J. Stuart Mill: Kvindernes Underkuelse.

På dansk ved G. Brandes 2. Udg. 1885.

Det er ingen tvivl underkastet, at nærværende skrift har bidraget meget til at nedbryde gamle fordomme, her som andetsteds vundet kvindesagen varme venner, og gjort mange af dens modstandere mere lunkne. Dr. Brandes mente i sin fortale til første udgave at måtte udtale, at bogen kun vilde finde forud indtagne eller uvillige læsere; måske var denne udtalelse allerede den gang lidt for skeptisk, men det er ganske sikkert, at hvis den blev gjentaget nu, vilde den være aldeles uretfærdig. Der er herhjemme givet og gives daglig altfor mange vidnesbyrd om, at bevægelsen for at fjærne de mest fremtrædende modsætninger mellem mandens og kvindens hele sociale stilling er i kraftig gang, til at det skulde være nødvendigt nærmere at påpege dette. Det er under sådanne omstændigheder aldeles ikke fornødent at anmelde den nye udgave af Mills skrift, det vil vide at finde sin vej til læserne egen hånd, ligesom det før har forstået dette under omstændigheder der vare mange gange ugunstigere.

Redaktionen af nærværende tidsskrift har da heller ikke særlig haft det Millske skrift for øje, da den anmodede mig om en anmeldelse; det er den fortale, Dr. B. har medgivet denne nye udgave, som den ønskskede omtalt, og det kan heller ikke nægtes, at denne fortale er af en saadan betydning, at det vilde være uheldigt, ifald den blev uomtalt. At den skulde blive uænset af publikum er ikke rimeligt; men jeg tror ikke, at det danske publikum er således stillet, at det vil kunne vurdere den efter fortjeneste. De synsmåder, som denne fortale skildrer, ere så godt som ubekjendte herhjemme, og da den skildring, Dr. B. giver, er så overordenlig kortfattet, tror jeg, at nogle, måske de fleste, ville få et indtryk af den som af noget rent fantastisk, og at ingen vil være i stand til at vurdere de skildrede synsmåder efter deres rækkevidde for selve det spørgsmål, der danner hovedæmnet for Mills bog. Man kan endvidere med temmelig sikkerhed antage, at nævnte fortale vil forekomme de fleste læsere som et indlæg fra Dr. Bs. side i den forhandling, der ifjor førtes i "Tilskueren" mellem Dr. B. og en anden bekendt forfatter, en forhandling, hvortil fornylig prof. H. Scharling har anset det for nødvendigt at give sit bidrag. Det er i virkeligheden næppe mulig at opfatte fortalen på anden måde, thi den står ikke i nogen synderlig forbindelse med selve Mills skrift, uden for så vidt den lader skimte en fra Mills grundanskuelse himmelvidt forskællig opfattelse af den sociale form, indenfor hvilken der skal blive tale om kvindens emancipation. Handler Mills bog om kvindens frigørelse indenfor et samfund, for hvilket ægteskabet står som den faste grundvold, så synes der i Dr. Bs. fortale at åbnes et perspektiv mod tilstande, hvor ægteskab ikke findes; det er kønnenes frigørelse, som vort blik rettes henimod.

Jeg skal nu straks begynde med at bemærke, at den teori om ægteskabets og familiens historiske udvikling, som fortalen refererer, er alt andet end fantasteri. Jeg deler ganske vist ikke Dr. Bs. overbevisning om, at den er rigtig, men det er utvivlsomt, at den kan anføre en hel del kendsgærninger af megen vægt til støtte for sig. I de sidste tyve år har en række udmærkede forskere fremdraget så mange hidtil upåagtede forhold, som findes eller fandtes i, hvad vi med et vidt udtryk, kalde barbariske samfund, at vort blik på den historiske udvikling af forholdet mellem mand og kvinde nødvendigvis må blive betydelig modificeret; men jeg tror ikke det endnu med bestemthed kan siges, hverken i hvilken retning eller hvormeget. Det er rigtigt, hvad Dr, B. siger, at Mills historiske grundsyn på kvindens stilling i den forhistoriske og historiske tid er en apriorisk konstruktion, men det er tvivlsomt, om dette får betydning for fremtidens perspektiv, idet det grundsyn, Mill gør gældende, jo dog genspejler sociale tilstande, der har været virkelige i den tid og de samfund, som gik forud for vor tid og vore samfund, selv om disse tilstande ikke ere de i egenlig forstand primitive. Jeg skal forsøge, såvidt det står i min magt, at fremhæve det, der for tiden med nogen sikkerhed lader sig sige på dette område.

