« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 11. marts 1952

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes tirsdag den 11. marts 1952, kl. 16,30 på D.K.s kontor, Niels Hemmingsensgade 8.

Dagsorden:
1. Hovedstyrelsesmødet, herunder valgene.
2. Forbrugerkursus.
3. Bagernes ønske om D.K.s støtte vedr. morgenbrød.
4. "Kvinder og Penge"s forløb.
5. Nordisk møde i Oslo.
6. Meddelelser.
7. Eventuelt.

Til stede var: landsformanden Hanne Budtz, næstformanden Margrethe Petersen, Margrethe Høst Neerup, Sigrid Hansen, Anna Ølgaard, Inga Dahlsgaard, Lizzi Moesgaard og Bodil M. Begtrup.

Fraværende var: Johanne Petersen, Lis Groes og Grete Mølbak Frederiksen.

Landsformanden bød velkommen,

ad 1. Hovedstyrelsesmødet.
Hovedstyrelsesmødet er fastsat til søndag den 6. april kl. 9,30, og vil blive afholdt på Dansk Kvindesamfunds kontor.

Følgende dagsorden blev vedtaget:
1. Landsmødet og dets dagsorden.
2. Regnskabet.
3. Valgene.
4. Udvalgsberetninger.
5. Gift kvindes navn.
6. Distriktsformandsmødet.
7. Kvindesagsmødet i Oslo 19 – 21 Maj 1952.
8. Forbrugerkursus.
9. Eventuelt.

Regnskabet:
Da kassereren Johanne Petersen var fraværende på grund af sygdom, blev regnskabet forelagt af næstformanden Margrethe Petersen.
Regnskabet balancerer med et overskud på kr. 4.479.50. Man vedtog at hensætte kr. 2000.- til oplysningsarbejde, kr. 1000.- til ombygning og inventar, og kr. 1200.- til internationalt arbejde.

Inga Dahlsgaard foreslog, at vi kunne stryge posten "revision af annoncer" kr. 240.- om året, nu da vi ingen annonceagent har.
Dette blev vedtaget.

Valgene.
Uden hensyn til bosted afgår: Agathe Thirup og Lissie Elsass Fridericia.

I København eller nærmeste omegn afgår Hanne Budtz og Lis Groes.
Hanne Budtz erklærede sig villig til genvalg. Lis Groes ønsker ikke genvalg.

Alle suppleanterne er på valg.

Landsformanden oplæste et brev fra Johanne Petersen, der på grund af svigtende helbred ser sig nødsaget til at fratræde som kasserer.

Fra ungdomskredsene afgår Irma Mortensen. Lizzi Moesgaard mente, man burde have en fra Jylland. Anna Ølgaard mente ikke, der var nogen i Åbenrå eller Haderslev (de eneste steder, hvor der findes ungdomskredse foruden København), der kunne blive tale om.

Kredsarbejde.
Anna Ølgaard ville foreslå, at der blev indført standardiseret brevpapir og kuverter, som kredsene kunne købe fra hovedkontoret.

Børnetilskud.
Landsformanden meddelte, at Ingrid Larsen havde indsendt en skrivelse vedr. børnetilskud og med forslag om at tilskrive alle de kvindelige rigsdagsmedlemmer om at virke.
Inga Dahlsgaard foreslog, at man skulle sende en henvendelse, der svarer nogenlunde til den vi indsendte omkring 1942.

ad 3. Bagernes ønske om D.K. s støtte vedr. morgenbrød.
Landsformanden oplæste et brev fra Bagermester- & Conditorforeningen for Lyngby og Omegn v/ Bagermester Svend Nielsen, der anmodede Dansk Kvindesamfund om støtte ved henvendelse til Rigsdagen, således at bagerne får den fornødne tid til at færdigbehandle søndagsmorgenbrødet.
Margrethe Petersen oplyste, at dette havde været drøftet i Ingrid Larsens landsformandstid i forbindelse med lukkeloven. Det blev dog dengang frarådet ved en henvendelse til oldermanden, da
det var et økonomisk spørgsmål.
Landsformanden mente, at det ikke var et spørgsmål, som D.K. kunne tage sig af, da det nærmest måtte være et fagligt spørgsmål.
Man vedtog at meddele bagermester Svend Nielsen dette.

ad 4. "Kvinder og Penge"s forløb.
Landsformanden berettede, at der havde været tilmeldt 170 betalende deltagere og yderligere ca. 50 betalende deltagere til enkelte møder, foruden en hel del indbudte. På det offentlige møde mandag aften var mødt ca. 400 tilhørere.

