Demokratiske Fremblik.

Amerika er Demokratiets Land og netop derfor et Fremskridtsland. Det er det første Land, som for

Alvor har søgt at virkeliggøre de demokratiske Ideer. I Amerika findes ikke den Standforskel og Tvang som i Evropa. Enhver kan udvikle sig frit, udfolde sine Evner og sin Begavelse efter Ønske. Og derfor har Amerika frembragt Resultater, som maa forbavse os. Medens man i den gamle Verden holder Styr paa Massen ved Politistaven, saa gør man det i Amerika ved den offenlige Tillid, ved at give alle de højeste Rettigheder, Delagtighed i Landets Styrelse. Denne store Tillid har en forunderlig Virkning. Naar de forskudte, Samfundets Stedbørn, komme til Amerika, saa faar de samme Rettigheder som Landets egne Børn, de, som hjemme ikke havde Spor af Rettigheder, og kun mødte, foragtende Blikke, hvor de vendte sig hen. Den Tanke, at de nu bliver respekteret som Mennesker, hvad de aldrig før er bleven, virker opløftende og egner sig til at frembringe sande Personligheder. - Den amerikanske Grundlov slaar til Jorden alle gamle Fordomme, som har staaet hindrende i Vejen for Menneskenes Lykke, og fastslaar Lighedens i Princip: "Alle Mennesker ere skabte lige; enhver har Ret til Frihed, Liv og Stræben efter Lykke; den politiske Magt skal ligge hos Folket."

Den amerikanske Digter Walt Whitmann har skrevet en Bog, som han har kaldt "Demokratiske Fremblik", og i den har han udtalt en Del nye Tanker. Det er en mærkelig Bog, ligesom Forfatteren er en ejendommelig Personlighed. Han har Tro paa Amerikas Fremtid. "Jeg anser vor nye Verden for langt mindre betydningsfuld med Hensyn til, hvad den har udrettet og for Tiden udretter, end med Hensyn til, hvad den i Fremtiden kan yde. Blandt alle Jordens Folkefærd er disse Stater de eneste, som har taget sig for at bringe, paa en Skueplads, der i Udstrækning nærmer sig den, som de kosmiske Naturvirksomheder omspænde, til varig Magt og Udførelse fremfarne Tiders længe tilbageviste moralske og politiske Tanke, den demokratiske Republiks Princip, med dens Theori om Udvikling og Fremgang ved frivillig Samvirken og Efterhjælp. Hvo foruden de forenede Stater har i Historien hidtil med umistænksom Tro gaaet ind herpaa, hvo har anlagt sin Stilling og hele Færd paa at være en Borgen derfor, som vi nu se disse Stater gøre?" "De forenede Stater er bestemte til enten at overgaa Fevdaltidens brammende Historie eller at blive Tidens forfærdeligste Fejltagelse."

Det er paa Amerikas Fremtid, han tror, ikke paa dets Nutid. Han ser godt Pletterne i Amerikas Nutidsliv, og der er ingen, der fremdrager dem i deres mest usminkede Nøgenhed, som han. Med glødende Harme udbryder han: "Vi leve i en Dunstkreds af gennemgaaende Hykleri. Mænd tror ikke paa Kvinder, Kvinder ikke paa Mænd. En foragtelig Overmodenhed hersker i Literaturen. Dens Dyrkere har alle som en det Formaal at gøre alt til Fjas. En Mangfoldighed af Kirker og Sekter - den uhyggeligste Sværm af Gøgleri, jeg kender - tilegner sig Navn af Religion. Al Samtale er en Bunke Pjank. Aandsforfalskningen, som er Moder til alle onde Gerninger, har allerede haft uberegnelige Følger." " De store Byer stinker baade af agtbar og ikke agtbar Besvigelse og Slyngelagtighed. I den fashionable Verden udfyldes Tiden af Ordskvalder, lunken Kærlighed, slap Vantro, smaa Formaal eller slet ingen Formaal overhovedet. I Forretningslivet er Pengefordel den eneste Genstand. I Fabelen æder Magikerens Slange alle de andre Slanger; at gøre Penge, det er i vore Dage Magikerens Slange, som er Eneherre paa Kamppladsen. Vor bedste Klasse er kun en Pøbel af fashionabelt klædte Spekulanter og simple Personer." Af disse mørke Billeder, Whitmann ruller op for os, mærker man en Digters glødende Harme over Menneskenes Daarlighed, og det daarlige flyder altid ovenpaa, især i et Land som Amerika, med saa stor Frihed. Men netop der udvikles de gode Kræfter ogsaa, og det ser Whitmann godt. Det er Demokratiet, der skal bygge Amerikas Fremtid. Men der maa skaffes en Literatur, som er ægte amerikansk. Literaturen er det skrevne Udtryk for det, som rører sig i Menneskelivet. Og han vil da, der skal komme en Literatur, der staar som sandt Udtryk for det, som bevæger Livet i Amerika; at disse skjulte, men dybtgaaende Rørelser, som er fremme i vor Tid og ikke mindst i Amerika med de mange Elementer, kan afsløres og fremstilles, formes saaledes, at det kan sætte sit Stempel mere end nu, da det kun er tilstede som en ubevidst Understrøm. Literaturen kan ogsaa forbedre meget; naar Tankerne blive udtalte paa den rette Maade, er de i Stand til at omskabe en Verdensdel. Men en saadan Literatur mangler Amerika, det mangler en ægte amerikansk Grundpersonlighed, der har sit Udtryk indenfor Omrids, som er fælles for alle. "Demokratiet vil aldrig blive andet end et spidsfindigt Mundsvejr, før det grundlægger og bringer til rig Fremvæxt sine egne Former af Kunst, Digtning, Skoler og Kirkelære, ryddende alt til Side, hvad der bestaar, og hvad der i Fortiden er kommet frem under modsatte Indflydelser."