Den teori, Dr. B. refererer efter Engels, skylder sin tilblivelse til Amerikaneren Lewis H. Morgan, der udmærkede sig ved sit nøje kendskab til de nord amerikanske Indianerstammer. Men denne teori står så temmelig alene og kan ikke i nogen henseende hævde forrangen fremfor de teorier, som Bachofen, Mac Lennan, Lubbock og Spencer have opstillet. Alle disse teorier ere indbyrdes ganske forskællige i de fleste enkeltheder, kun have de det tilfælles, at de antage, at det menneskelige samfund begyndte med promiskuitet mellem kønnene og derfra efterhånden har arbejdet sig frem til det individuelle monogame ægteskab. Dette i det minste synes altså at kunne antages for at være rigtigt, men ikke en gang så meget vide vi; thi samtidig med at disse teorier have vundet stor udbredelse, have ligeså fremragende forskere med Sir H. Maine i spidsen søgt at hævde, at samfundenes primitive familieindretninger vare patriarkalske. Det kan umulig være vor opgave i en anmeldelse, der råder over så lille en plads, som tilfældet er her, at forsøge på at gøre rede for, hvilken af disse synsmåder, der bør foretrækkes; vi kunne kun gøre rede for, hvad der selv fra så modsatte standpunkter anerkendes for at være rigtigt, og for de ledende ideer, der fra de to modsatte sider stå som indvundne sandheder.

"Med elskov i vore dages betydning af ordet har enkeltægteskabets opståen nu intet at gøre" (pag. XVII). Dette er en ganske upåtvivlelig sandhed. Men når det ikke er den gensidige parringstrang, der driver de pågældende individer sammen, så må der igennem ægteskabet nås noget mere end en blot tilfredsstillelse af kønsdriften. De kønslige tilskyndelser kunne synes at være enerådende på promiskuitetens trin; men guppeægteskabet, hvis det nogensinde har existeret, lader allerede dette moment træde stærkt tilbage, idet en kvinde inden for gruppen ikke har ret til at nægte nogen af mændene, hvad han forlanger så tvivlsom anser jeg imidlertid existensen af gruppeægteskab for at være, at jeg ganske vil lade det ude af betragtning, hvad jeg gør med så meget lettere hjærte, som det ikke i mindste måde kan oplyse noget om de motiver, der bringer et ægteskab i stand selv under forhold, hvor manden kan stå i forhold til andre kvinder, og ikke kan kræve sine egne børn, da disse følge moderen. Det er kvindens værdi som arbejder, der bringer manden til selv under en sådan ordning at ønske at lægge beslag på hende.

Den første arbejdsdeling, der finder sted i menneskelige samfund, er den mellem mand og kvinde, og der er ingen grund til at antage, at den del af arbejdet, der oprindelig tilfalder kvinden, straks fra første færd anses for at være af en lavere art end den, der tilfalder manden. Når man møder en familie af vilde på vandring, beklager man gærne konen, der foruden børnene må bære alle familiens ejendele, medens manden tilsyneladende sorgløs slentrer afsted kun bærende et spyd og en bue. Men således opfatter den vilde ikke sagen; manden må i hvert enkelt øjeblik være kampberedt enten for at kunne møde en uven eller nedlægge et stykke vildt. Og hjemme er det ligeså, al den huslige gærning påhviler kvinden, medens manden dovner, men dette er ikke udtryk for, at manden foragter denne gærning og foragter kvinden, hvem den påhviler: det er i virkeligheden det letteste arbejde, der er kvindens, uden at det derfor er det mindst nyttige. Uden en kone kan den voksne vilde ikke existere, fordi han i så fald ikke kaa få en mængde nødvendige ting udførte.

