Erhvervsfællesskab eller fuldkomment fællesskab?
I nr. 2 af dette blad gjorde Hr. overretssagfører Høgsbro nogle indvendinger mod mit forslag om fuldstændigt formuefællesskab mellem ægtefæller og opfordrede mig i sit stykke til at svare derpå, og jeg vil derfor ikke lade sommeren ligge imellem, inden jeg svarer.
Hvorvel jeg godt kan se, hvad der kan tale for hr. Høgsbros forslag om kun at udstrække fællesskabet til erhvervet, må jeg dog fastholde den mening, jeg udtalte i nr. 1 af "Kvinden og samfundet", at fuldstændigt fællesskab er det eneste, der stemmer med ægteskabets idé. Hr. Høgsbro finder, det støder hans retsfølelse, at "manden skal kunne forbyde sin kone at sælge den gård, hun ejede for vielsen osv." (side 36), men det støder min retsfølelse, at manden skal kunne sælge den gård, han ejede for ægteskabet, og som hans hustru og börn nu lever af, for at anbringe sine penge på en dårlig, ufornuftig måde, hvorved de måske bliver forødte, og familjen bragt i trange kår, uden at hustruen skal kunne forhindre det. Det synes mig at være ægteskabets styrke, at der skal være to viljer om at bestemme alt; saa tör man håbe, at den ene vil holde igen, hvis den anden er en projectmager, være sig nu mand eller hustru. Jeg synes ikke, det blandt ægtefolk gælder om, at den ene skal kunne værge sin formue mod den andens overgreb, men at de bægge skal kunne værge hjæmmet mod den andens overgreb, ligegyldig fra hvem formuen eller gården fra først af er kommen. Når en kvinde er bleven moder under den forudsætning, at der var et hjæm, som hendes börn kunde opvokse i, er hun berettiget til at nedlægge indsigelse imod, at dette hjæm ødelægges af manden, hvis han er ødeland. For mig står det således, at fra det øjeblik to mennesker har giftet sig med hinanden, kan og bör der ikke mere være tale om, fra hvem den gård, de penge eller hvad andet, de lever af, kom, ti de har dannet et fælles hjæm, som opretholdes ved bægges arbejde, og som bægge bör have lige rådighed over.
Med hensyn til bodeling, da synes jeg ikke, adgangen dertil bör være så let, som hr. Høgsbro foreslår, ti ægtefolk har godt af at vide, at de skal komme ud af det med hinanden, og at de ikke kan klare enhver indbyrdes vanskelighed ved bodeling. Skulde jeg - skønt ikke retskyndig - foreslå noget, vilde dette blive, at tilladelse til bodeling kun kunde fås, hvis enten bægge ægtefæller var enige om at ønske det, eller den, der ønskede det, kunde bevise, at den anden ødede pengene eller på anden måde handlede uforsvarligt med deres fælleseje. Stilles der ikke slige indskrænkninger, vil den ene ægtefælle jo altid kunne true den anden med bodeling, såsnart der kommer en kurre paa tråden. Ved en mindre let adgang til bodeling hindres jo også det misbrug, hr. Høgsbro har for øje, at den uformuende ægtefælle, der havde giftet sig med en formuende, dagen efter vielsen skulde begære bodeling for at komme i besiddelse af halvdelen af den andens formue.
Hvad i det hele bodeling angår, da synes det mig, der må findes en retfærdigere form end den, der nu er gældende i Sverige. I følge den deles jo alt, hvad der ikke ifølge ægtepagt eller særlig lov er særeje, lige, og hver af ægtefællerne får rådighed såvel over sin halvdel af fællesformuen som over sit eget erhverv. Men derved fremkommer aldeles den samme uretfærdighed overfor hustruen som ved særeje - principet, idet hustruens erhvervsævne - sålænge samlivet varer - er optaget i det fælles hjæm og også kommer manden til gode, mens mandens erhvervsævne, der repræsenterer rede penge, efter bodelingen er uafhængig af hjæmmet. For at retfærdigheden kunde ske fyldest, måtte der altså træffes en bestemmelse, hvorved hustruen - som erstatning for, at hun giver afkald på frugtbargörelse af sin erhvervsævne til fordel for det fælles hjæm - fik ejendomsret og rådighed over en del af mandens erhverv, hvilket vel at mærke ikke er det samme som at manden skal svare "det nødtørftige" til familjens underhold. Fandtes ikke en sådan bestemmelse, vilde manden jo i de forhold, hvor ingen formue fandtes, men familjen levede af hans erhverv, göre klogest i - hvis adgang til bodeling var så let som af hr. Høgsbro foreslået - snarest mulig at kræve bodeling for at blive enerådende over det eneste, der var at råde over: hans erhverv.
Så vidt jeg kan forstå, er det hr. Høgsbros mening, at deling ved skilsmisse bör foregå efter
særeje-principet. Dette kan se meget retfærdigt ud, men jeg holder dog bestemt på at der bör deles efter fælleseje-principet, idetmindste nar ægtefællerne har været et vist antal år gifte. Sæt at en fattig pige gifter sig med en rig mand, men han behandler hende således, at hun nødes til at lade sig skille fra ham. Deles der så efter særeje-principet, vil hun intet få, selv om hun har slidt sig op i arbejde for det fælles hjæm. Er det ikke retfærdigere, at to ægtefæller, som har delt ondt og godt med hinanden i mangfoldige år, derved bægge har erhvervet ejendomsret over det fælles hjæm, ligegyldig fra hvem det fra først af er kommet?
