« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 25. marts 1947

« Se emneord

Udskrift af Forretningsudvalgets Protokol.
Aar 1947 d. 25. Marts afholdtes F.U.Møde paa Kontoret, Niels Hemmingsensgade Nr. l0, Kl. 16.

Tilstede var Landsformanden, Fru Ingrid Larsen, Alma Andersen, Karen Margrethe Vilstrup, Inga Dahlsgaard, Magda Andersen, Johanne Fisker og Fru Høst Neerup.

Før Dagsorden:
1) De forenede Nationers Kontor havde sendt en Skrivelse fra New York hvori de meddelte, at man kunde faa mange Brochure og Dokumenter om de forenede Nationers Arbejde, f.Eks. paa Engelsk et complet Sæt af ”the charter”, ved Henvendelse paa deres Kontor i København, St. Kongensgade Nr. 60, 3.

2) Der var udsendt Forespørgsel fra Kontoret, hvorvidt de Hovedstyrelsesmedlemmer og Suppleanter, som var paa Valg vilde modtage Genvalg. Af de efter § 7 b valgte, er Astrid Badstue villig til at modtage Genvalg, medens Gudrun Buchreitz paa Grund af Sygdom maa trække sig tilbage. Af Suppleanterne er Lissie Elsass Fridericia og Bibliotekar Dagny Mortensen villige til at modtage Genvalg. Dagny Hove Nielsen har ikke svaret og Harriet Daugaard ønsker ikke Genvalg paa Grund af at hun bliver 60 Aar. Af de under 7 C valgte er Alma Andersen villig til at modtage Genvalg. Landsformanden, Fru Ingrid Larsen er villig til at modtage Genvalg, dog ikke som Landsformand. Af Suppleanterne er Birgit Begtrup, Johanne Fisker, Inga Dahlsgaard og E.M. Ross villige til at modtage Genvalg.

3) Skrivelse fra Formanden for Landsudvalget til Forberedelse af en videnskabelig Husholdningsundervisning ved Aarhus Universitet med Tak for de 2 Værelser, der var stillet til Raadighed for det fremtidige Kvindekollegium i Aarhus for Gyrithe Lemches Fonden.
Hulda Pedersen mener nu, at der skulde være nogenlunde Sikkerhed for 40 Værelser, saaledes, at det nu lysnede, da Kollegiet skulde indeholde ca.50.

4) Læge Karen Frandsen havde skrevet om snarest at sætte os i Forbindelse med den danske Lægeforenings Formand, Dr. Gullestrup, der var i København til Forhandlinger med Sygekasserne. Kontoret ringede straks til Hotel ”Hafnia”, hvor han boede, men Dr. Var rejst samme Morgen, og Forhandlingerne mellem Lægerne og Sygekasserne i Jylland var sprængt. Vi var klare over, at Distriktsmødet for 5’ Distrikt skulde være i Give i Aar, og mente saa, da vi havde faaet oplyst, at Forhandlinger først vilde blive optaget om ½ Aar, at vi vilde anmode Dr. Frandsen til selv at tale med Dr. Gullestrup før eller efter Distriktsmødet.

5) Lektor Signe Wennberg, Formand for Helsingborgs Fredrika Bremer-Förbundet, havde indbudt Dansk Kvindesamfund og Dansk Kvindesamfunds Ungdom til et weekend-Møde paa Örenäs ved Helsingør d. 26-27. April. Der vistes stor Interesse for Mødet for Ungsommen og andre, og Landsformanden vil nu gaa i Nationalbanken, og forsøge at faa Valuta til Mødet ca. 25-30 Kr.

6) Landsformanden var indbudt til Møde i Kvindernes Bygning d. 22/4, hvor der skulde vælges Næstformand og 2 Styrelsesmedlemmer og forespurgte om vi fra D.K. kunde gaa ind for Genvalg, da alle 3 stod for Valg.

De paagældende er Øjenlæge Estrid Hein, fhv. Raadsmand Frydensberg og Mary Johansen. Man enedes om at godkende Genvalg.