Der bliver da i alt tre faktorer, som griber ind i udviklingen af forholdet mellem mand og kvinde, nemlig, kønsdriften eller den sanselige elskov, interessen for børnene og arbejdskravet. Det er især i den forskællige betydning, som hver af disse faktorer får tildelt, at det værdifulde ved den senere tids undersøgelser om familiens forhistorie må søges. Dr. B. bemærker, at "Parringsfamilien", der er et meget let opløseligt enkeltægteskab, hvor konen under streng straf er forpligtet til troskab, men, hvor ikke desto mindre børnene følge moderens slægt- og standsvilkår og kun arver gennem hende, - at denne familieform afløses af monogamiet, hvor manden hersker i et og alt, så at børnene her ligeså eksklusivt følge faderen som forhen moderen, Og derpå fortsætter Dr. B. således: "Monogamiet er da altså ingenlunde en frugt af individuel elskov; ægteskaberne ere konveniensægteskaber. Men det er den første familieform, der er grundet ikke på naturlige, men på samfundsbetingelser, og hensigten dermed er mandens herredømme i familien og avling af børn, der kun kan være hans. Således træder enkeltægteskabet ingenlunde ind i historien som forsoningen af mand og kvinde, endsige som denne forsonings højeste form. Tværtimod. Det optræder som erklæring af en hidtil i historien ukendt krig mellem kønnene" (pag. XX-XXI). Endvidere fremdrager Dr. B. den velbekendte ridderlige elskov, som opstod i middelalderen som en slags halvt religiøs forherligelse af kvinden som sådan, og når han, her siger, at denne elskov ingenlunde altid eller endog blot væsenlig var nogen ægteskabelig kærlighed, så må vi dertil bemærke, at den overhovedet ikke var en ægteskabelig kærlighed. Der hvilede i den katholske tid en forbandelse over ægteskabet, da dette jo var en ufrivillig indrømmelse til synden og denne forbandelse gjorde det umulig at finde sit ideal i sin hustru. Ligeså højt som ægteskabet stod lavt stod imidlertid den jomfruelige stand, og omendskønt den ridderlige elskov ikke holdt sig fri for sanselige forvildelser, så bevarede den dog bestandig et minde om dette, at det var i ærefrygten og tilbedelsen af den jomfruelige kvinde, den havde sit udspring. Den ridderlige elskov var ikke en fremdragen af det kønslige, på driftlivet hvilende forhold mellem mand og kvinde; den stærke afsky, som katholicismen udtalte mod det sanselige i kønsforholdet møder ikke i den ridderlige elskov sit fuldkomne modstykke.

Dr. Bs. udtryk, at monogamiet optræder som en krigserklæring mellem kønnene, er en af den slags sætninger, som må optages med stor varsomhed; den er ikke ubetinget falsk, men den er også langtfra sand. Ligegyldig hvilken teori man anser for den rigtige angående familiens historiske udvikling, må man i Ægteskabet se et forhold, der strækker sig ud over kønslivet og væsenlig beror på trangen til gensidig Beskyttelse; fra kvindens side ydes denne i form af arbejde i huset, tilberedning af levnedsmidler etc. Antager man, at der forud for ægteskabet er gået en tilstand, hvor parringen foregik mer eller mindre i flæng, så kan det ganske vist siges, at der i denne tilstand øvedes mindre tvang af det ene køn mod det andet end på det senere trin, så at ægteskabet bliver en krigserklæring; men samtidig er det også andre hensyn, der fører kønnene sammen nu end før; forholdet imellem dem er blevet alsidigere. Man vælger sin kone uden synderligt hensyn til sanselig tilfredsstillelse, det er den dygtige arbejderske, man har for øje.

Det må nu her vel fremhæves, at kønsforholdet på denne måde er blevet trængt tilbage som en i en vis forstand uvæsenlig faktor. Så længe drifterne leve i mennesket, kan kønsforholdet ikke ophæves, og det udøver bestandig en betydelig magt over mennesket; men medens manden kønsligt drages til den smukkeste kvinde, drages han i ægteskabet til den nyttigste: det kønslige er blevet afklædt alt hvad der kunde kaldes elskov, i alfald er elskoven ikke nogen nødvendig forudsætning for ægtefællernes kønsforhold. Ikke destomindre våger manden med stor skinsyge over sin hustrus troskab; men denne skinsyge er af en ejendommelig beskaffenhed, idet den så godt som udelukkende gjælder kvindens utroskab uden mandens samtykke. Som regel gør manden ingen vanskeligheder ved at overlade sin kone til en god ven, en gæst el. så, han betragter konen som sin ejendom, og selv i de samfund, hvor kvindelinien hersker og konen står som den indflydelsesrigeste i huset, kan hun ikke disponere frit over sin person i kønslig henseende.

