Om og i Anledning af "Meddelelser fra Tegneskolen for Kvinder. XI."

Det oplyses i disse Meddelelser, at der i Tegneskolen for Kvinder undervises i de samme Fag som paa Kunstakademiet, og at Kvinder have Adgang til Skolen paa de samme Betingelser, der ere stillede for Mænd, som søge Kunstakademiet, saa at Skolen med Føje kan betegnes som et Kunstakademi for Kvinder. Det oplyses fremdeles, at Skolen i det sidste Undervisningsaar har havt gjennemsnitlig 67 Elever, det højeste samtidige Antal har været 74. Eleverne have i Gjennemsnit besøgt Skolen i 7,23 Maaned. 13 Elever have havt hel, og én halv Friplads. Skolen har havt Tilskud af 9000 Kr. deraf 7000 Kr. fra Staten. Der gjøres Rede for Lærerkræfter og Undervisningsfag, og det meddeles, at Skolen for Fremtiden vil udstede Afgangsbeviser (for Elever af Modelklassen) i Lighed med, hvad der finder Sted ved Kunstakademiet.

Hvad der har henledet Opmærksomheden paa Skolens Meddelelser, er imidlertid ikke disse Oplysninger, men de Udtalelser, Formanden for Skolens Bestyrelse, Hr. Arkitekt Vilh. Klein, har fremsat om Beskaffenheden af det Arbejde, der ydes paa Skolen af dens kvindelige Elever. Hr. Kleins Erfaringer gaa ud paa følgende: Det bekræfter sig stadig, at der er en stor Forskel paa Mænds og Kvinders Maade at arbejde paa. Mændene arbejde jævnt og rolig, Kvinderne mere febrilsk, Kvindernes større Flid betyder „maaske” kun, at de i Begyndelsen tage kraftigere fat, men til Gjengjæld blive hurtigere trætte. De unge Piger begynde i Reglen godt, men der er „adskillige” [hvor stor en Part af dem?], som efterhaanden blive trætte. Der er „en Del”, der straks tabe Modet, naar de erfare, hvor lang Uddannelsen maa være, og der er „andre”, som skræmmes ved Tanken om at arbejde fem Timer daglig med kun en halv Times Mellemrum, „men det varer sjældent længe.” Ansporede af Kappelysten tage de atter fat. Men deres Arbejde er „ofte” ikke regelmæssigt og roligt. Nogle pine og plage sig selv for at gjøre det umulige, andre blive slappe, naar de mærke Vanskeligheder. „Overhovedet er det ikke almindeligt at træffe en behersket, reguleret Vilje; de fleste lade deres Handlinger for meget lede af umiddelbare Indskydelser, hvad enten disse nu ere animerende eller deprimerende.”

Vi have her gjengivet Indholdet af Hr. Kleins Erfaringer. Det maa beklages, at disse ere saa lidet bestemte, Hr. Klein maatte jo være i Stand til at give en ganske anderledes udtømmende Besked. Han maatte kunne oplyse ved klare Kjendsgerninger, om Tegneskolen for alle - eller et større Antal Elevers Vedkommende forfejler sin Bestemmelse, hvor stor en Del af Eleverne der naa det Maal, de ved Indtrædelsen i Skolen have sat sig, og hvor mange der blive trætte paa Halvvejen, samt om Undervisningen for disses Vedkommende maa anses for spildt. Hr. Kleins Bemærkninger munde ud i det Resultat: „Hvad er der altsaa at gjøre under disse Forhold? Intet andet end at arbejde rolig videre som hidtil” o. s. v. Som Begrundelse heraf anføres, at „vi vide meget lidt om Kvinders Ejendommeligheder.” Om dette er rigtigt, forekommer os i denne Sammenhæng ganske ligegyldigt, Hr. Klein véd jo nemlig god Besked om sine Elevers Ejendommeligheder, det er den bekjendte Størrelse, som der skal regnes med, og efter hvilken Undervisningen skal indrettes. Det er en Undervisningsanstalt for Kvinder alene; er der visse Ejendommeligheder ved disses Maade at arbejde paa, da bliver Spørgsmaalet først dette: Hindre disse Ejendommeligheder Eleverne fra at naa det Maal, Skolen sætter for dem? I saa Fald maatte det overvejes, om Maalet ikke kunde stilles noget anderledes, og Skolen dog gjøre Nytte. Men det kunde jo ogsaa være, at det samme Maal, som nu sættes, kunde naas af flere end nu, naar der ved Undervisningsmaaden toges Hensyn til de iagttagne Ejendommeligheder. Det er t Ex. meget muligt, at det er mindre hensigtsmæssigt for de mere febrilt arbejdende Kvinder, at der paa Skolen arbejdes fem Timer daglig med kun en halv Times Mellemrum. Men saa kan der jo gjøres en Forandring deri. Hvad skulde være til Hinder for, at der gaves flere og større Mellemrum? Hr. Klein har da ogsaa selv en Fornemmelse af, at der maaske kunde være noget at ændre ved den Maade, hvorpaa Undervisningen ledes, idet han betror os, at „Tegneskolens Bestyrelse har maaske hidtil været lidt for sangvinsk, idet den har havt for megen Tiltro til Læren om Kvindernes Lighed med Mændene; i Fremtiden vil man være, mere forsigtig lige over for dette Spørgsmaal.” Dette turde vel være et meget spagfærdigt Udtryk for den rigtige Erkendelse, at en Skolebestyrelse ikke skal sidde oppe i Skyerne og filosofere over Kvindens Natur i Almindelighed, men at den ganske jævnt bør tage sit Stade paa Jorden, undersøge Beskaffenheden af netop de Kvinder, den skal arbejde med, og indrette Undervisningen derefter. Ad den Vej haabe vi, at Hr. Kleins Erfaringer maa komme Tegneskolen og dens Elever til gode.

Iøvrigt kunde det være ønskeligt, om andre Ledere af Undervisningsanstalter for Kvinder, af Lærerindeskoler, Handelsskoler o. s. v., ligeledes vilde meddele Offentligheden de Erfaringer, de have høstet om Kvindens Arbejdsevne og Arbejdsmaade. Spørgsmaalet, om Kjønnene bør undervises sammen, eller hvert Kjøn have sine Skoler, beror jo væsenlig paa, om der for Kvindernes Vedkommende kan paavises Ejendommeligheder, der kræve en særegen Undervisningsmaade. Desuden, vilde saadanne Meddelelser kunne give betydningsfulde Fingerpeg om, for hvilke Fag og Arbejdsomraader Kvinderne medbringe de gunstigste Betingelser. Forholdene maa føre til, at Kvinderne ville forsøge at optage Konkurrencen saa at sige paa alle Omraader; kun Erfaringen kan vise, paa hvilke Omraader deres Bestræbelser have Udsigt til at lykkes.