Om Kvinders Ret til at møde for Domstolene.
Det har aldrig været betvivlet, at Kvinder efter dansk Ret har samme Adgang som Mænd til at "gaa i Rette for sig selv" ved alle andre Retter end Højesteret, naar de da ellers er myndige m. H. t. det Anliggende, hvorom Sagen drejer sig, altsaa - naar de blot er over 18 Aar - altid i personlige Forhold f. Ex. i alle offentlige Straffesager. I Pengesager derimod kun, forsaavidt de ere ugifte og over 25 Aar eller Enker, fraseparerede eller fraskilte Hustruer. Ugifte Kvinder under 25 Aar samt Hustruer uden Hensyn til Alder kan derimod i disse Sager kun optræde paa egen Haand, naar det drejer sig om selverhvervet Gods eller Gaver til fri Raadighed.
M. H. t. Højesteret har man derimod en Regel i Kristian Vs Danske Lov af 1683 (1. 9. 6.), som siger: "Ingen Kvindeperson maa for Kongens Højesteret gaa i Rette, medmindre Sagen hendes (eller hendes Mands eller Børns) Ære eller Liv angaar." Dog antager Professor (Justitsminister) Nellemann, at hun ogsaa i andre Straffesager imod hende selv maa kunne faa Ordet i alt Fald efter hendes Advokat.
Derimod hersker der megen Uklarhed om Kvinders Ret til at møde for Andre. Den almindelige Regel er jo her - i alt Fald i Theorien -, at naar man ikke møder selv, skal man i Domssager lade møde ved en offentlig beskikket Sagfører eller ved sin "Værge, Frænde eller Tjener," hvorimod man for Foged- Auktions- Skifte og Politiretten har Lov til at møde ved en fritvalgt Fuldmægtig. Spørgsmaalet bliver altsaa 1) om Kvinder kan blive Sagførere 2) om de kan møde i Egenskab af Frænde, Værge eller Tjener og 3) om de kan møde som fritvalgt Fuldmægtig.
Hvad det første Spørgsmaal angaar, er der i Sagførerloven af 26de Maj 1868 ikke et Ord, der tyder paa, at Kvinder ikke skulde have samme Adgang til at opnaa Sagførerbeskikkelse som Mænd, naar de blot opfylder de lovbestemte Betingelser (Indfødsret, 25 Aar, Raadighed over deres Bo, retskaffen Vandel, dansk eller latinsk-juridisk Examen og en vis praktisk Uddannelse.) Af alle disse Betingelser er det kun de 2 sidstnævnte, der volder Vanskelighed eller rettere sagt kun den næstsidste (Examen), thi opfylder Kvinderne blot den, er der intet i Vejen for, at de kan faa den samme praktiske Uddannelse som Mænd. Hvad det kommer an paa, er altsaa blot, om Kvinder kan opfylde den Betingelse at have juridisk Examen. At de har Lov at tage baade latinsk og dansk juridisk Examen er der nu ingen Tvivl om efter Anordningerne af 25de Juni 1875 og 12teMaj 1882. Heller ikke kan der være Tvivl om, at den Kvinde, der har taget latinsk-juridisk Examen derved opnaar ganske samme Ret til at blive Sagfører som en Mand. Vel siger nemlig den førstnævnte Anordnings § 3, at der ikke "ved de afsluttende Fakultetsprøver eller akademiske Grader skal være erhvervet nogen Adkomst for Kvinder til offentlig Embedsansættelse", men denne Bestemmelse kan naturligvis ligesaa lidt sigte til Sagfører- som til Lægevirksomhed. Derimod stiller det sig langt tvivlsommere m H. t. de Kvinder, der kun har taget dansk-juridisk Examen. Herom hedder det nemlig i Anordningen af 1882 § i: "Det tillades Kvinder ... at underkaste sig ... den almindelige
Forberedelsesexamen saaledes at de paa Grundlag heraf kunne indstille sig til samtlige i Anordningens § 2 og 3 nævnte Fagprøver, dog at de ikke derved erhverve Adkomst til Ansættelse i noget Embede til hvilket Adgang er betinget af juridisk Examen eller Adgang til at erholde Beskikkelse som Sagførere eller Autorisation som Fuldmægtige hos Retsbetjente eller Sagførere." Disse Ord ere jo klare nok, men Spørgsmaalet bliver da, om den udøvende Magt - thi det er jo den alene, der har udstedt "Anordningen" - har Evne til saaledes paa egen Haand at ophæve den Ret Sagførerloven giver Enhver, som ved at tage dansk-juridisk Examen med bedste Karakter har godtgjort sin theoretiske Modenhed. Noget bifaldsværdigt er der i alt Fald ikke i denne Indskrænkning; thi naar det først er givet, at Sagførerstillingen overhovedet staar aaben for Kvinder gjennem latinsk-juridisk Examen, synes der ikke at være nogen dybere Grund til at gjøre Adgang dertil vanskeligere for dem end for Mænd. Dette er jo imidlertid et Spørgsmaal, man vil kunne forlange afgjort ved Domstolene naar det - vist nok allerede om et Aarstid - kommer til at foreligge.
