Brev fra Sverige.

Stockholm, November 1885.

Sverige er bekjendt for sine lange Skoleferier. Den lange Sommerferie, som omfatter næsten tre Maaneder, indvirker paa alle Livets Forhold. Det er ikke alene Skoleverdenen, som hviler sig i "den grønne Vinter", som vi kalder Sommer, men Embedsmænd, Konstnere, Forfattere, med et Ord alle undtagen Landmændene, synes ikke, de har nogensomhelst anden Forpligtelse i denne Tid end at nyde Naturen eller, som i Aar, ærgre sig over det ublide Vejr. Det er dog ikke for at indlade mig paa det hos os allerede ofte drøftede Spørgsmaal om de lange Feriers Nytte for Skoleungdommen, at jeg har villet forudskikke denne Bemærkning, men kun for at mine danske Læsere ikke skal undre sig altfor meget over, at jeg kommer til at hellige Foraarets Fremtoninger indenfor Skjønlitteraturen disse Linier. Sommermarkedet var flovt, og Høstens litterære Frugter modnes kun undtagelsesvis før Jul.

I Løbet af nogle Uger udkom i Foraaret ikke mindre end tre Originalromaner, og i vor lille Bogverden var det en ikke helt sædvanlig Fremtoning, saa meget mere som vi havde begyndt at tro, at de nyere Forfattere foragtede at skrive andet end smaa Stemningsstykker. Kun en af disse Bøger turde i højere Grad have Interesse for dette Tidsskrifts Læsere, nemlig "Pengar" *) af Ernst Ahlgren.

Ernst Ahlgren er et Pseudonym, og bagved Navnet skjuler der sig en Kvinde, Fru Benediktson. Hun er - hvad Forfatterskabet angaar - den yngste af vore Forfatterinder, men ved ovennævnte Arbejde har hun skaffet sig en fremragende Stilling i deres Kreds. Det var med en Række Smaafortællinger a la Kielland, under Titlen "Från Skåne", at hun begyndte sin litterære Løbebane. Mange af dem fortjener al mulig Ros, men "Pengar” viser et stort Fremskridt og kan i de fleste Henseender siges at være et modent Arbejde.

"Pengar" er en ny Variation af det velkjendte Dukkehjemsthema, men en Variation, som bringer os til at indse, at Themaet, trods alle Diskussioner, Bearbejdelser og Omskrivninger, ikke er forslidt; men det er ogsaa i dette nye Arbejde behandlet med megen Selvstændighed og stort Talent.

Forfatteren har benyttet Themaet - en Hustru, der forlader sit Hjem, fordi hun klart indser, at hun dér ikke kan udvikles, men kun synke dybere og dybere - paa en saadan Maade, at hun omhyggelig har borttaget alle de Anstødsstene, som findes i Ibsens berømte Arbejde, og som denne Forfatters Modstandere al Tid fremdrager og, ved Hjælp af meget vægtige Grunde, gjør uovervindelige.

Selma Berg, Hovedpersonen i "Pengar", gifter sig i Sextenaarsalderen. Motivet til Giftermaalet var paa hendes Side ikke Kjærlighed eller nogen dermed beslægtet Følelse. Selma fik ikke Lov til, som hun ønskede, at ofre sig for en bestemt Virksomhed, hun trivedes ikke i sin Farbroders Hus, hvor hun var opdragen, og hvor alle overtalte hende til det fordelagtige Parti. Barnlig og glad synes hun, det er morsomt saa tidlig at blive Frue og oven i Kjøbet Frue paa en stor, fin Herregaard. Patron Kristersen er en ældre Mand, prosaisk og tør. Han elsker Selmas ungdommelige Skjønhed og mener at opfylde alle Forpligtelser imod hende naar han sætter sin Fugl i et forgyldt Bur. Han lærer aldrig at forstaa sin unge Hustrus Tanker og Interesser. De lever fremmede for hinanden, og ingen Børn knytter dem nærmere sammen. Selma har Tid nok, hun læser og studerer og bliver mere og mere fremmed for sin Mand; hun begynder at ane det usædelige i et Forhold, som for hende al Tid har været ubegribeligt og modbydeligt. Selma kommer sammen med sin Barndoms Legekammerat, en ung Læge. Det Venskabsforhold, som da paany knyttes, aabner yderligere Selmas Øjne for det foragtelige i hendes Stilling. Hun vil dog ikke tilhøre nogen anden. Hendes fint sædelige og grundærlige Natur viger tilbage for dette, Kjærlighedens Poesi kan hun ikke forstaa, foragtelig støder hun sin Barndomsven, Richard bort, men fri vil hun være, af hæderligt Arbejde, ikke af andres Penge vil hun leve. Hun taler med sin Mand herom; hun bønfalder ham om at maatte arbejde for sit Brød, han forstaar ikke engang, hvad hun mener. Selma beslutter sig da til at søge sit Udkomme i et fremmed Land og ved alvorligt Arbejde glemme sin ødelagte Ungdom.

Den Omstændighed, at Selma var et Barn, da hun giftede sig, saa at hun ikke forstod Kjærligheden og heller ikke det ægteskabelige Livs Forpligtelser, indvirker bestemmende paa Udviklingen af Selmas Karakter baade i godt og ondt. Bjørnstjerne Bjørnson har i "Det flager" opkastet Spørgsmaalet om, hvorvidt den kvindelige Uvidenhed er berettiget indenfor disse vigtige Omraader i Livet. Ogsaa "Pengar" giver et Indlæg i dette Spørgsmaal. Forfatteren gjør det paa en saa fin og saa ren Maade, med et saa fuldstændigt Kjendskab til Kvindenaturen, at selv en ømtaalig Læser ikke kan føle sig saaret; men enhver bliver sikkert manet til Eftertanke.