Dagsorden:
1. Hovedstyrelsesmødets Data.
2. Regnskabet
3. Bladet
4. Landslotteriet
5. Forbrugerraadet
6. De pensionerede Enker
7. Meddelelser:
a. Handelsministeriet
b. Titulaturer
c. Forskolelærerinder
d. Henvendelse ang. Skattefradrag for gift Kvinde.
e. Forespørgsler ang. Sydslesvigsspørgsmaalet
f. Forespørgsel fra Flensborghus Bogsamling
g. Ungdomsmødet i Prag
h. Udstilling af kvindelige Kunstneres Arbejder.

1. Hovedstyrelsesmødets Data. Hovedstyrelsesmødets Dato fastsættes til d. 20. April Kl. 10, med forudgaaende Legatudvalgsmøde d. 19/4 d.A.

2. Regnskabet. Alma Andersen forelagde Regnskabet og redegjorde for alle Posterne. Det blev godkendt af F.U., og vil blive forelagt paa Hovedstyrelsesmødet d. 20/4 d.A.

3. Bladet. Formanden for Udvalget, Magda Andersen meddelte, at vi har forhandlet Papirsituationen med Bogtrykkeren, som har meddelt os, at han har Papir til og med Juli Bladet. Vi venter en Forhandling om Spørgsmaalet med Bogtrykkeren i den nærmeste Fremtid. Ang. Annoncerne har yi haft en Forhandling med Badenhoff, der meddelte, at Annoncetegningen i Øjeblikket ligger meget vanskeligt. Vi aftalte med Badenhoff, at der skulde gøres et alvorligt Fremstød for at faa flere Annoncer i Bladet.

4. Landslotteriet. Formanden, Magda Andersen, oplæste Regnskabet, saaledes, som dette var afleveret til statsaut. Revisor Frk. Lyngby. Beretningen om Landslotteriet vil blive givet paa Hovedstyrelsesmødet.