Det næste Spørgsmaal er om Kvinder kan møde for Retten som Værge, Frænde eller Tjener jfr.
D. L. i. 9. 14.
Værge kan en Kvinde kun være, naar hun sidder Enke efter lovligt Skifte og kun for sine ægte Børn indtil deres 18de Aar og selv da skal hun have "fødte eller satte Værgers Tilsyn." Men er hun saaledes bleven Værge, er der intetsomhelst til Hinder for, at hun kan møde som saadan for Retten. Det samme gjælder, naar hun møder i Egenskab af Frænde (d. v. s. beslægtet ikke besvog ret, men uden Hensyn til Slægtskabets Nærhed) eller Tjener, hvilke Stillinger, hun naturligvis saare ofte kan komme i. Dette antages ogsaa af Professor Nellemann i Civilprocessens almindelige Del 2. Udg. S. 380.
I Forbindelse hermed staar Spørgsmaalet, om en Hustru kan møde for sin Mand. Hun er jo unægtelig hverken hans Værge, Frænde eller Tjener, men i Henhold til Forudsætningen i D. L. 1. 9. 6. samt en Plakat for Kjøbenhavns Gjælds kommission af 13de Aug. 1753, der udtrykkelig hjemlede dette, kan det dog theoretisk forsvares og er i alt Fald i Retsbrugen slaaet urokkelig fast, at hun kan det: Professor Nellemann synes ganske vist ikke at ville gaa ind derpaa (sstds. p. 382), men saavidt jeg har forstaaet Professor Jul. Lassen har han under en Examination paa Universitetet udtalt sig for denne Anskuelses Rigtighed. Andre Forf. (f. Ex. Assessor Ipsen i Nordisk Retsencyclopædi) skænke ikke Spørgsmaalet om Kvinders Møde i det hele nogen videre Opmærksomhed.
Det vilde dog ogsaa være altfor urimelig, om man skulde kunne møde ved sit Næstsøskendebarns Kusine, men ikke ved sin egen Kone. Ganske vist er Pl. 1753 senere ophævet men desuagtet har den Betydning som historisk Vidnesbyrd saa meget mere, som den ellers i høj Grad indskrænkede Omraadet af dem som kunde møde.
Endelig møder det tredie Spørgsmaal: om en Kvinde kan bruges som frivalgt Fuldmægtig. Prof. Nellemann antager det ikke eller er i alt Fald i stærk Tvivl derom. Han anfører imod Kvindens Møderet D. L. 1.9. 15. og 4. 8. i. samt Frdn. 15.de Aug. 1832 og 10de Juli 1795, hvilke Lovbestemmelser unægtelig alle bruge Betegnelsen "en god Mand" og han tilføjer saa: "Ordene i vedkommende Lovbestemmelse give Anledning til at fordre, at den mødende skal være en Mand, hvorved altsaa udelukkes Fruentimmer og Børn." Det er ganske vist ikke heraf klart, hvilken enkelt Lovbestemmelse Forf. sigter til, men gjennemgaar man dem alle 4, vil man finde, at de 2 førstnævnte taler om, hvem Øvrigheden skal beskikke, - hvilket dog er noget andet, end hvem man selv under sit eget Ansvar vil sende - at Frd. 1832 kun gjælder paa Island og Frd. 1795 for Forligskommissionerne, og at de der hos begge tillade at sende en god Mand men ikke forbyde at møde ved en god Kvinde. Men dertil kommer, at det vistnok er fuldt berettiget at opfatte Udtrykket "god Mand" i denne Forbindelse brugt som Fællesbetegnelse for Mand og Kvinde, ligesom Ordet "han" jo idelig i Lovsproget bruges paa denne Maade.