Et Arbejde interesserer i vore Dage som oftest i samme Grad som "det stiller Spørgsmaal under Debat", - som man nu siger. Men de æsthetiske Fortjenester ved et Arbejde bliver dog til Slutning, til Trods for alle Paastande om det modsatte, det bestemmende for Arbejdets Værd, det hvorved Arbejdet hævder sig Plads overfor det store Publikum og kan gjøre sine Tendenser frugtbringende. Og "Pengar" har æsthetisk Værd. Karaktererne er godt tegnede. Selma er en af de mest konkrete og sande Kvindetyper, som den nyere nordiske Litteratur har at opvise, og selv om de andre Karakterer ikke er saa originale og udprægede, saa er der dog ikke andet end godt at sige om dem. Planen er god, om ogsaa en eller anden Scene kunde være kortere, men saa findes der virkelige Perler som hele Skildringen af den unge Piges Forlovelsestid og Richards Besøg i Selmas Arbejdsværelse. Men dette overlader jeg til deres Dom, som selv, vil gjøre sig bekjendt med dette det bedste blandt de nyeste Arbejder i vor Skjønlitteratur.

Ernst Ahlgren har tiltrukket sig Opmærksomheden, og Litteraturens Venner længes efter at gjøre den skaanske "Landfrues" Bekjendtskab, nu da hun for en Tid har forladt sit stille Hjem for at opholde sig lidt i Hovedstaden.

Et andet Arbejde, som i Foraaret vakte stor Opmærksomhed, har ogsaa en Kvinde til Forfatter. Det var Fru Edgrens Skuespil "Hur man gjør godt".**) Kraftig og kækt skrevet er det mindre end Fru Edgrens tidligere dramatiske Arbejder et Læsedrama. Det bør ganske vist ses for at kunne bedømme, og for en Stockholmer har endnu ingen Lejlighed hertil tilbudt sig. "Kongl. dramatiska teatern" vægrede sig i Foraaret ved at antage det paa Grund af visse Udtryk, som man fandt alt for revolutionære. Nu er det under Indstudering paa "Nya Teatern" og bliver nok her modtaget med samme Stemning som i Gøteborg, hvor talrige Arbejdere havde indfundet sig og med Bifaldsytringer modtog de djærve Udtalelser, som forekommer paa nogle Steder.

Arbejdet har en udpræget Tendens, derom er der ingen Tvivl. At sige, at den er i

revolutionær-socialistisk Aand, som ofte paastaaes, turde vel være overdrevent, men den er skarpt rettet mod det Velgjørenhedshykleri, som uden Tvivl findes ved Siden af en sand opofrende Velgjørenhed, og over hvilken Satirens Svøbe bør svinges. Vi tror dog, at der findes en Klasse velgjørende Kvinder, som ikke hører til dem, der skildres i "Hur man gjør godt", og som Samfundet staar i Gjæld til; - nogen Grund til Klage over, at den ikke er repræsenteret, er der vel næppe; thi man behøver jo ikke i et Drama at opregne alle Slags Velgjørenhedskategorier. Ogsaa ved sine Tendenser med Hensyn til uægte Børns Rettigheder har dette Stykke vakt Opsigt og er blevet skarpt dadlet. Det er dog svært at fælde en Dom over Tendenserne i et Drama - der ovenikjøbet er af saa udpræget dramatisk Natur som det omhandlede - da Spillet kan skærpe og forandre Udtalelser og Scener langt mere, end man ved Læsningen kan ane. Sikkert er det dog, at Fru Edgrén har stillet sin eminente Begavelse i de ny Ideers Tjeneste og vist dette tydeligere i det foreliggende Arbejde end i noget af de tidligere. Hun digter mindre og mindre for at digte, men for at sige det, som ligger hende paa Hjærte, og som hun ønsker at prædike ud over den ligegyldige og sløve Verden. Det er en Fare. Denne Tendens stak i "Sanna Kvinnor" saa stærkt frem, at Stykket, trods sine Fortjenester, kun frembød ringe Nydelse paa Scenen. Ogsaa i "Hur man gjør godt" truer Tendensen med at sprænge den her dog i dramatisk Henseende fortræffelige Form.

Fru Edgrén udgav i Foraaret i en Revue, udgiven af G. af Geijerstam, en Biografi af en af vor Samtids ejendommeligste Kvinder, Mrs. Besant ***), den bekjendte Malthusianer og Atheist, Bradlaughs trofaste Medhjælperske. Biografien er skreven med meget Talent og megen Sympathi. Fru Edgrén siger i sin Indledning, at Mrs Besants "Udvikling er saa typisk for, hvad enhver moderne anlagt Kvinde i vor Tid maa gjennemgaa, at den fortjener at kjendes." "Faa gaar saa vidt som Annie Besant," siger Fru Edgrén videre, "men de fleste af vor Tids kæmpende Kvinder kan finde sig en Plads indenfor denne Udviklingshistorie." Dette kan ogsaa passe paa Fru Edgréns egen Udvikling. Faa svenske Kvinder tør gaa saa vidt i alle Retninger, som hun nu gaar, men hendes overlegne Begavelse og hendes varme ved enhver Uretfærdighed flammende Hjærte stiller hende dog i forreste Række blandt de Kvinder, som i Sverige strider for Fremskridt og Frihed. Nogle følger hende, de fleste beundrer hende, alle rykkes ved hende op af Dvale og vækkes til Eftertanke.

*) Overs. paa Dansk af Sofie Horten.

**) Overs. paa Dansk af O. Borchsenius.

***) Oversat paa Dansk i „Tilskueren”, April 85.