5. Forbrugerraadet. Landsformanden redegjorde for Forbrugerraadets Møder, og omtalte indgåaende de Forhold, der var kommet frem indenfor Forbrugerraadet i Anledning af det af Mary Atlung og Københavns Husmoderforeninger foretagne Demonstrationstog til Regering og Rigsdag. Alle indenfor Forbrugerraadet havde taget Afstand fra Toget, hvad ogsaa var kommet frem i Pressen, men ikke i Radioen, hvad F.U. mente vi burde opfordre Forbrugerraadet til at protestere imod, da Radioen havde taget Københavns Husmoderforenings Udtalelse. Ved det følgende Møde, hvor Forbrugerne var samlet for at tage Stilling, dels til Demonstrationstoget øg dels til en Samtale med Statsministeren næste Dag, hvor de forskellige Organisationer kunde udtale sig, protesterede flere Organisationers Formænd mod, at Fru Atlung kom med, idet de udtalte, at hun jo havde været der een Gang, og vi havde taget Afstand fra det af hende anførte Tog offentligt i Pressen. Formanden, Bodil Begtrup, og andre Organisationsformænd mente det var bedst efter at have protesteret mod Toget, at der nu skulde ses stort paa det for Sammenholdets Skyld mellem Kvinderne. De 3 Repræsentanter for de egentlige Kvindeorganisationer, de danske Husmoderforeninger, de samvirkende Husholdningsforeninger og Dansk Kvindesamfund var dog i deres Udtalelser meget uvillige til at gaa til Statsministeren sammen med Fru Atlung. Nogle af de tilstedeværende optog det, som om Ingrid Larsen vilde gaa med, hvad hun protesterede imod, da hun udtalte under Mødet, efter at Mary Atlung havde nægtet at blive hjemme fra Mødet hos Statsministeren, "at saa gav hun Afkald", og at Ingrid Larsen paa Bodil Begtrups sidste Opfordring, før hun gik, der lød: "saa kommer De 5 Minutter i 2 i Morgen paa Christiansborg", svarede: "Gør jeg det?". Landsformanden forlod Mødet lidt før det sluttede for at naa Toget.
Næste Formiddag ringede Fru Villemoes Andersen og Fru Dahlerup Petersen fra et Møde i Husholdningsraadet, de var til, at de havde bestemt sig til ikke at gaa med, og Ingrid Larsen havde lige talt med Alma Andersen om Spørgsmaalet og besluttet heller ikke at gaa med.
Dette blev Kl. 12 ringet til Bodil Begtrups Bopæl. Det er ikke Landsformandens Mening at sprænge Forbrugerraadet, men hun fandt det uforeneligt, samtidig at protestere og alligevel følges med Mary Atlung, og tror, at det er rigtigt, at vi har stillet os saaledes.
Paa Forespørgsel fra Fru Høst-Neerup ang. Kødrationeringen, om Ingrid Larsen var gaaet ind for den, svarede hun "Ja, det er jeg".
Saavel Fru Høst-Neerup som Inga Dahlsgaard udtalte, at saa vilde Landsformanden næppe blive valgt som Husmødrenes Repræsentant, da en meget stor Del af Husmødrene var yderst utilfredse med den kommende Ordning. Hertil svarede Ingrid Larsen, at hun i alt, hvad hun havde deltaget i, altid kun havde taget Hensyn til, hvad der gavnede den lille Husmoder fra Sidegaderne, og hun mente at have handlet, som det var bedst for dem. Da Kødmængden paa Grund af Englandsaftalerne og det betydelig mindre Svinehold paa Landet vilde gaa ned, vilde enhver Ordning blive mødt med Uvillie og Utilfredshed hos Husmødrene, hvilket ogsaa vilde være Tilfældet med en Mærkerationering, og en saadan vilde skabe Basis for en stor Sortbørshandel og svigtende Tilførsler fra Landet. Det var det primære med Varemængden, og denne vilde sikkert formindskes betydeligt ved en Mærkerationering med tilhørende Forbud mod Hjemmeslagtning. Naar man sidder i et Udvalg, maa man handle efter, hvad man selv mener er til størst Gavn for de smaa Husmødre.
Baade Inga Dahlsgaard og Margr. Høst-Neerup fastholdt deres Standpunkt at en Mærkerationering burde de kvindelige Forbrugeres Repræsentanter være gaaet ind for. Landsformanden fastholdt sit Standpunkt, og forstod ikke at Københavns Kommune, selv om det kostede dem noget, saa ikke havde modtaget Tilbudet fra Ministeriet om, at Kommunen kunde faa sit Kvota Kød og Flæsk, og saa selv indføre Mærkerationering, hvis det var saa ønsket af Kvinderne i Hovedstaden. Landsformanden mente, at den nu vedtagne Form for Rationering maatte og skulde forhindre
Slagterne i Favorisering af større Kunder og Bekendte, og hæmme Byttehandlen, der for Ingrid Larsen stod som en væsentlig Aarsag til, at Varerne ikke kom frem til de almindelige Forbrugere i saa stort Omfang, som de skulde.
Inga Dahlsgaard oplyste, at man indenfor Administrationen selv var ved at udpege Forbrugermedlemmer i Priskontrolraadet, og spurgte, om vi herfra samme Aften kunde protestere herimod. Landsformanden mente, det maatte være Forbrugerraadet, der maatte protestere. Endvidere oplyste Inga Dahlsgaard, hvad Landsformanden ogsaa havde hørt fra anden Side samme Dag, at man ikke ønskede at udnævne Lis Groes i Priskontrolraadet, som det ene Medlem, som D.K. vilde indstille, og Forbrugerraadet antagelig kunde samles om. Begrundelsen var, at Lis Groes gennem sit ægteskab var for nær knyttet til Kooperationen.
Det var særlig Handelen, der protesterede herimod. Inga Dahlsgaard fremhævdede, hvor uberettiget det var, at Forbrugerrepræsentanter ikke udelukkende skulde vælges af Forbrugerne, men at Handelen blandede sig heri. Hun mente, at hvis Forbrugerne ikke selv fik Lov at vælge deres Repræsentanter, kunde Forbrugerraadet lige saa godt ophøre straks.
Dette Synspunkt tiltraadtes af Landsformanden og F.U.. Vi fastholdt, som paa forrige Forbrugermødeat indstille Lis Groes som Medlem med Magda Andersen som Suppleant.

6. De pensionerede Enker. Ang. dette Punkt lovede Landsformanden at gaa op og tale med Departementchef Kofoed. Dette tiltraadtes af F.U.