Suppleanter til Forbrugerrådet.
Bodil M. Begtrup ville foreslå valg af nogle suppleanter til Forbrugerrådet for Lis Groes og Grethe Holmen. Man vedtog at vælge Lizzi Moesgaard som suppleant for Grethe Holmen og Grete Mølbak
Frederiksen for Lis Groes.

Kongressen i Neapel.
Man har spurgt om en efterfølger for Hanna Rydh som præsident for Alliancen, og Hanne Budtz var blevet spurgt, om hun kunne tænke sig at indtræde, men hun havde svaret, at det kunne ikke lade
sig gøre.

Seminariebetænkningen.
Inga Dahlsgaard meddelte, at der i "Folkeskolen" af 6/3 havde stået et åbent brev til D.K. fra lærerinde Mathilde Hansen, der henviser til Thora Pedersens artikel i "Kvinden og Samfundet”s februar nummer. Thora Pedersen havde svaret i "Folkeskolen".

Husmoderafløsning,
Inga Dahlsgaard kritiserede den skrivelse, der var sendt til Socialministeren, den var ikke helt klar m.h.t. spørgsmålet om indtægtsgrænsen.
Margrethe Petersen fandt det mærkeligt, at hun ikke havde fået meddelelse om den kritik, der var udtalt af skrivelsen, når det var hende, der havde affattet den, og hun ønskede at trække sig ud af det udvalg på grund af den kritik, der både nu og ved tidligere lejlighed var rettet mod hendes arbejde. F.U. havde ikke tidligere ved sagens behandling udtalt ønsker med hensyn til kravet om husmoderafløsernes uddannelse og med hensyn til indtægtsgrænsen for at få husmoderafløsere, eller fremsat forslag hertil. Når dette ikke var tilfældet, manglede udvalget at mærke interesse fra F.U.s side for en nærmere behandling af spørgsmålet.
Når der derfor rejstes kritik fra et medlem af F.U.s side, skønt affattelsen var vedtaget i foregående F.U., var det rigtigst, at udvalgets formand udtrådte.

Hanne Budtz ville tilligemed F.U.s øvrige medlemmer bede Margrethe Petersen om at fortsætte sit arbejde i udvalget.

Der var indgået svar fra Socialministeren, der gik ud på, at ministeren var enig i D.K.s opfattelse med henblik på det samfundsnyttige ved denne institution. Det er også med stor interesse, at han vil søge institutionen bibeholdt og udbygget landet over. Derimod var han ikke enig m.h.t. husmoderafløsernes uddannelse, som han begrundede med, at man her er inde på områder, som giver en stiv og upraktisk arbejdsform og ikke mindst de mange kommuner, som nu ikke betjener sig af husmoderafløsning, vil vige tilbage ved de store krav, som der nu stilles. Socialministeren
sluttede brevet med, at det nu er rigsdagen, der til syvende og sidst vil afgøre sagen, men Socialministeren udtaler, at han vil stille et forslag, som efter hans mening er en forbedring ud fra
et samfundsmæssigt synspunkt.
Sigrid Hansen mente ikke, der var tvivl om, at spørgsmålet ville blive taget op til revision, og til den tid kunne man komme med endnu en henvendelse efter denne foreløbige henvendelse.

