og Godhed, som Dyrkningen er naaet til, siger mere. De Resultater, som Gartnerforeningen har indvundet, maa blive hver Mands Eje, saaledes at vore Haver paa Landet bliver en ganske anderledes Indtægtskilde, end de er i Øjeblikket. Al den Frugt, der nu tøndevis falder ned fra Træerne og gaar i Jorden som Gødning, maa samles op og kunne presses til Æblemost paa Tønder, som Familien Aaret rundt kan tappe af som Lædske- og Sundhedsdrik. Med andre Ord, vi maa kunne finde en Drik, der kan træde i Øllets Sted i Billighed og Godhed.
Det er en almindelig kendt Sag, at man kan helbrede Drankere med Æbler; der findes i Frugten en Lægedom og et nervestyrkende Middel, som erstatter det stimulerende, som Vin, Brændevin og Bajersk Øl indeholder.
Her ligger en stor Opgave for Afholdsfolkene.
Lad Afholdsforeninger udsætte en Præmie for Opfindelsen af en Æbledrik eller en saa billig Frugtvin, at den gaar ned i Pris med det bajerske Øl, og hvis Tilberedelse bliver saa simpel, at enhver Bondekone paa Landet kan lave den. Naar vi har fundet denne Lykkedrik, presset af vore egne Havefrugter her hjemme, lønner Afholdsfolkene en Mand eller Kvinde - eller flere - til at rejse rundt i Landet paa alle Gaarde eller hvor man ønsker det og give gratis Hjælp og Anvisning til Drikkens Tilberedelse. Det skulde ikke være blot en Spekulant eller en Reklamemager, der tog Opfindelsen, men denne skulde blive hver Mands Eje. - Kvinderne maa her ikke mindst bryde deres Hoveder med denne store Samfundsopgave.