Om Kys og Haandtryk.
I Anledning af Artiklen om "Kys og Haandtryk" i "Hvad vi vil" tillader jeg mig at fremkomme med et Par smaa Bemærkninger.
Ja, lad os ikke ødsle med Kys! De bør kun gives og tages af den eller dem, der virkelig har fundet Plads i vort Hjærte. I al sin Ubegribelighed er et Kys noget saa helligt, at det ikke bør profaneres ved at gøres til en blot Form og en Vanesag.
Men hvorfor være saa karrig med at række sin Haand, ikke to Fingre men hele sin Haand, til et andet Menneske, selv om dette Menneske netop ikke hører til vor Vennekreds. Fører en slig Tilbageholdenhed, en slig Sky for at berøre et Medmenneske ikke let til en Stivhed og Fornemhed, der muligt kan saare den anden og næppe i væsentlig Grad bidrage til vor egen moralske Forbedring. Var jeg lærd, vilde jeg kunne anføre et smukt latinsk Citat, men jeg er ikke engang en "halv studeret Røver" og maa nøjes med en maaske ukorrekt Oversættelse: "Jeg er et Menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed". Disse Ord kan ganske vist udtydes paa forskellig Maade, det indrømmer jeg, men jeg er tilbøjelig til at udtyde dem saaledes, at intet Menneske, med hvem Forholdene bringe mig i Berøring, kan og bør være mig aldeles ligegyldigt. Vi, som elske Frihed og Fremskridt, bør ogsaa elske Menneskene og aldrig vise Kulde og Ligegyldighed mod noget Menneske, der krydser vor Vej, og et Tegn paa Kulde og Ligegyldighed synes det mig at ville være, om jeg, før jeg rakte et Medmenneske min Haand, først nøje overvejede, om vedkommende ogsaa var værdig til en saadan Berøring. Saadanne Overvejelser synes mig temmelig afgjorte Skridt ad Vejen til Aandsaristokrati og Selvophøjelse.