ad 2. Forbrugerkursus.
Anna Ølgaard ville gerne have, at kredsene tog varekundskab op og meddelte, at man var i gang med at lave materiale til studiekredsarbejde. Desuden skulle man gennem brancheforeningerne få prøver af de forskellige materialer, og hvor der foreligger film, skulle man låne sådanne. Hun ville også arrangere butiksbesøg. Kursus skulle være offentligt tilgængeligt, og man skulle arbejde
sammen med husholdningsforeningerne, der får en del materiale gennem forbrugerrådet, der laver en del pjecer til brug for kursus. Man ville også gerne have et national-økonomisk foredrag med.
Landsformanden kunne ikke se, hvad det havde med D.K.s arbejde at gøre, men ville gerne høre de øvrige medlemmers mening. Landsformanden mente personligt, at det går ind i husholdningsforeningernes arbejde.
Margrethe Høst Neerup var af samme mening som Anna Ølgaard og mente ikke, vi skulle bryde os om, at det greb ind i husholdningsforeningernes arbejde.
Sigrid Hansen syntes, det måtte være muligt at tage dette op, hvis kredsudvalget er i stand til at lægge en plan for et sådant kursus. Det betød meget for D.K., at man netop ikke arbejdede under for snævre rammer, men tog aktuelle opgaver op.
Margrethe Petersen synes, det er rigtigt, at vi ikke skal have den politik, at vi altid navnlig skal varetage de selverhvervendes interesser. Tanken om sådan et kursus vil sikkert blive grebet med glæde af kredsene udenfor København.
Anna Ølgaard meddelte endvidere, at boligudvalget havde lovet at udarbejde en del materiale, som også egner sig for kredsarbejdet. Endvidere havde man tænkt sig, at distriktsformændene skulle hjælpe kredsene med at arrangere institutionsbesøg på fabriker og med foredrag, der godt kan drejes og blive kvindesaglige. Institutionsbesøgene kunne f.eks. lægges i forbindelse med distriktsmøderne.
Man vedtog, at Anna Ølgaard skulle tage spørgsmålet med på hovedstyrelsesmødet.

Erhvervsvejledning.
Lissie Elsass Fridericia havde forslået, at vi skulle abonnere på "Tidsskrift for erhvervsvejledning", det koster 11 kr. om året. Vedtaget.
Sigrid Hansen tror, at erhvervsvejledningsforedrag er til stor støtte for skoleeleverne, men det er mest foredrag for drenge. Vi er det land i Norden, der står længst tilbage med erhvervsvejledning.
Opgaven skal tages op i skolerne i samarbejde med Centralanvisningen, S.H. mente, man kunne nævne det overfor de kvindelige folketingsmedlemmer, men det kan først blive til næste år.

Penge-fideikommisserne.
Landsformanden havde på foranledning af dir. O.v. Bornemann været til stede ved et møde hos højesteretssagfører Adam Jacobi i anledning af det uretfærdige i, at kun den ældste, og som regel
kun en søn, og sjældent ældste datter, kunne arve. Dir. Bornemann har anmodet D.K. om at tage initiativet i hele denne sag, men F.U. var enigt i, at D.K. kun kunne støtte det rent kvindesaglige
i spørgsmålet.
Viborg kredsens indsendelse af en henvendelse til offentlig myndighed. - Det oplystes, at en sådan henvendelse ifl. "Berlingske Aften" var blevet indsendt efter et foredrag, Edel Saunte havde holdt i Viborg, Ifølge lovene kan man ikke fra en enkelt kreds indsende resolutioner i D.K.s navn. Man vedtog at indhente Viborg kredsens forklaring om, hvorledes sagen i virkeligheden forholder sig.

Skrivelse fra Boligministeriet.
I 1947 er oprettet et Institut for Byggeforskning og dertil er knyttet et repræsentantskab, hvis medlemmer udpeges af ministeriet for 4 år. Der anmodes i skrivelsen om indstilling af en
repræsentant for D.K.

Tjenestemandsudvalget.
Landsformanden syntes ikke, formanden for udvalget arbejder tilstrækkeligt effektivt. En redegørelse fra formanden, Ellen Nielsen, vedr. sagen: de kv. overassistenters avancementsmuligheder indenfor skattedirektoratet oplæstes.

Avancementsmulighederne for kvinder indenfor Belysningsvæsenet.
Margrethe Høst Neerup meddelte, at kvinderne havde flet mulighed for at avancere, når de havde taget eksamen, men de får kun den økonomiske fordel, ikke arbejdet, det får mændene stadig, og
derved kommer de i mange tilfælde til at rangere under de unge mænd.
Sigrid Hansen mente, at spørgsmålet burde ordnes gennem deres faglige foreninger. Det kunne ikke gøres til et kvindesagligt spørgsmål alene, men er et tjenestemandsspørgsmål. D.K. kan dog støtte sagen.
Margrethe Petersen mente, at i de tilfælde, hvor det er grupper, man skal tage sig af, bør man henvise dem til de faglige organisationer, og så kan D.K. støtte sagen. Forholdet kan ligge noget anderledes, når det drejer sig om uretfærdighed overfor den enkelte.

Mødet hævet kl. ca. 22.
Protokol ført af Marie Graff.
Gennemset af landsformanden Hanne Budtz.