I enhver husstand leves der et dobbelt liv, ét, der er vendt indefter, og et, dér er vendt udefter mod det større samfund, hvoraf husstanden udgør et led. Kvinden står som bæreren af det første, medens manden står som bæreren af det sidste. Den stigende kultur udvikler nu i første række samfundslivet ved at gøre relationerne mellem de enkelte husstande bestandig mere sammensatte; der uddannes efterhånden et sammensat regeringssystem, og et sammensat erhversliv, og det er umulig andet, end at mandens gærning samtidig stiger i værdi. Den lægger i stedse stigende grad beslag på alle hans åndelige evner. Samtidig finder der ingen tilsvarende udvikling af det indre liv i husstanden sted; dets funktioner vedblive at være forholdsvis simple, og kvindens intelligens får derfor ikke en vækst, der svarer til den, som blev mandens tildel; hendes åndelige vækst fremmes under disse omstændigheder kun derved, at den stigende samfundskultur bringer en hel mængde nye indtryk med sig, som også kvinden stifter bekendtskab med; men hun får kun det fuldtfærdige at se, deltager ikke i dets tilvejebringelse. Jeg ser deri en af de væsentligste årsager til, at det hos kvinden i første række er fantasi og følelse, som dominere. Kløften mellem mand og kvinde uddybes således bestandig; ægtefællernes veje løb oprindelig ikke sammen, men vare parallele; nu løftes mandens hele virksomhed op over kvindens, og der bliver endnu mindre end før tale om noget samarbejde, noget fællesskab. Selve den stigende kultur vil dog forhindre, at forholdet mellem mand og kone synker ned til et fuldstændig råt forhold, således som dette kan bestå mellem en herre og en slavinde, der tillige er hans elskerinde. Det er ikke den almindelige magt til at udvikle gensidig sympati, som rummes i dagligt samliv og de mange fællesoplevelser, et sådant, uundgåeligt fører med sig, der her gør sig gældende; i såfald måtte en slavinde kunne indtage den samme plads som en ægtehustru. Den gensidige hengivenhed og - rigtignok fra elskov ganske forskællige - ømhed, der under de angivne omstændigheder findes mellem mand og kone, må have en anden oprindelse.

Vi komme da her til den tredje faktor, som vi ovenfor betonede, nemlig interessen for børnene. Dr. B. medtager også dette punkt, idet han erklærer, at den monogamiske familie er grundet på mandens herredømme med det udtrykkelige mål: ubestridt faderforhold til børnene, da disse som livsarvinger engang skal overtage faderens formue (pag. XX.) Det er imidlertid næppe rigtig at lægge vægten på, at børnene skal arve faderens formue, det er en religiøs interesse, der binder fader og barn sammen, idet sønnen skal frembære de for faderens salighed nødvendige ofre ved dennes grav. Der kræves hertil ikke alene ubestridt faderforhold, men også ægte fødsel, ialfald foretrækkes den ægte for den uægte fødsel. Ægtehustruen får derved en stilling, som giver hende en ganske anden betydning i hendes ægteherres øjne end en nok så tro slavinde; et genskin af den interesse, som han nærer for børnene, falder tilbage på konen, børnenes moder. Og endnu langt videre strækker den indflydelse sig, som udøves af dette hensyn til børnene. I deres spæde alder ere børnene så godt som udelukkende overgivne til moderens omsorg; deres pleje og første lærdomme få de af moderen, og deri består en del af det arbejde, der påhviler hende. Jo større mandens interesse for børnene er, jo større tillid viser han sin kone ved ganske at overlade hende omsorgen for deres første år; og i en sådan tillid ligger kilden til det gode forhold mellem ægtefællerne, ligger den kraft, som løfter deres forhold op over det lavere trin. I omsorgen for børnene er der skabt et fælles arbejdsområde for de to ægtefæller; rigtignok i begyndelsen kun således, at kvindens arbejde ender, hvor mandens begynder, så deres fællesskab blot er dette, at den ene fortsætter den anden; men i tidens løb er det uundgåeligt, at der heraf opstår et virkeligt fællesskab. Moderen aflurer det spæde barn tusinde små ejendommeligheder, som faderen aldeles ikke kender, og hendes erfaringer kan derfor ganske fortræffelig tjene faderen til rettesnor ialfald sålænge, til også han har lært barnet at kende. Opdragelsen er i kun lidet udviklede samfund selv en ganske simpel ting; men jo mere mangesidede de krav bliver, den voksne skal gøre fyldest, desto mere sammensat og vanskelig bliver også opdragelsen, indtil den i vore dage er ved at blive en kunst. Det er i mine øjne ingen tilfældighed, at bevægelsen for kvindens emancipation har fået en så stor kraft netop samtidig med, at man har begyndt at få øjnene op for, at opdragelsen stiller store intellektuelle fordringer til opdrageren.