7. Meddelelser:
a) Handelsministeriet. Der var kommet Meddelelse fra Handelsministeriet om, at Landsformanden, Fru Ingrid Larsen var udnævnt til Medlem af det nye Lukkelovsudvalg og Johanne Dahlerup Petersen fra de danske Husmoderforeninger til Medlem af Kommissionen ang. Alkoholspørgsmaalet ved hvilken hun ogsaa vil repræsentere D.K. Interesser, hvad Landsformanden gør i Lukkelovsudvalget for de danske Husmoderforeninger og de samvirkende Husholdningsforeninger.

b) Titulaturer. Det blev vedtaget at vi vilde henvende os til Justitsministeriet om Sagen. Landsformanden og Næstformanden skulde gaa derop og tale med Myndighederne om Sagen, da der maa en Lovændring for at gennemføre, at Kvinder paa officielle Dokumenter har Ret til at kalde sig "Fru", selvom de ikke er gifte. Dette har særlig Interesse for enlige Kvinder, der adopterer Børn.

c) Forskolelærerinder. Foruden den fra D.K. indsendte Protest mod Forskolelærerinders Ansættelse i Købstadsskolerne har D.K.N. ogsaa indsendt en Protest siden sidste F.U. Møde.

d) Henvendelse ang. Skattefradrag for gift Kvinde. Fra Provinsby var der kommet en Protest mod at et kvindeligt Byraadsmedlem, der var Medlem af D.K. var gaaet imod, at Kommunen fulgte Staten i Fradrag i Skat af Hustrus Selverhverv. Vi havde forhørt os hos den paagældende Formand for D.K. Kredsen, om dette var rigtigt, hvad det var, men vi mener ikke, at vi kan gøre andet and at meddele Kredsens Formand, at D.K. Medlemmerne ikke bør støtte hendes Opstilling ved næste Kommunevalg.

e) Forespørgsel ang. Sydslesvigsspørgsmaal. Fra en privat Kreds havde Landsformanden faaet Opfordring til at skrive under paa en Henvendelse til Regeringen om at det sydslesvigske Spørgsmaal bør løses gennem en Folkeafstemning og ikke gennem Valg. Da dette Spørgsmaal ligger udenfor D.K.’s Rammer og er af storpolitisk Karakter, havde Landsformanden svaret, at hun ikke kunde underskrive, heller ikke som privat, for det var man ikke saalænge, man var Landsformand. Til en anden Opfordring om at gaa til Radioen for at forlange Oplysning til Vælgerbefolkningen om det sydslesvigske Spørgsmaal maatte man tage samme Stilling.

f) Forespørgsel fra Flensborghus Bogsamling.
Det blev vedtaget, at Flensborghus Bogsamling skulde have "Kvinden & Samfundet" sendt, som Friexemplar.

g) Ungdomsmødet i Prag. Paa Opfordring fra Ungdomskredsen havde Landsformanden anmodet Aarhus Byraad om Tilskud paa Kr. 30. - for stud. Mag. Ranghild Nyberg Simonsen i Aarhus til at rejse som Delegeret til Verdens demokratiske Ungdomsmøde i Prag fra d. 20/7 - 17/8 d.A.

h) Udstilling af kv. Kunstneres Arbejder. Der var kommet Brev fra Formanden for Sammenslutningen af jyske Kunstforeninger, Amtsfuldmægtig cand. jur. Wingaard om, at D.K. vilde medvirke til en Vandreudstilling af Malerier, Skulpturer og Kunstindustri af kvindelige Kunstnere. Det anførtes, at flere af vore Kredse i Jylland havde anmeldt sig som interesserede i Planen, og man ønskede dannet et Ærespræsidium med Dronningen i Spidsen.
Docent Riseby havde opsøgt Landsformanden paa Kontoret for at faa D.K. til at være Medindbyder og Ingrid Larsen havde lovet ham at forelægge Sagen for F.U. Dette Spørgsmaal forekom F.U. som lidt vort Arbejdsfelt, og det blev særlig af Karen Margr. Vilstrup udtalt, at de kvindelige Kunstnere havde lige saa gode Kaar, som de mandlige, og at hun fraraadede Separatisme paa dette Punkt. Det blev vedtaget, at Landsformanden skulde svare, at vi ikke kunde paatage os Opgaven, som
formidlende for hele Landet, og at lokale Afdelinger selv maatte tage Standpunkt, om de vilde deltage eller ej.

Protokollen ført af Aase Lerche
Protokollen underskrevet af
Ingrid Larsen
Alma Andersen
Magda Andersen
Karen Margr. Vilstrup
Inga Dahlsgaard
Johanne Fisker
M. Høst-Neerup.