Han kritiserer den gamle Literatur, som er født ved Hoffer, med en Duft af Fyrstegunst over sig, og saa skriver han videre: "Jeg kender ikke en eneste Skribent, Digter, Foredragsholder og hvad man ellers vil, som har taget det op med denne lydløse, men bestandig aarvaagne, virksomme, overalt nærværende, underløbende Viljesstrøm, hvori Landets aandelige Typer stønner efter Frigørelse, og give den en Ordlyd, der svarede til den selv. Kalde I disse evindelige slikkede

Klisterkrukke - Arbejder amerikansk Kunst, amerikansk Dramaskrivning? Skal deri kendes et Udtryk for amerikansk Smag og Digterevne? Det tykkes mig, jeg hører som et Ekko fra en fjærn Bjærgtop i Vesten, den foragtelige Latter af Staternes Genius." Derpaa gaar han over til at skildre Fremtidens Literatur: "Der maa komme en Literatur med det Formaal ikke blot at yde Morskab og Tidkort og forherlige det skønne, forfinede, udlevede eller blot kildre ved teknisk, rhytmisk Færdighed. Der kræves en Literatur, som har Livet selv til Underbygning, som er fyldt af Religionen, i Pagt med Videnskaben, som styrer Grundevner og Kræfter med omsynsfuld Magt og maaske som sit ædleste Resultat fuldender Kvindens Oprejsning og Udfrielse af den Omgerning af Taabelighed, Pyntesyge og svækkende Tomhed, hvori hun lever, idet den sikrer Staterne en stærk og blid kvindelig Slægt, en Slægt af fuldkomne Mødre."

Alle Aristokratiets gamle udhulede Former drager han tilfelts imod. Om Militærvæsenet siger han: "Er denne Ordning fornuftig og sandru, saa er hele Resten af Amerika et skamløst Bedrageri."

Han ser godt, at den store Frihed bliver misbrugt af mange, men det rokker ikke hans stærke Tro paa Demokratiets uddannende Kraft. "Jeg kender ingen større og bedre Øvelse af Kræfterne, ingen dygtigere Prøve paa folkelig Fordøjelseskraft, intet sikrere Bevis paa, at Forgangenheden er dragen til Nytte, intet mere glimrende Udslag af Tro paa Menneskeslægten, end en kraftig gennemfægtet, ægte amerikansk Valghandling."

"Sin største Herlighed faar Demokratiet ved den opløftende Tanke, at sammenknytte alle Folkefærd fra de forskelligste og fra hinanden fjærneste Egne i et Fællesskab, en samlet Slægt. Dette er Jordens ældgamle og dog saa nye Drøm, som de Tænkere og Digtere, der blev Slægtens kæreste, har gjort sig til Tolke for i den ældste Tid, som i den senere." "Demokratiets egentlige Kærne er det religiøse Element. Alle Religioner, gamle og nye, give deres Bidrag dertil. Og aldrig vil dets egentlige Grundtanke vise sig i sin fulde Skønhed og Magt, før de helt har afsat deres Virkning og baaret deres sene aandelige Frugt." "Hvad den fri Luftstrøm er for Legemet, det samme er et livfuldt Røre og et uhæmmet Tankens Spillerum for den moralske og politiske Sundhed. Indirekte, men aldeles ufejlbart vil Godhed, Dyd og Lovlydighed - af den bedste Art - følge Friheden. De er for Demokratiet, hvad Kølen er for Skibet, hvad Saltet er for Oceanet."