Det lader sig ganske vist ikke sige, at bevægelsen for kvindeemancipationen har sit udspring i de større intellektuelle krav, som den vanskeligere opdragelse af afkommet stiller til hende. Den udspringer af en trang hos kvinden efter at blive mandens åndelige lige, dels fordi hun derved i ægteskabet mere end hidtil vil blive manden ligestillet, og dels fordi hun i tilfælde af, at hun ikke bliver gift, er henvist til at søge sit erhverv ved en virksomhed af samme art som mandens, hvilket bliver hende umuligt, når hun møder til konkurencen så ulige mindre udviklet end manden. Der kunde nu ligeoverfor denne side af bevægelsen være anledning til at anstille flere betragtninger over, hvorvidt den er blevet holdt i en heldig form, eller om den ikke på grund af tidligere tiders uretfærdighed har givet efter for en fristelse til i højere grad at kaste vrag på hvad der hidindtil har været kvindens beskæftigelse, end billigt er. At den ugifte kvinde bør sættes i stand til at tjene sit brød på samme måde som manden, er en anskuelse, man ikke vil kunne finde gode grunde til at bestride. Men hvad den gifte kvinde angår, så er sagen ikke så utvivlsom, idet vi ikke kunne gøre os nogen nøjagtig forestilling om, hvorledes et ægteskabeligt samliv skal blive muligt, hvis konens virksomhed får en udadgående karakter såvel som mandens. Forholdene i Roms senere dage kunde her fremdrages som et advarende exempel, men selvfølgelig er det ikke nok til at modbevise ønskeligheden af en forandring på dette område. Jeg skal imidlertid ikke drøfte dette spørgsmål her uden forsåvidt det står i sammenhæng med, hvad man anser for at være konsekvensen af den historiske fortid, familieinstitutionen har. Det er jo nemlig det, Dr. B. vil: bygge sine fremtidsperspektiver på fortidens erfaringer; og her tror jeg at kunne vise, at han har taget fuldstændig fejl, idet det perspektiv, han i slutningen af sin fortale viser os, har et fejlsyn på den historiske fortid til basis. Selv om Morgans teori i tidens løb skulde vinde almindelig tilslutning, vilde dermed ikke være vundet en anskuelse, der står i strid med det ovenfor sagte; der vilde være skildret en bevægelse fra tider, hvor kønsnydelser var det eneste krav, mand og kvinde stillede til hinanden, henimod tider, hvor dette krav overskyggedes af arbejdskrav og fælles interesse for afkommet. Den adskillelse, naturen har sat mellem kønnene, blev en tid lang drevet ud i for skarpe extremer ved forskællen i det arbejde, der tilfaldt de to køn; men i opdragelsen af børnene viser naturen selv en fælles gærning for forældrene, og den historiske udvikling fører det utvetydigste bevis for, at det er denne fælles opgave og på ingen måde den erotiske opblussen, hvorved kønnene føres sammen, der danner basis for en varig forening af to personer, med mulighed for et hjærteligt forhold imellem dem, Elskoven i erotisk forstand rader kun over enkelte øjeblikke i det ægteskabelige samliv, kjærligheden, som en af menneskets ædleste følelser, beror på et fællesskab i interesser, og en gensidig vurdering af hinandens dygtighed til at løse de specielle opgaver, et familieliv stiller.