Må jeg tillade mig endnu et par bemærkninger, som ikke bestemt sigter til hr. Høgsbros stykke, men dog vedrører hele det omhandlede spørgsmål. Der er mundlig blevet rettet en anke mod mig, fordi jeg ikke i min artikel i nr. 1 af "Kvinden og samfundet" mere omstændelig havde fremført, hvorledes jeg tænkte mig formuefællesskabet mellem ægtefæller udført i virkeligheden. Jeg må hertil bemærke, at da jeg ifjor hørte hr. Zeuthens foredrag om hustruens retsstilling, var hele ægteskabsspørgsmålets retslige side aldeles ny for mig. Men medens jeg hørte foredraget og senere da jeg tænkte over det, kom det til at stå klart for mig, at der ved det af hr. Zeuthen foreslåede særeje-princip skete en uret mod hustruen. Og denne overbevisning modnedes hos mig ved at høre forhandlingen mellem ham og hr. Høgsbro efter dennes foredrag og førte til, at jeg ønskede for kvindesagens venner at fremsætte mit syn paa denne sag. Jeg var - og er - dog ikke tilstrækkelig inde i sagens retslige side til at kunne fremsætte et forslag, der går i enkeltheder; det er kun det almindelige grundsyn: fælleseje med fællesråde, jeg vil hævde som det rette.
Senere har jeg imidlertid haft den store fornøjelse at göre mig bekendt med professor E. V. Nordlings forslag "Om makars egendomsrätt*) og professor Goos afhandling om" Kvindens retlige stilling i Danmark**), der går ud på det samme som mit lille stykke, og det har været mig en inderlig glæde at se, at jeg har to så fremragende retslærde på min side. Jeg bringer dem herved begge min varmeste tak for deres fintfølende forståelse for og anerkendelse af en husmoders arbejde. - Det er imidlertid kun prof. Nordling, der fremsætter et bestemt forslag. Inden jeg gengiver dette, vil jeg blot forklare dem, der ikke véd det i forvejen, at de to forskellige måder, paa hvilke fælleseje-principet kan gennemføres, er enten at bægge ægtefællerne har lov til hver for sig at pådrage boet gæld, indgå retshandler osv., eller at ingen af dem har lov dertil uden den andens samtykke. Prof. Nordling går en mellemvej: han erklærer bægge ægtefællers samtykke nødvendigt til enkelte bestemmelser, men i andre tilfælde mener han, at hver ægtefælle bör have lov at handle på egen hånd. Hans forslag går ud på følgende: i) Bægge ægtefæller må oppebære og inddrive fordringer samt erhverve løsøre og fast ejendom. 2) Afhændelse af rørligt gods, som er gjort af den ene af ægtefællerne, er gyldig, så snart køberen har fået genstandene i sin besiddelse - hvis ikke, kan den anden ægtefælle lade købet gå tilbage. 3) Til afhændelse, pantsættelse osv. af fast ejendom kræves bægge ægtefællers samtykke. 4) Hvad gælden angår, da kan både mand og hustru med gyldig virkning indgå forpligtende retshandler uden den andens samtykke.
Endelig foreslår han, at hver af ægtefolkene skal kunne kræve bodeling når som helst.
Dette er professor Nordlings forslag. Jeg har desværre ikke studeret retsvidenskab og savner derfor ævne og berettigelse til at dömme om forslagets enkeltheder og i det hele til at tale med om denne sag på anden måde, end jeg har gjort: hævde det grundsynspunkt, hvorfra der må gås ud, nar man ikke skal göre hustruen uret. Men som man vil have set af mit ovenstaaende svar til hr. Høgsbro, tror jeg ikke, det vil være godt, om adgangen til bodeling er så let, som prof. Nordling har foreslået.
Mod fælleseje-principets gennemførlighed er der tit indvendt, at det er ubrugeligt i handelsforhold Jeg vil dertil bemærke, at der ingen mening er i, at vi alle skal leve under uretfærdige love for handelsmændenes skyld. Og jeg vil göre opmærksom på, at det står alle handelsfolk frit for inden ægteskabet at indgå ægtepagter som indretter formueforholdet på den for handelsomsætningen mest praktiske måde. - Den almindelige lov bör være retfærdig og i overensstemmelse med ægteskabets idé - så kan de, for hvis forhold den ikke passer, oprette ægtepagt.
Til slutning kun dette til kvindesagens venner: alle, som har interesse for, at ægtefællers formueforhold ordnes på en retfærdig måde, bör göre sig den ulejlighed at sætte sig grundig ind i dette sporgsmål; og jeg vil derfor opfordre alle ikke-sagkyndige til at læse professor Deuntzers familjeret, (eller idetmindste dele af den) og de ovenfor nævnte afhandlinger af prof. Nordling og prof. Goos.***) - Kun når spørgsmålet bliver almindelig bekendt og drøftet, kan man håbe, at det vil få den rette løsning, og særlig vi kvinder, hvem sagen angår, bör ikke holde os udenfor drøftelsen!
*) Andra nordiske juristmotet, Stockholm 1875.
**) Det nittende århundrede, okt. - dec. 1876.
***) Endvidere indeholdes værdifulde oplysninger i Frederik Beyers bog „Om ægtefællers formueretlige ligestillelse”, der koster 3 kr., men som medlemmer af „Dansk kvindesamfund” kan få til halv pris ved henvendelse til boghandler J. Lund, Kronprinsensgade, 7. Kjøbenhavn K.