Vi skal lære af Naturen, som udvikler sig i Overensstemmelse med sig selv, sit eget Væsen, uden at være indordnet i døde Former, som hæmmer Væxter; netop saadan skal Menneskene være stillet i Samfundet, saa alle kan være sig selv og erhverve sig Kultur efter Ønske. Den bedste Kultur er den, som kan hæve de gode Instinkter, hæve Menneskenaturen, frembringe naturlige, omskuende og dygtige Mennesker, stærke i Troen og duelige til at føre Verdenslivet frem paa dets vidunderlige Bane. "Der er for Nation, Individ og Literatur intet højere end den praktiske Virkeliggørelse af Samvittighedens Ide, formet i et tydeligt Udtryk." - "Jeg forlanger en Slægt af Verdensskjalde med en Flugt uden Hæmmelse og Skranke. Stiger frem, I Vestens liflige Selvherskere."

Whitmann vil, at Digtningen skal være som Naturen, ujævn, uregelmæssig. Den skal ikke være Rimerier, ikke bløde Rhytmer, men som Bølgerne med deres uregelmæssige Former, som Stormen, der med uregelmæssige Skridt farer gennem Skoven, som Landskaber med Bakke og Dale i det uendelige, hvor dog det ene passer til det andet, saa de mangeartede Skuebilleder frembringe et harmonisk Hele. "Se engang, hvor Naturen - det eneste fuldstændige, kraftige Digt! - roligt lever i Overensstemmelse med sin guddommelige Plan, indbefattende alt, tilfreds og ligegyldig mod en enkelt Dags kritiske Udsættelser og Ordgydernes endeløse Skvalder. Mærk eder saa Sjælens indre Bevidsthed, dens vedvarende Selvbekræftelse i Kraft af hin Tanke, hint noget, i Forhold til hvilket selv Demokratiets, Kunstens og Literaturens Storhed skrumper sammen i Endelighed og Delthed, hint noget, som fuldt tilfredsstiller - hvad de ikke gør. Dette noget er Altet og Altets Ide; i dens

Følge er Evighedens Ide samt Forestillingen om dens Bolig i den enkelte Sjæl, der frejdig og uforgængelig stævner frem gennem Tiden som et Skib paa Havet, gæstende alle Egne. Og mærk saa igen Livsrørelsen paa engang i Materie og Aand, den banker bestandig, i evig Takt, den er alle Tings bevægede Hjærteslag, den lader mig føle og kende, at Døden ikke er Enden, som man tror, men snarere den sande Begyndelse, og at intet nogensinde kan gaa til Grunde og dø, hverken Sjæl eller Materie."

" - - Jeg hilser med Glæde den havbølgende, mangeartede, magtfyldte og praktiske Viljekraft, Begæret efter Kendsgærninger, ja selv den herskende Forretnings-Materialisme i de Forenede Stater. Men ve det Land, den Tidsalder, hvori disse Ting med de deraf følgende Bevægelser dæmmes op indenfor deres egen Kreds, uden at bære frem mod Ideer. Som Vedet nærer Flammen, som Flammen rækker mod Himlen, saaledes maa Rigdom, Oplysning, materiel Fremgang bestandig yde Næring til det højeste i Sindet og Sjælen."

Man træffer vist sjælden en mærkeligere Bog end "Whitmanns "Demokratiske Fremblik", saa ædel, skøn og tidssvarende. Jeg anbefaler den derfor til enhver, som vil læse noget begejstret og styrkende. Den er Demokratiets Lovsang. Man finder i den Tanker, Billeder, Synsmaader i storartet om end tit uordnede Masser. Som Tænker og Digter er han ikke fuldendt, han mangler Formens Tugt over Tanken; men netop dette gør ham interessant. Sine mange glimrende, geniale Tanker, kaster han rundt omkring sig mellem hverandre og giver derved Stof til Eftertanke. Han vækker Uro omkring sig; han har en Evne, som bevirker, at han bliver hørt; ingen kan være ligegyldig overfor ham. Han er Demokrat mere end de fleste: i den Henseende staar han paa Radikalismens alleryderste Grænse, men man mærker ved at læse denne Bog, at han ejer et varmt Hjærte, som slaar i Takt med det bedste i Tiden.

Blaagaards Realhøjskole Kjøbenhavn.