I et samfund, hvor, som i vort, kyskhed er kvindernes pligt før ægteskabet og troskab deres pligt efter giftermålet, er der ikke spørgsmål om, at kønslivet står som en side af det samliv, der forøvrigt bæres oppe af fællesskabet i interesser og hin samarbejden i den fælles husstand; og da dette samarbejde for en stor del består i, og ganske afgjort udspringer af omsorgen for børnene, er kønslivets rolle fuldt berettiget. Ligeoverfor et sådant samfund bliver det at tale om kønsfrihed og at opstille det perspektiv, at i fremtiden kønsforbindelserne stedse mere ville blive betragtede som privatsag og omsorgen for børnene blive samfundets hovedinteresse (pag. XXII), simpelthen forkyndelsen af en fuldkommen revolution, hvorved der brydes med alt det, fortiden har bygget på, Det er betoningen af kønslivets fremragende betydning, betoningen af, at ægteskabet er en indskrænkning af kønsfriheden; men det er tillige vidnesbyrdet om blindhed for, at ægteskabet beror på at menneskene have sat større pris på andre ting end på kønsforholdet, ting, som det ikke var dem mulig at opnå uden ved en begrænsning af kønsfriheden. Med ægteskabet, må vi på grundlag af fortiden mene, vil kilden være udtørret til de ædleste af de følelser, kulturmennesket har formået at erhverve sig. .

Man kunde dog også se Dr. Bs. hævdelse af, at kønsforholdet vil blive en privatsag, fra et mildere synspunkt. Det kunde være, at Dr. B. blot mener, at skilsmisse i fremtiden skulde blive overladt til de pagældendes eget forgodtbefindende, så samfundet ikke i fremtiden vilde lægge en sådan alle slags hindringer i vejen. Men også i denne henseende tror jeg, vilde man skabe noget uheldigt Enhver, der har noget kendskab til primitive folks sædvaner, vil have bemærket, at skilsmisse hos dem er en grumme usædvanlig ting, hvor der er børn, og i vore samfund, hvor det at have børn ikke som i de primitive samfund er en kilde til velstand, vil hensynet til børnene altid gøre en let skilsmisse mellem forældrene til en lidet ønskelig ting.

Endelig kunde man gøre gældende, at når det har vist sig, at ægteskabet bygger på anden basis end på kønsdriften, så måtte konsekvensen deraf være den, at man i fremtiden opgav at forlange kyskhed af kvinderne som noget uvæsentligt. Men dette er en undervurdering af kønsdriften. Ganske vist vilde en kvinde eller en mand, der søgte tilfredsstillelse for denne drift, ikke lide noget skår i deres agtværdighed i et Samfund, der ikke dadlede en sådan optræden. Om forførelser og bedragne kvinder kunde der i så fald ikke blive tale, kun om ulykkelige ægteskaber. Men kønsdriften er ikke blot en kilde til lyst for det enkelte individ, afkommet kan ikke lades ude af betragtning under tilfredsstillelsen af denne drift, og jeg tror derfor ikke, at en stigende kultur, der altid vil bestå i at lære menneskene at vurdere ting og forhold efter deres sande væsen, nogensinde vil overtale dem til i simpel liderlighed at se en uskyldig ting.

Såvidt jeg kan se bliver tværtimod retningen, hvori udviklingen vil gå, den, at samfundene vil øve en strængere kontrol med mændenes kyskhed ved at pålægge dem forsørgerpligt for deres uægte børn, og ved noget stærkere end hidtil at fordømme forføreren. Faldne kvinder vil der altid findes, og at mænd stjæle sig til dem vil heller ikke kunne forhindres, og vil sagtens altid af samfundet betragtes med et skuldertræk; men at en gemenhed som forførelse kan gå ustraffet hen ja endog blive en pynt for forfængeligheden, tror jeg vil ophøre, når kvinden hæver sig selv. Det er i de dannede kredse allerede nu heller ikke let for manden at slippe uskadt over dette skær; det er den uvidende tjenestepige eller sypige, han betragter som sit lovlige bytte; men hermed vilde det have en ende, hvis bedre oplysning gav disse mennesker en større forståelse og et friere blik, og lærte dem at unddrage sig de rå sanselige fristelser, som nu blive årsagen til deres fordærv. Sålænge en pige sætter sin sjæl i en ny hat eller et armbånd, er det forgæves at præke moral for hende, og også ganske forgæves at præke moral for manden.