I alt Fald er det givet at vi nu har Dom for, at denne Fortolkning er rigtig. I Ugeskrift for Retsvæsen Nr. 97 for 21de Novbr. d. A. (S. 1070) findes en Kriminal og Politiretsdom af 22de Septbr. d. A. om dette Spørgsmaal. Under Sagen havde indklagede - en Smed - givet Møde ved en anden Mands Hustru, og da Klagerinden, skjøndt selv Kvinde, protesterede mod Gyldigheden af dette Møde og paastod indklagede betragtet som udebleven, kom Retten ind paa Spørgsmaalet. Det hedder i Dommen: "Derimod vil der heller ikke kunne gives Klagerinden Medhold i den af hende nedlagte principale Paastand. Hun har nemlig ikke angivet nogen Grund, hvorfor indklagedes Repræsentant i Retten den 9de Juni d. A. skulde være en til at møde i Politiretten uberettiget Person, og kan derfor kun antages at have sigtet til, at indklagede har ladet sig repræsentere ved en Kvinde; men da der ikke i Lovgivningen indeholdes noget Forbud mod at Parterne i Politisager lade møde i Retten ved Kvinder, kan indklagede ikke anses som udebleven." Ganske vist angaar denne Dom kun Møde for Politiretten, men jeg antager ikke, nogen vil paastaa, at der skulde gjælde andre Regler for
Foged-Auktions- og Skifteretterne, i alt Fald ikke før Retsmødet for disse antager Karakteren af "en Trætte". Prof. Nellemann, der holder paa, at Sagførernes Eneret slet ikke strækker sig til de sidstnævnte Retter, maa i alt Fald utvivlsomt indrømme, at naar Lovgivningen intet saadant Forbud indeholder med Hensyn til Politiretten, gjør den det heller ikke med Hensyn til de andre Retter; thi kun Hensynet til Sagførernes Eneret kan her være bestemmende. Hvor den ikke gjælder maa Spørgsmaalet: Mand eller Kvinde stille sig ens.
Det er forøvrigt mærkeligt, at det Spørgsmaal ikke ses tidligere at have foreligget Domstolene, saa meget mere, som det paahviler Domstolene, selv uden Paastand fra Modpartens Side at undersøge, hvorvidt den, der giver Møde for en Ret, dertil er berettiget.
I denne Sammenhæng skal jeg bemærke, at vor Ret kjender et ejendommeligt Fuldmagtsforhold, den saakaldte Mandatarfuldmagt. Den adskiller sig fra almindelig Fuldmagt derved, at Mandatarius optræder som "dominus litis" (Sagens Herre) og derfor følgestrængt gjennemført maa have samme Ret til at møde i Retten, som om han selv var den egentlige Part, thi processuelt og formelt er han det netop. Der er da ogsaa flere Overretsdomme for, at en mandlig Mandatarius kan møde i den almindelige Ret for en Anden, selv om han (Mandatarius) ikke er Sagfører (ligesom han kan møde til Forligsprøven, selv om han er Sagfører), men saa maa aabenbart en kvindelig Mandatar have samme Ret. Uden paa nogen Maade at ville anbefale juridisk Kommissionærvirksomhed skal jeg dog her indskyde, at det selvfølgelig staar Kvinder lige saa frit for som Mænd at lade sig en Fordring tiltransportere og derefter personlig indtale den; saa er de jo baade formelt og reelt Part i Sagen.
Skjøndt det strængt taget ligger udenfor Spørgsmaalet, finder jeg dog Anledning til sluttelig at gjøre opmærksom paa, at til Trods for at Forligsloven af 1795, som ovenfor oplyst, siger, at den, der paa Grund af lovligt Forfald ikke selv kan møde, maa "sende en god Mand i sit Sted", er det fast antaget i Retsbrugen i alt Fald ved de kjøbenhavnske Forligskommissioner, at Kvinder kan give Møde for Andre ved Forligskommissionerne selv om de ikke staar i mindste nærmere Forhold til dem. Her er et Punkt, hvor enhver Sagfører, der nærer Interesse for Sagen, kan gjøre meget til at aabne Kvinder en god Bifortjeneste.
